- Reklame -

Hver uge er der en ny kioskbasker. Nu får du kræft af rødt kød, så er rygning sundt for dig, og måske du lever længere, hvis du får chokolade hver dag. Men hvad er op og ned? Vi forklarer dig ny og gammel forskning – og giver dig svaret up front. Det er nok bedst at drikke kaffe lige før en lur.

Det kan være svært at finde ud af, hvordan man holder koncentrationen bedst. Måske man ikke har sovet så godt i nat – og hvor spændende er anatomi rent faktisk, når det er klokken 16, timen starter? Nu var det ikke lige derfor to forskere fra Loughborough satte sig for at replikere et tidligere udført studie; det var egentlig for at teste trafiksikkerhed, men konceptet er det samme. Hen af de sene eftermiddagstimer er de fleste trætte, ufokuserede og begår markant flere fejl. Både i trafikken og klinikken. Men hvordan kommer man bedst denne træthed til livs? De fleste vil ty til en kop kaffe – selvfølgelig med den lille bagside, at der trods alt går et lille stykke tid før kaffen rigtigt virker. Koffein virker ved at binde sig til adenosinreceptorerne i hjernen og derved blokere dem. Under normale omstændigheder virker adenosin ved at stimulere en signalvej, der fører til en følelse af træthed. Blokerer man denne, føler man sig altså kvik (i virkeligheden kan man ikke mærke, man er træt, men det kalder vi lige at være opkvikket for nemhedens skyld). Vil man ’vaske’ adenosinen ud af hjernen, så kan man også sove i stedet. Logisk nok fungerer en lur altså opkvikkende også.

Og her kommer hele teorien så ind i billedet. For kan man indtage koffein og tage en lur med det samme, kan man, lidt karikeret, sige, at man først vasker adenosinen ud af hjernen og så fylder koffein ind, så man blokerer de signalveje, som adenosinen normalt ville stimulere.

Setupet (altså metoden)

Studiet var designet på følgende måde. En gruppe på 12 studerende kom ind om eftermiddagen en gang ugentligt i tre uger og gennemgik samme test, men med forskellige ’opkvikkere’. De måtte maksimalt sove fem timer i natten op til mødet for at forstærke, hvor søvnige de var. Her blev de sat i en simulator, med EEG (en måling af hjerneaktivitet) på hovedet, og sat til at køre bil på en kedelig ensartet motorvej i 30 minutter. Herefter fik de en af tre stimuli:

  1. En kop koffeinfri kaffe med tilsat koffein og en lur
  2. En kop koffeinfri kaffe med tilsat koffein
  3. En kop koffeinfri kaffe

Efter deres stimulus var det tilbage ind at køre ’bil’ i to timer. I simulatoren blev antallet af uheld så målt og brugt som et udtryk for, hvor kvikke de studerende var blevet.

Resultater

Up front, den korte version er: Koffein er bedre end placebo. Og koffein med lur er bedre end koffein alene. Sammenlignet med placebo fandt dette studie en reduktion i uheld på 91%, hvis man blandede koffein med en lur og en reduktion i uheld på 66%, hvis man tog koffeinen alene. Alle reduktioner var højsignifikante, og der blev også fundet en signifikant forskel mellem koffein alene og koffein blandet med en lur.

Men studiet indeholder også en del svagheder – det er kun unge friske raske mennesker, der er testet på, så generaliserbarheden (ud over vores forelæsningseksempel) er sparsom. Samtidig er det kun 12 personer, der er testet på, så selvom det er højsignifikante resultater, så kunne man godt ønske sig en større gruppe. Som med så meget andet forskning kan man altså godt ønske sig mere forskning indenfor området. Men fra et studerende-perspektiv, så kan man da bare håbe, at næste gang, du er ved at falde søvn mellem forelæsninger, at dette trick kan virke for dig. For på papiret skulle en kop kaffe, du har slynget ned i halsen, og så en lur på 15 minutter være nok til at holde dig kørende i flere timer bagefter.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.