- Reklame -

Nej, jeg er neurolog – ikke neurokirurg

Til trods for at han som student blev trynet på neurologisk afdeling, valgte David Gaist i sidste ende samme speciale. Læs her hvorfor.

David Gaist, konst. overlæge, Neurologisk afdeling, OUH

 

Hvorfor specialiserede du dig på netop dette felt?

Allerede i studietiden blev jeg fascineret af det særlige ved neurologien. Dengang blev jeg helt bjergtaget af den Sherlock Holmes-ånd, der hviler over specialet. Ligesom for den berømte detektiv gælder det om at holde hovedet koldt, bruge fakta ud fra en ordentlig samtale med patienten og den objektive undersøgelse. Kun i dette speciale kan man i mine øjne nå så langt med relativt simple redskaber: Sund fornuft, en reflekshammer, stemmegaffel og en vatpind. Det er mig stadig en utrolig intellektuel tilfredsstillelse at “nå i mål” med en diagnose ved sygelejet, eller som det hedder på nudansk, bedside.

 

Overvejede du andre specialer?

Der er ikke ret mange specialer, som jeg ikke har overvejet. Jeg interesserede mig allerede for neurologi under studiet, men blev lidt skræmt af den afdeling, jeg var på som student i København. Der var en “det kan du vist ikke finde ud af, lille ven”-stemning, som enkelte af lægerne desværre var ansvarlige for. Fx kan jeg huske, at jeg spurgte, om jeg kunne blive involveret i forskning. Den kvindelige neurolog stak mig så en murstenstyk bog om neurologi i hånden, og jeg skulle helst kunne den, før at vi skulle snakke om det. Heldigvis er den slags for længst afskaffet, men det medførte, at jeg trak følehornene til mig, og at mine planer om at specialisere mig i neurologi blev gemt væk i nogle år.

I turnustiden blev jeg småforelsket i alle de specialer, jeg kom i kontakt med. Min første arbejdsplads i turnusventetiden, ortopædkirurgi, fangede mig aldrig for alvor, men ellers har både abdominalkirurgi, intern medicin og almen medicin været under overvejelse. Efter turnus kom nogle meget aktive år i forskningens verden, først som ph.d.-studerende og siden som post.doc. Det var her, at det for alvor gik op for mig, at meget af den forskning, jeg bedrev, handlede om neurologiske emner. Jeg besluttede derfor at tage springet ud i klinisk neurologi. Ad lidt snørklede veje endte jeg altså med at vende tilbage til mit oprindelige ønske.

Nævn tre fordele ved dit speciale?

  • Stor intellektuel tilfredsstillelse.
  • Faget spænder utrolig bredt. Der er plads til alle lægetyper, lige fra “blå blink”-typen, som helst vil have med den akutte udredning/behandling at gøre (fx akut trombolyse, status epilepticus eller diverse akutte neuromuskulære tilstande) til feinschmeckeren, som hellere vil være på forkant med neurogenetiske sygdomme inden for et smalt neurologisk område. Man kan arbejde med de store folkesygdomme eller vælge et subspeciale, hvor der er næsten flere årsager, end der er patienter.
  • Man bliver aldrig færdig med neurologien. Vi har i virkeligheden kun taget de første spadestik mod at forstå nervesystemet. I gamle dage sagde man om neurologer, at de var i besiddelse af “elephantine diagnostic and murine treatment capabilities”, altså at de var stærke som elefanter inden for det diagnostiske, men svage som mus når det kom til behandlingen. De sidste årtiers landvindinger har vendt udviklingen, og det skær af behandlingsmæssig impotens, som har hvilet over det neurologiske speciale, er nu væk. Forventningerne til de kommende årtier med hensyn til såvel diagnose- og behandlingsmuligheder er store!

Nævn tre ulemper ved dit speciale?

  • “Neurolog? Er det sådan en, der skærer i hjerner? Nå, ikke – hvad betyder det så?” Man må vænne sig til den slags spørgsmål og folks synlige skuffelse over, at man ikke er neurokirurg.
  • Myterne omkring specialets begrænsede behandlingsmuligheder lever i bedste velgående – og det selvom vi i dag behandler og lindrer med større succes end mange af de specialer, som folk anser som gode behandlings-leverandører.
  • Neurologiske sygdomme nyder ikke politikernes bevågenhed. Lige som så mange andre ikke-kirurgiske fag… “Løkkeposer” og lignende bevillinger tilfalder stort set aldrig vores fag.

Ville du specialisere dig i noget andet i dag, hvis du havde muligheden?

Neurologi er førsteelskerinden. Som en fjern nummer to kommer neuroradiologien, men så vil jeg jo gå glip af patientkontakten.

 

Hvordan ser fremtiden ud for dit speciale mht. rekruttering, udvikling og forskningsmuligheder?

Rekrutteringen har ikke været så problematisk som for visse beslægtede specialer, men selv på de mest attraktive afdelinger var der en årrække, hvor ansøgerskaren var mindre, end jeg bryder mig om. Det er mit indtryk, at rekrutteringen udvikler sig i positiv retning. Som det fremgår af mine tidligere besvarelser, rummer faget enorme udviklingsmuligheder. Forskningsmulighederne er generelt gode, og det er min opfattelse, at man på alle universitetshospitalers neurologiske afdelinger tager imod forskningsinteresserede studenter og yngre læger med åbne arme. Der er nok af emner at kaste sig over, og faget har en stærk forskningstradition. I gamle dage kunne man, ifølge ældre kolleger, godt forske på et seriøst plan samtidig med, at man var ansat i en fuldtids klinisk stilling. Men tiden er nok løbet fra den slags, med mindre der er tale om et lille overkommeligt projekt. Går man med seriøse planer om at forske, skal man nok påregne noget tid væk fra det kliniske.

 

Hvorfor skal unge læger vælge dit speciale?

Med risiko for at gentage mig selv:

Det er fundamentalt spændende og intellektuelt stimulerende. Der er også gode udviklingsmuligheder og endelig gode muligheder for slutstillinger.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.