- Reklame -

Hvordan bærer man sig lige ad med at overbevise den ledende overlæge om netop at ansætte en grønskolling som en selv i sit første lægevikariat? Hvordan kan man sætte skub i ansøgningerne? Dette kan du få inspiration til i Sund & Heds gode råd inden dit første lægevikariat.

 

Henrik Andersen
Stud.med., Sund & Hed

Råd nr. 1: Grib tyren ved hornene

Allerførste skridt mod succes i klinikken på egen hånd og med egen kalder i hånden er naturligvis at beslutte sig for at kaste sig ud i et vikariat. Det har aldrig givet pote at gemme sig eller holde sig tilbage, så det er bare med at få sendt så mange ansøgninger som muligt og væbne sig med rigelige mængder af gå-på-mod. Forskellige strategier til at gøre positivt opmærksom på sig selv og ens evner følger nedenfor.

Råd nr. 2: Giv den gas i klinikken

En oplagt mulighed for at vise sit værd er at udvise interesse og engagement under klinikopholdene. Hvis man gør et godt indtryk på en afdeling, kan det være, at afdelingens læger bemærker det, hvorefter man kunne forhøre sig om mulighederne for et vikariat. Det er sket på nogle afdelinger, at der er blevet afholdt en lille test som afslutning på opholdet, hvorefter en af overlægerne har opfordret nogle studerende til at søge et vikariat på basis af en vurdering af den enkelte studerendes interesse og kompetencer. Endelig har man lejligheden til at tale ansigt-til-ansigt med den ledende overlæge på afdelingen, og det er altid en fordel at få sat et ansigt på ved ansættelser.

Råd nr. 3: Søg bredt og personligt

Som antydet ovenfor er det en god idé dels at sende ansøgningerne af sted i god tid, men også at søge bredt inden for flere forskellige specialer. Særligt i disse sparetider er det således ikke altid muligt at få opfyldt drømmevikariatet, hvorfor chancerne øges betragteligt ved at være mindre selektiv. Min egen holdning var, at et vikariat lidt længere nede på listen var bedre end intet vikariat. Derudover er det som nævnt ovenfor en god idé at aflevere ansøgninger personligt ved at møde op på afdelingen eller alternativt ringe derhen. Det gør indtryk i forhold til blot at sende en mail.

Råd nr. 4: Lad dig overraske

Efterhånden er det nævnt et par gange, men selv fik jeg tilbudt vikariat på psykiatrisk afdeling, hvilket ikke var første prioritet. Imidlertid var jeg rigtig glad for ansættelsen og havde en god tid på sygehuset. Man kan derfor meget vel blive positivt overrasket undervejs, også selvom de første uger måske er drøje og op ad bakke med verbale tæsk af overlægerne. Ofte er det ansættelser under studietiden, der er med til at afgøre ens senere specialevalg, og nogle gange spiller tilfældigheder ind. Muligvis kan du blive så begejstret for specialet, at det bliver din fremtidige levevej.

Råd nr. 5: Vær målrettet

I kraft af den efterhånden indgroede fireårsregel, hvor man som bekendt højst har fire år fra påbegyndt klinisk basisuddannelse (KBU) til hoveduddannelsens start, kan det godt betale sig at være lidt målrettet. Allerede under studietiden er det således en fordel at gøre sig tanker omkring fremtidigt specialevalg. Dermed er det også en god idé at dreje CV’et i den rigtige retning i forhold til videre karriereønsker. Det gælder også vikariaterne.

Råd nr. 6: Slå koldt vand i blodet

De første dage og uger på en ny afdeling kan synes overvældende. Der er naturligt nok mange nye procedurer og instrukser at holde styr på. Dertil kan lægges de mange nye ansigter og logistikken på sygehuset, der nogle gange kan synes som en hel miniby i sig selv. Der er dog ingen grund til panik – tag det en dyb indånding og slå koldt vand i blodet. Det kommer stille og roligt i løbet af de første uger eller måneder. Et par måneder inde i opholdet vil man oftest føle sig meget mere ovenpå, og det bliver ligefrem en fornøjelse at følge ens progression i, hvordan man hurtigere og bedre kan håndtere situationer, der tidligere var helt uvante.

Råd nr. 7: Hvis man trak nitten

Afslutningsvis skal der være plads til et par beroligende ord til dem, som ikke har haft vikariat under studiet eller påtænker at tage et. Det er stadig ikke noget krav til embedseksamen at have haft praktisk erfaring fra vikariater i løbet af studietiden. Man kan sagtens klare sig udmærket uden – både til den afsluttende eksamen og under KBU’en. Når det er sagt, tror jeg, at de færreste ligefrem har fortrudt et vikariat. Det giver under alle omstændigheder god erfaring, man kan trække på resten af ens karriere.

 

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.