- Reklame -

Onkologer kæmper med svære patientforløb, og onkoligien er et af de felter, der nyder størst offentlig bevågenhed. Men de har mangel på læger – og hvorfor er det lige, at man skal vælge onkologi? Søren Cold, overlæge på OUH, onkologisk afdeling, fortæller sin historie.


Hvorfor specialiserede du dig på netop dette felt?

Det var lidt af en tilfældighed.

I forlængelse af min turnus på Haderslev Sygehus fik jeg ansættelse på den store medicinske afdeling. Det var en afdeling med et stort og broget patientindtag og kun to entusiastiske overlæger. Det betød, at man som yngre læge havde mulighed for at påtage sig mange, meget selvstændige opgaver. Det blev min opgave at passe vores kemoterapi-afsnit, dels med reference til vores egen overlæge dels til overlæge Brincker på onkologisk afdeling i Odense.

Og her blev jeg fanget af specialet – både på grund af de lægelige udfordringer, men også af dem jeg arbejdede sammen med.

Interessen for specialet blev ikke mindre, da det lykkedes mig at få en reservelægestilling på onkologisk afdeling i Odense. Ud over det rent faglige kunne jeg lide patienterne og kollegerne i en sådan grad, at jeg godt kunne tænke mig at indgå i et vedvarende arbejdsfællesskab. Og det lykkedes. Næsten alle de unge, der var i specialet, da jeg startede, er i dag mine overlægekolleger.

 

Overvejede du andre specialer?

Da jeg var i turnus, tænkte jeg slet ikke på, at jeg skulle vælge speciale, så da onkologien pludselig var der, lå det lige for. Så jeg har ikke haft mange overvejelser om specialer før det.

Undervejs i forløbet var jeg ved at skifte til almen praksis på grund af arbejdsbelastningen. Jeg havde både mit kliniske arbejde (læs: forskning) og befandt mig i en periode, hvor der skete meget på hjemmefronten – det var ved at stige mig til hovedet. Jeg tænkte, at jeg ved at blive praktiserende læge måske kunne få de samme udfordringer arbejdsmæssigt og samtidig have mere tid ved siden af.

Jeg kom også tæt på: Jeg kom ud i praksisreservelægestilling i et meget velfungerende lægehus. Jeg syntes, at jeg fungerede godt og havde også her en god oplevelse af kollegialt fællesskab. Jeg søgte en amanuensisstilling og var med i opløbet til en stilling i et lægehus, hvor jeg gerne ville ind. Men jeg fik ikke stillingen, hvilket betød, at vi blev truet boligmæssigt. Gode råd var dyre, og jeg kom med hatten i hånden til onkologisk afdeling for at spørge, om jeg ikke kunne få et vikariat, så vi kunne blive i vores lægebolig, mens jeg fandt noget andet.

Og heldigvis tog de pænt imod mig, selvom jeg havde afbrudt et “karriereforløb” i specialet.

Jeg fik, hvad jeg havde brug for, og siden supplerede jeg med psykiatri (til praksis).

Imens overvejede jeg fordele og ulemper ved de to specialer – selvom almen praksis lå godt til mig, var der to problemer: For det første var det på det tidspunkt vanskeligt og meget dyrt at få en praksis, og for det andet skulle jeg tage en masse ekstravagter for at kunne finansiere sådan et køb. Og så endte jeg altså ved begyndelsen: for meget arbejde og en nystiftet familie.

Men så fik jeg hjælp. Min vejleder på onkologisk afdeling, som havde bistået mig, da jeg tidligere havde planlagt en stor doktordisputats, hjalp mig med at planlægge først en kort orlov og siden et egentligt ph.d.-studium. Derefter tilsmilede heldet mig, og jeg fandt en lille fond, som valgte at støtte mit omfangsrige projekt med et pænt beløb. Og således startede mit projekt “Brystkræft Fyn”.

Og det var egentlig et columbusæg. Nu kunne jeg inden for en acceptabel arbejdstid få lavet noget videnskab, der både interesserede mig og kvalificerede til det videre forløb. Og selv om et sådant forløb ikke var nede på 37 timer pr. uge, så var det meget selvstændigt, hvilket gav mulighed for at flekse imellem arbejde og hjem.

Det betød, at afstikkeren til almen praksis var endeligt afsluttet, og jeg kunne fortsætte målrettet i onkologi.

