- Reklame -

For godt en måned siden steg Mads Frank, bachelor i idræt og sundhed fra SDU og cykelrytter, på cyklen i Helnæs på Sydøstfyn. Foran ham var 24 timer i sadlen. Men hvad ligger til grund for sådan en kraftpræstation?

Det er lørdag, solen stiger op over Ebbedrup og ruten for danmarksmesterskaberne i ultracykling har længe været klarlagt. På Vestfyn er alt kaos. En lastbil har tabt en vognfuld diesel, og hele trafikken er gået i stå, fra Middelfart til Fredericia. Men Mads Frank er stadig på pletten og til tiden. Han stiller op i ’24 timer RAAM Non Draft’, en konkurrence arrangeret af Race Around Denmark, og som har to formål. Det er en konkurrence om et danmarksmesterskab i ultracykling, og så er det et kvalifikationsløb til worldcuppen inden for ultracykling, som blandt andet rummer Race Across America (RAAM), verdens hårdeste cykelløb.

Det er ikke første gang, Mads stiller op i et ultraløb. Bag sig har han otte ultraløb, fem af dem med en plads på podiet. Slitagen på kroppen er enorm, når den skal performe i så lang tid, så ud over at undgå punkteringer og styrt skal man også undgå at ødelægge sig selv.

Failing to plan, is planning to fail Man sætter sig ikke bare på cyklen og ser, hvor langt man kan komme. Mads gør i hvert tilfælde ikke. Detaljerne er tænkt godt igennem – sidder han ordentligt på cyklen? Er sokker bedre end covers på skoene? Hvilke hjul er faktisk de bedste at have med? Et væld af kombinationer er prøvet, igen og igen, for at sikre den bedste tid muligt. Målet før løbet var klart, selvfølgelig skulle Mads vinde, men mindst lige så vigtigt – hele teamet bag ham skulle testes. For udover at arbejde mod at blive danmarksmester, så var det også en prøve: Hvor godt kan et team fungere? Og hvor meget kan man i fællesskab presse en atlets krop?

Og endnu mere ambitiøst – kan han slå den skandinaviske rekord på 799,5 km på 24 timer? Kan Mads nå over de 800 km?

Uden starthjælp

Reglerne er skrappe, når man cykler sådan et konkurrenceløb. Man får tilsendt et helt manifest, man skal overholde: Man skal ikke ligge på hjul af andre cyklister, man skal markere sig tydeligt og må kun have høretelefon i ét øre. Men så er der også de ting, der virkelig adskiller et sådant løb fra motionsløb og hverdagskonkurrencer. Følgebiler. For følgebiler er tilladt, når man skal kvalificere sig til worldcuppen, men nogle gange, så går det rigtigt galt. Og hvad gør man så, når ens følgebil er i Jylland, mens køen snegler sig over Lillebæltsbroen?

Ti minutter før ankomst til Ebbedrup ringer Mads’ telefon – og han tager den. Det er hans far, der kører følgebilen. ”Mads, vi når det ikke til startlinjen.” Bilen med alt hans udstyr kunne ikke nå frem i tide. Og så galoperede Mads’ hjerte ellers af sted. Og febrilsk forsøgte han at forhandle sig frem til, at han kunne starte på sin egen cykel, med sin kærestes trøje og hjelm, hvis de altså ville tillade det. Heldigvis for Mads, var flere ryttere fanget i køen så hele løbet blev udskudt en time. Nu kunne det rigtigt gå i gang.

Mørket

Det værste ved løbene er natten. Det er mørkt, det er kedeligt, og man er træt. Og midt i natten gik det op for Mads, at hans pace langsomt blev værre og værre. Pludselig var der langt til at nå op over 800 km. Her kræver det en stærk psyke at stå igennem. For hvad er meningen med det hele? Når nu man har sat sig for at slå en rekord, men ikke umiddelbart kan nå det, hvorfor så fortsætte? Heldigvis er der mere end ét mål – og med et stærkt crew i ryggen og en overbevisning om, at sejren trods alt stadig var mulig, hvis Mads kan holde sin fart, gik han ind i sine sidste timer.

Mere end 25 timer efter sin ankomst i Ebbedrup kører Mads over stregen for sidste gang i denne omgang. Med tilbagelagte 759.54 km, en føring på 50 km ned til den næste, og som den yngste danmarksmester nogensinde. Og her slukker lyset så. For når man er så udmattet, som man er efter 24 timer i sadlen, så kan dagene efter hurtigt svinde hen i søvn.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.