- Reklame -

Sommeren lakker mod enden, og mange har sikkert været sydpå for at nyde solen og varmen. Men det gælder ikke alle. Thit Clausen valgte sammen med sin kæreste at bruge deres sommerferie i Danmark og Sverige og udforske de dele af vores eget og vores naboland, man ikke lige ser til hverdag.

Thit læser til daglig folkesundhedsvidenskab på 5. semester på SDU. Hendes sommerferie blev brugt mere i spejder og højskoleånden, hvor lokationen blev lagt efter de transportmuligheder, de ønskede at bruge af økonomiske og miljømæssige årsager. Derfor gik turen til Sverige og Vestjylland. Thit og hendes kæreste rejste primært i bil, tog og brugte meget sammenkørsel.

Turen går til?

I denne sommerferie gik turen for Thit og hendes kæreste til mange forskellige steder. De var af to omgange på ferie i Sverige, på Tour de Vestjylland fra Tarm til Skagen i bil, hvor de sov i shelters og i telt og på sommerhøjskole på deres tidligere højskole, hvor der blev danset salsa og afrodans med knæklys. De var gode til at låne deres forældres huse, når de var bortrejst og på den måde være i sommerhus hos hinandens forældre og vise sin hjemby frem på en anden måde.

Vi har brugt allemandsretten, der er i Sverige. Så vi lå i telt ved skovsøer og nød noget vildt smukt natur.

”I år tog mig og min kæreste på togferie til Sverige. Vi elsker begge Sverige virkelig meget. Vi var i malmøområdet, hvor vi tog toget rundt og gik rundt. Vi har brugt allemandsretten, der er i Sverige. Så vi lå i telt ved skovsøer og nød noget vildt smukt natur,” fortæller Thit.
Den anden tur til Sverige foregik i bil med aftener, hvor de sad i bilen og så elge gå forbi i skumringen. Tour de Vestjylland var en øjenåbner for, hvad Danmark har at byde på i de udskældte yderområder. En aften på stranden ved Nykøbing Mors bød på snakke med kaffe og kage fra flere lokale, der havde det med og kom forbi til en sludder. Det var unikt og de udskældte områder er ikke så slemme endda.
Thit smiler og fortæller, at hun tror, det har givet nogle anderledes oplevelser, end hvis man flyver på ferie og er mere fastlåst i den by, hvor man bor på hotel.

Hvorfor vælge ferie i norden?

”Vi valgte denne type ferie af to årsager. Dels går vi ret meget op i klimaet, og vi ved godt, fordi min kæreste er halv Australier, kommer vi til at skulle til Australien nogle gange. For at opveje for det, så det ikke stikker fuldstændig af i forhold til udledning af CO2. Når vi ikke skal til Australien, så gør vi noget, der er mere klimavenligt. Og så fordi vi begge er på SU, det er virkelig fedt at kunne opleve nogle andre ting, end det vi gør i hverdagen men for få penge,” fortæller Thit.

Vi begge er på SU, det er virkelig fedt at kunne opleve nogle andre ting, end det vi gør i hverdagen men for få penge.

De har generelt været rigtig gode til at sove i telt eller hos familie og venner, hvor det ikke koster noget. Derudover er der shelters hele vejen op ad den jyske vestkyst, som de har brugt. Det er faktisk så nemt, at man kan downloade den gratis shelter-app ”shelter”, som viser hvor, man kan finde og overnatte i shelters over hele Danmark.

Anderledes oplevelser

Denne form for sommerferie har klart givet Thit nogle andre oplevelser end en charterferie ville have gjort det.
”Jeg tror især turen til Vestjylland har udvidet vores horisont for hvor i Danmark, man egentligt også kan bo og vist os, hvordan man også kan bruge vores land. Vi snakker om, hvor vi skal bo, når vi en dag skal købe hus. Den samtale har helt klart ændret sig efter vi har været ude i Udkantsdanmark og mødt nogle mennesker. Det er ikke fordi vi har opsøgt at møde nogle mennesker, vi har bare siddet på en strand og hygget, og så er der kommet nogen forbi. Det er noget man ikke oplever inde i byen,” smiler Thit.
Deres sommerferie har givet dem ny inspiration og noget at tænke over i forhold til deres fremtid, som før var tænkt skulle foregå på Fyn eller i trekantområdet. Hvem ved, måske bor de en dag i Vestjylland.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.