 

Nævn tre fordele ved dit speciale?

1. Samtalen.

Det, jeg sætter mest pris på i mit speciale, er kontakten med patienterne. Der er tale om en daglig udfordring for bedst muligt sammen med patienterne og deres pårørende at forholde sig til de svære livstruende problemer. Jeg kan ikke fjerne problemerne, men jeg kan forhåbentlig være med til, at de håndteres bedre. Interessen for “den svære samtale” er også årsagen til, at jeg har uddannet mig specielt på dette felt og har påtaget mig opgaven som tovholder for undervisningen i kommunikation på det medicinske fakultet på Syddansk Universitet.

2. Den faglige udfordring.

Onkologi er et fag i utrolig udvikling. Der sker hele tiden noget. Nye behandlinger afprøves, og vi deltager hele tiden i aktiv, patientrelateret forskning. Og på tværs af specialer indgår vi i et tæt samarbejde med forskningen. Så der er uanede muligheder for at få sin lyst styret både med henblik på dagens bedste behandling, og hvad angår forskning.

I den daglige klinik skal man også have øjne og ører åbne, da man skal være opmærksom på mange komplicerende lidelser, der er relateret til grundsygdommene og behandlingerne.

3. Fællesskabet.

Her tænker jeg på det brede arbejdsmæssige fællesskab.

Det er ikke kun lægekolleger men også de andre personalegrupper i afdelingen, der efter min mening er noget for sig selv. Der er en ånd i afdelingen, et engagement, som det er godt at være en del af. Eksempelvis har det ikke sjældent været min lod at skulle melde en patient til akut strålebehandling sent fredag eftermiddag. I en sådan situation er det godt at opleve, at opgaven bliver løst, selvom man troede, man var gået på weekend. Netop dét kendetegner afdelingens personale: Man yder en enorm indsats for at klare de store arbejdsbyrder.

 

Nævn tre ulemper ved dit speciale?

1. Arbejdsbyrden

Vi er endnu for få. Der bliver hele tiden flere patienter og flere behandlingsmuligheder, så det kniber rent mandskabsmæssigt at følge med efterspørgslen – og det kan selvfølgelig kun gå ud over forskning eller fritid eller begge dele. Men med det fokus, der er på området, må det kunne blive bedre.

2. Problemer med at være opdateret

Det er afledt af det med tidspresset. Dagligt mødes man af patienter, som har læst dette eller hint på nettet. Og det koster meget tid at skulle forholde sig til sådanne oplysninger, som ikke sjældent er uden evidens. Her skal man huske, at internettet er som en opslagstavle. Alle og enhver kan sætte noget op uden nogen form for kvalitetskontrol, og det er ikke ualmindeligt, at det, der fremstår som “lødige artikler”, rent faktisk er skjult reklame.

3. Den tætte kontakt til svært syge.

Personligt føler jeg det ikke som en stor ulempe, men det skal man afklare med sig selv, før man vælger specialet. For nogle vil det være en stor ulempe. Man kommer meget tæt ind på livet af visse mennesker og vil opleve deres lidelser og eventuelle død på nært hold. Det kan være svært ikke “at tage med hjem”. Jeg er privilegeret ved, at jeg ikke tager så meget med hjem. Og selv om det måske kan lyde sært, kan håndteringen af en patients krise på en “god” måde egentlig være en god oplevelse. Og det har i hvert fald en vigtig effekt, idet man ikke kan undgå at betragte sit eget liv i et andet ydmygt perspektiv.

 

Ville du specialisere dig i noget andet i dag, hvis du havde muligheden?

Nej.

Hvordan ser fremtiden ud for dit speciale mht. rekruttering, udvikling og forskningsmuligheder?

Som det fremgår, er onkologi et speciale i rivende udvikling med store muligheder for både at arbejde og forske. Mht. rekruttering kunne vi godt ønske os endnu flere uddannelsespladser og introstillinger – der er brug for dem.

Hvorfor skal unge læger vælge dit speciale?

Man skal vælge onkologi, hvis man kan lide kombinationen af faglighed (solidt forskningsfunderet) for et fag i rivende udvikling, den intense kommunikation med patienter med livstruende tilstande og det særlige arbejdsfællesskab på tværs af specialer og personalegrupper.

Af Søren Cold, Overlæge, onkologisk afdeling, OUH

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.