- Reklame -

Dermatologi er andet end sure tæer og skæl i håret

Er det ikke lidt halvklamt: væskende sår, bumser og kondylomer? Og handler det ikke om enten at skylle eller smøre lidt salve på? Klaus Ejner Andersen, overlæge dr. med, dermatologisk afdeling, OUH, er ikke til at stikke i: Dermatologi er det mest spændende, man kan forestille sig.

Selv om solen brager fra en blå himmel uden for OUH, så vil Klaus Ejner Andersen helst ikke være et andet sted end sit kontor. Hudlægen, der har en lang og snoet vej bag sig, tager imod til en snak om eksem, studerende og ikke mindst specialet dermatologi.

Det aparte speciale

 

 

Dermatologi, eller dermato-venerologi som specialet egentlig hedder, er ikke et stort speciale. Det er heller ikke det speciale, de fleste stiler mod, når embedseksamen er overstået, og et speciale skal findes. Det gjorde Klaus Ejner Andersen heller ikke, da han dimitterede fra KU i 1972:

 

“Jeg vidste, jeg ikke skulle være kirurg – jeg er ikke så god med hænderne – faktisk temmelig fummelfingret,” siger han smilende. Faktisk var det medicinsk gastro-enterologi på Hillerød Sygehus, der først fangede ham. Klaus Ejner Andersen fortæller:

 

 

“Jeg lavede over 1000 gastroskopier i mine 2½ år på stedet. Jeg skulle være gastroenterolog. Men så kiggede jeg mig omkring og så, at konkurrencen var knivskarp. Jeg troede ikke rigtigt på, at jeg kunne gennemføre uddannelsen og besluttede derfor at søge mod almen praksis.” Men efter nogle gode år som lægevagt, havde Klaus Ejner Andersen alligevel set for mange røde knopper til at kunne ignorere dem:

 

 

“Til sidst blev den brede viden for meget, og samtidig begyndte jeg at interessere mig for patienter med hudsymptomer.”

 

 

Klaus Ejner Andersens nysgerrighed førte ham til en reservelægestilling på dermato-venerologisk afdeling på Kommunehospitalet i København – og her fattede han interesse for venerologi:

 

“Det gav ekstra penge, og man blev ferm på fingrene til at styre podepind og spekler. Dermato-venerologien interesserede mig.”

 

 

At møde muren

 

 

Klaus Ejner Andersen holder en pause, nok mest fordi han har svært ved at forklare det næste skridt på hans vej mod dermatologien: Hvordan det føles at løbe mod en mur:

 

“Efter ½ års ansættelse blev jeg faktisk noget frustreret, for det gik efterhånden op for mig, hvor mange forskellige slags ‘røde knopper’, der fandtes,” fortæller Klaus Ejner Andersen, der også måtte indse, at hans egen kunnen var utilstrækkelig.

 

 

Han søgte til hudafdelingen på Gentofte sygehus, og det blev afgørende for specialevalget, da han her mødte sin kommende mentor, professor Niels Hjorth:

 

“Han var karismatisk og betød meget for mig. Han inspirerede mig, og jeg blev helt naturligt engageret i hans forskningsområde, som var kontaktdermatitis,” forklarer Klaus Ejner Andersen om det emne, der den dag i dag er en del af hans subspeciale: miljødermatologi.

 

Mentorer er efterhånden selv i lægeverdenen et ukendt begreb, men Klaus Ejner Andersen er ikke i tvivl om, at han netop skylder sin mentor meget. Men ud over gode arbejdskolleger var det også lysten til forskning og glæden ved trods alt at have udsigten til at blive ekspert på et område, der fik ham til at blive.

Fra DK til San Francisco til Odense

 

 

I 1977 fik Klaus Ejner Andersen mulighed for at rykke teltpælene op og tage hele sin familie med til San Francisco i et år. Og det var ikke kun stillehavsklimaet, der var behageligt; på alle ledder og kanter var det et godt ophold: At se Danmark udefra og sin familie indefra var helt afgørende for Klaus Ejner Andersen, og han tøver da heller ikke med sit råd til yngre læger:

 

“Gør det! Rejs ud – også selv det ikke kan planlægges helt. Det er en hel unik oplevelse – næsten ligegyldigt, hvor man havner.”

