- Reklame -

Når vinterdepressionen kommer snigende, eksamensdatoerne nærmer sig og året snart går på hæld, kan man godt komme til at føle, at alt og alle arbejder imod én – endda en selv. Man slår måske sig selv i hovedet over alt det, man (igen) ikke har nået i år. De gode karakterer kom aldrig på plads, man er stadig single, bor stadig for småt, fik aldrig tabt sig de 5 kg, drikker stadig mere end man burde og vågner med moralske tømmermænd. Eller noget helt tiende. For mange gælder det, at vi er vores egen værste fjende. Men hvordan slutter man så fred med sig selv? Her kommer et par gode råd.

Bevæg dig

Ja, ja, det ved du sikkert allerede godt: Motion er godt – men det er måske ikke altid lige det, man har overskud til, når man føler sig nede, og at alt går imod én. Men det er altså sandt. Kom ud – også selvom det regner. Motion er med til at øge din livskvalitet i form af øget livsglæde, mere overskud, mindsker træthed, giver bedre selvtillid og bedre social trivsel. Og du behøver ikke løbe et marathon, før du mærker de positive følger af bevægelsen; det kan også handle om lange gåture, en tur i klatrepark, nogle baner i svømmehallen, lidt ekstra sexy-time med kæresten (dette giver også glæde af helt andre årsager!) eller lige at ramme fitness lidt oftere – hiv gerne en ven med eller start på et hold.

Drop perfektionismen

Nemt at sige – ikke så nemt at fuldføre, men det handler om, at en overdrevet søgen efter det perfekte kan invalidere dig. Det er vigtigt at huske på, at du er et menneske, ikke en maskine – man kan, hvor meget man end ønsker det, ikke være to steder på én gang eller klare alt som en supermand. Hvem er det lige, du sammenligner dig selv med? Er du den eneste, der engang imellem fejler og ikke når alting? Nej. Alle fejler. Alle er uperfekte. Så mind dig selv om, at det behøver du for fanden heller ikke at være.

Find dit frirum

Det er vigtigt, at man for at slutte fred med sig selv, finder sig et frirum. Et frirum, hvor det uperfekte netop kan få lov til at leve. Hvad der kan fungere som dit frirum, må du desværre selv finde ud af. Det kan være næsten alt; hvad end det er yoga og mindfulness, der giver dig ro og overskud, en flugt til det skønlitterære univers, gaming eller at kokkerere i køkkenet. Måske det også kunne være at gøre noget godt for andre, og den vej igennem få lidt ekstra karma-bonus gennem frivilligt arbejde? Under alle omstændigheder, så skal det være noget, du vælger, og som lader dig op og giver energi.

Søg hjælp

Nogle gange kan vores problemer stige os så meget over hovedet, at der simpelthen ikke er andet at gøre, end at acceptere, at man ikke kan klare det helt selv. Her er det helt okay at søge hjælp hos andre, for jeg lover dig, at du ikke er alene. Snak med andre! Hvad end det er med din gamle mor, kæreste, studiekammerat eller en helt fjerde, så kan bare dét at italesætte problematikkerne hjælpe. Og hvis det ikke hjælper, så findes der også hjælp på studiet. Kontakt dine faglige vejledere, eller søg hjælp gennem studieog trivselsvejledningen på SDU eller de gratis psykologsamtaler hos studenterrådgivningen.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.