- Reklame -

Instagram er et medie, som tit kan påvirke folks selvopfattelse negativt, fordi ens eget liv aldrig bliver så perfekt som de liv, bloggerne promoverer på de sociale medier. Men det forsøger en ny profil på instagram at gøre op med, her portrætteres yngre læges nye liv i sygehusvæsnet så virkelighedsnært og ærligt, som det kan blive.

I september i år startede Marie Bendix Simonsen instagramprofilen @yngrelaegeliv og dertilhørende blog (www.yngrelaegeliv.bloggersdelight.dk). Hun havde et ønske om at vise andre yngre læger, hvordan et nyt arbejdsliv som læge ser ud. Hun følte, at der manglede sparring mellem yngre læger, når hverdagen som læge ramte med fuld hammer.

Nogle gange har vi helt urealistiske forventninger til os selv.

”Vi arbejder rigtig meget alene og har hyppigt skiftende arbejdspladser de første mange år af vores arbejdsliv og dét kombineret med, at vi spredes fra alle vinde, når vi slutter studiet gør, at det ikke er så ofte, man får luftet de tanker,” fortæller Marie.

Lægelivet er ikke kun en dans på roser

Marie har en opfattelse af, at mange læger og medicinstuderende føler sig presset til, at man skal være et super-menneske for at klare sig i deres branche. Det er der jo ingen, der er, derfor vil Marie gerne sætte fokus på, hvad der er hårdt ved at være yngre læge, så flere får et indblik i virkeligheden og dropper forestillingen om glansbilledet.
”Nogle gange har vi helt urealistiske forventninger til os selv – vi skal både arbejde fuld tid og helst præstere 100% hver dag, have børn og familie, se venner, forske ved siden af fuldtidsarbejdet og lave frivilligt foreningsarbejde. Jeg kender ingen andre brancher, hvor der på samme måde er en forestilling/forventning om det,” beskriver Marie.
Det er alle ting, Marie har en opfattelse af stresser andre yngre læger. Hvis de ikke når det hele, så smækker døren til drømmespecialet måske i, inden man får foden indenfor.

Drift og emner

Profilen drives af Marie, men i uger ad gangen har nogle ildsjæle overtaget profilen for at fortælle om deres speciale og lægeliv. Det har som oftest været Maries venner og bekendte, men i takt med at profilen har bredt sig ud på landsplan, har andre også kontaktet Marie med ønsket om at vise lige netop deres hverdag. Det skabte en idé for Marie om at komme omkring flere forskellige emner.

Vi har lavet en med fokus på familielivet, og der kommer snart en med fokus på forskning.

”Jeg vil gerne lave nogle temauger med fokus på specielle emner. Vi har lavet en med fokus på familielivet, og der kommer snart en med fokus på forskning. Jeg håber også, at vi gennem de forskellige takeovers, der bliver lavet fra specialerne, kan vise lidt hvad, de yngre læger laver, og hvordan vedkomne er nået dertil,” fortæller Marie.
Maries tanker og idéer har tydeligvis vækket interesse for flere. I skrivende stund har instagramprofilen 1521 følgere.

Stigende interesse

En af følgerne er Louise Andersen, som er meget begejstret for Maries initiativ.
”Jeg følger med på Instagram, fordi det er vigtigt at signalere, at jeg bakker op om det her fede og tiltrængte tiltag. Yngre lægeliv er det fedeste men også noget af det hårdeste, jeg har oplevet – lad os tale om det!” Fortæller Louise.
Nanna Philbert Engel-Andreasen er medicinstuderende og følger også med. Profilen giver hende både et indblik i det faglige og private ved at være læge.

Jeg følger med på Instagram, fordi det er vigtigt at signalere, at jeg bakker op om det her fede og tiltrængte tiltag.

”Jeg har lært specifikke ting om specialer, som jeg ikke vidste i forvejen. Men mest af alt giver det mig en ro at vide, at de bekymringer, jeg selv kan have, er de samme, som andre studerende/yngre læger har eller har haft,” fortæller Nanna.
Det lyder altså til på følgernes meninger, at Marie har ramt ned i et hul, hvor der manglede et fællesskab, oplysning og vidensdeling. Hvis du har lyst til et uforpligtende indblik i livet som yngre læge, så følg med på instagram og bloggen. Det er altid sjovt at få et indblik i, hvad ens kommende arbejde indeholder.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.