 

 

Efter endt speciallægeuddannelse valgte han at starte i speciallægepraksis i Roskilde, for 5 år senere at vende hjem til Fyn, hvor han fik en professorstilling på OUH.

Et lidt atypisk forløb men Klaus Ejner Andersen har dog bevaret et positivt syn på speciallægepraksis:

 

“De er dygtige, men jeg foretrækker nu at være inden for hospitalets fire vægge og se de lidt mere specielle tilfælde.”

 

 

Man skal have øjnene med sig

 

 

Og dermatologi er ikke bare små, røde udslet og tingester, der kan skæres af. Specialet spænder vidt: “Vi har akutte tilfælde – det udgør faktisk en meget stor del af vores arbejde. Og så har vi både ambulatoriefunktion og sengeafdeling,”fortæller Klaus Ejner Andersen og understreger, at det er helt essentielt, at man er god til kommunikation:

 

“En stor del af vores arbejde går ud på at forklare og informere patienterne. Mange hudsygdomme kan ikke kureres fuldstændigt, og det gælder om at gøre det tåleligt for patienterne.”

 

 

Dermatologi handler for Klaus Ejner Andersen i høj grad om “pattern recognition” – at have øjnene med sig. På den måde fremstår dermatologien som et meget klinisk orienteret speciale:

 

“Det er specielt velegnet for dem, der kan huske, om de i lærebogen har set et billede på højre eller venstre side. Men det rummer selvfølgelig også mange andre aspekter: medicin, genetik, miljømedicin og pædiatri.”

 

 

På spørgsmålet, om det aldrig bliver trivielt:

 

“Nej aldrig – aldrig, udbryder han. “Det hele handler om, at man føler, man er god til det, man laver. Og at man er i et godt arbejdsmiljø og omgiver sig med nogle mennesker, man kan lide at arbejde sammen med.”

 

 

Og så er det i øvrigt en fordel, at patienterne sjældent dør – i hvert fald ikke af deres hudsygdom:

 

“På den måde er det også et godt speciale – men vi har selvfølgelig vores akutte funktion, og derfor har vi også vagter, men vagtbyrden er trods alt lettere.”

 

 

Undervisning er godt – god undervisning er bedre

 

 

Det er svært ikke at fatte sympati for en professor, der viser sig at være så glad for et af sidespecialerne – og inden jeg får set mig om, har vi overskredet den afsatte tid. Klaus Ejner Andersen er glad for studerende og for at undervise, men er dog bekymret for udviklingen på universiteterne, der lige for øjeblikket lider af pladsproblemer:

 

“Vi har 200 studerende meldt til dermatologi-blokken og eksamen. Jeg ved slet ikke, hvordan vi skal kunne administrere hverken undervisning eller eksamen,” siger han og ser en smule fortabt ud. Og hverken antallet af studerende eller problemerne med pladsmangel bliver mindre i den kommende tid, hvor man optager flere studerende på lægestudiet:

 

 

“Desuden, så er 14 dage altså meget lidt tid på dermatologi på et helt lægestudie.”

 

 

Dermatologi i fremtiden

 

 

“Vi har nok til at dække vores egne stillinger, men speciallægepraksis lider. Hudlægepraksis kan blive svær at sælge – selv her i Odense,” siger Klaus Ejner Andersen om den udfordring, som dermatologi såvel som andre specialer står overfor.

 

 

“Det skyldes, at myndighederne har reageret for sent på manglen, og at der er alt for mange læger på min alder, der går på pension om ikke særlig længe.”

 

 

Specialet står derfor over for en udfordring med at tiltrække nye læger, men Klaus Ejner Andersen er ikke i tvivl om de mange fordele:

 

“Det er spændende, specielt og godt. Og så er forskningen velfungerende – og vi står ikke sidst i rækken, når der skal uddeles penge.

 

 

Sluttelig har Klaus Ejner Andersen det synspunkt, at valget af speciale for yngre læger ikke er så kritisk – de skal nok blive glade for det, de vælger:

 

“Det er vigtigt, at man afgør, om man skal være kirurg eller mediciner. Dernæst må faktorer som arbejdsmiljø og følelsen af, at man “slår til” vægte tungt på skålen.”

 

 

Klaus Andersen slår ud med armene og udbryder:

 

“Hvad skal jeg sige? Mit arbejde er min hobby – jeg er privilegeret!”

 

Tekst af Anne Marie Jelsig,
Sund & Hed

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.