- Reklame -

Sund & Hed sætter fokus på alternativ behandling med serien: »Den alternative klumme«. Her vil vi informativt og nøgternt tage emner op fra denne verden, så du nemt og komprimeret kan få et indblik i – og overblik over – alternative metoder, der bruges i Danmark. Nogle metoder kendte du måske lidt til i forvejen, og andre anede du ikke eksisterede. I dette nummer tager vi fat på zoneterapi.

Daniel Nicolaj Larsen
Fys.stud.

Lizandra Pultz Nielsen
Stud. journalist

Zoneterapi er en massageform, hvor man masserer og trykker på fødderne.

Terapien bygger på antagelsen, at fødderne kan inddeles i reflekszoner, som hver især har kontakt med alle kroppens dele. Det antages også, at reflekszonerne er forbundet med kroppens organer via nerve- eller energibaner.

Teorien siger, at hvis en del af kroppen ikke fungerer optimalt, så bliver de tilsvarende reflekszoner ømme ved massage. Terapeuten kan oftest mærke de ømme punkter, da vævet er mere spændt der end på andre dele af fødderne.

Kroppens sundhedstilstand kan læses i fødderne
Grundlæggende placerer de forskellige zoneterapiskoler punkterne ens, dog med små variationer.

Ved organer og led, der er på begge sider af kroppen, for eksempel skuldre og lunger, er punkterne placeret på begge fødder. Ved organer, der optræder enkeltvis, sidder punktet kun på foden i samme side som organet. Det vil sige, at blindtarmszonen kun vil sidde på højre fod, og miltzonen kun på venstre. Ved organer, der befinder sig midt i kroppen, vil punkterne sidde på indersiden af begge fødder.

Som nævnt er ømhed i en reflekszone tegn på, at det tilhørende organ ikke fungerer optimalt.

Men da zonerne for mange organer og kirtler overlapper hinanden, kan et ømt punkt betyde flere ting. For eksempel at reflekszonens organ er belastet, eller at muskler eller andre dele af kroppen, der overlapper zonen, er belastede.

Mundtligt overleverede indianermetoder
Zoneterapien som smertebehandling har været udbredt i mange dele af verdenen, i flere tusinde år, og er også en bestanddel af den Traditionelle Kinesiske Medicin.

Der er findes fire brancheforeninger for zoneterapi, der kan RAB-registrere terapeuterne. De har tilsammen cirka 1037 RAB registreret zoneterapeuter.

Sygesikring Danmark yder tilskud til behandling hos en RAB registreret zoneterapeut efter en lægelig stillet diagnose.

Den moderne zoneterapi blev grundlagt i 1910-20’erne af en amerikansk læge, William Fitzgerald. Han kendte den mundtligt overleverede viden, der sagde, at indianerne havde en tradition for at behandle de syge på fødderne.

Med hjælp fra kolleger systematiserede han de punkter, som indianerne mente, havde en virkning.

Fitzgerald fandt frem til, at massage af de nævnte fodpunkter samt andre punkter på kroppen kunne få smerter til at forsvinde. I 1917 udgav han sin første bog om emnet.

I 1960’erne kom zoneterapien til Europa via en tysk sygeplejerske. I 1970’erne blev det så småt kendt i Danmark, hvorefter den første egentlige zoneterapiskole åbnede i 1972.

En typisk behandling
Et behandlingsforløb varierer afhængigt af klientens sundhedstilstand og tilpasses den enkelte.

Den første konsultation starter med, at klienten fortæller om sit problem, hvorved terapeuten danner sig et indtryk af vedkommendes symptomer. Derefter undersøger terapeuten klientens fødder for at mærke deres spændingstilstand. Derefter afgør terapeuten, hvilke reflekszoner der skal behandles med massage og forskellige former for tryk.

Ved ømme punkter forsøges det at massere ømheden væk eller at få den nedsat.

Når ømheden er væk, siges det, at forstyrrelsen i organet også er væk.

Ved efterfølgende konsultationer følger terapeuten op på forandringerne i klientens symptomer og derefter tilpasser behandlingen.

Behandlingen varer typisk fra 30 til 60 minutter, og hvor mange behandlinger man skal have, varierer.

Bruges til både akutte og kroniske sygdomme
Ifølge zoneterapeuterne bruges metoden både til at behandle akutte og kroniske sygdomme, men også til at fremme velvære og styrke et i forvejen godt helbred. Zoneterapi bruges for eksempel mod:

  • Kolik.
  • Fordøjelsesproblemer.
  • Led- og muskelsmerter.
  • Stress.
  • Allergi, astma og luftsvejslidelser.
  • Kredsløbssygdomme.
  • Hormonelle lidelser som PMS og uregelmæssig menstruation.

Forskellige reaktioner
De kropslige reaktioner efter behandling med zoneterapi er forskellige fra behandling til behandling. Terapeuterne tolker dem som en del af en helbredelsesproces. Nogle typiske reaktioner er:

  • Afslappethed, træthed og mathed.
  • Smertelindring, kriblen eller snurren i det syge kropsområde.
  • En følelse af pludselig varme eller kulde i kroppen.
  • Urin og afføring ændrer karakter.
  • Humørsvingninger, for eksempel glæde, lettelse, vrede eller irritation.
  • Øget produktion af sved, urin og afføring.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.