- Reklame -

Tovholder på modul K3, professor, dr.med. Tom Bendix, har fattet pennen og skriver her om sine bevæggrunde for at blive det, han selv kalder ”ryglæge”.

Hvorfor netop dette fagområde?

Jeg valgte tidligt at blive ryglæge.  I begyndelsen var jeg præget af min 2-årige idrætsuddannelse, hvor dét med bevægelsers og trænings betydning for rygsmerter fascinerede mig.  Det gør det stadigvæk, men jeg ser det med helt andre briller i dag: optimale bevægelser skal ikke “konstrueres på et skrivebord”, som man langt hen ad vejen gjorde dengang, ofte ledsaget af “Pas på!”-budskaber.  I dag er det i højsædet, at bevægelser bør være naturlige, og at vi skal undgå at blande os ret meget.

Oplevelsen af en discusprolaps, mens jeg var ung læge, skærpede også interessen meget.

I dag står jeg som speciallæge i reumatologi, men det skyldes egentlig mest udvikling af placeringen af mit fagområde.  Da jeg uddannede mig, hed det “fysiurgi og rehabilitering”.  Så blev det lagt sammen til “reumatologi”.  Da vi på Rigshospitalet medio 90’erne skulle finde nye rammer for bevægeapparatsområdet, fandt vi det mest relevant, at dets ikke-inflammatoriske sygdomme var bedst placeret som samarbejde primært med ortopæd-kirurgien, der, ligesom vi, tænkte meget biomekanisk.  Vi kaldte så området for “medicinsk ortopædi”, som man også gør i flere andre lande.  Nu er jeg professor i klinisk biomekanik, fordi min stilling i starten alene var knyttet til kiropraktoruddannelsen. Det er måske lovligt indbildsk her at sige: “kært barn har mange navne.” Men i hvert fald har mit fagområde haft mange navne, og det er det samme, jeg har beskæftiget mig med hele vejen.

Det er nu ikke så tosset, at rygområdet er tæt på reumatologien.  Selvfølgelig baseres rygsmerter oftest på forskellige inflammatoriske processer.  Discus spiller en stor rolle.  Dens aldersudvikling stikker bestemt næsen ind i den medicinsk-inflammatoriske verden.  Specielt nu, hvor vi for nylig har kunnet påvise, at det væsentligste for rygsmerter slet ikke er de radiære sprækker, som vi i masser af år har haft mest fokus på, men at det er inflammatoriske forandringer i dækplade og tilstødende knogle, der spiller en endnu større rolle.

Overvejede du andre specialer?

Egentlig ikke seriøst. Som student ville jeg være børnelæge.  Som ung kirurg på et mindre hospital, var det dét, der trak.  Men interessen for bevægeapparatets funktion vandt.

Tre fordele:

  • Rygsygdom skræver hen over mange fagområder: biomekanik, patologi, inflammation, radiologi, ortopædkirurgi, psykologi, m.m. Men alligevel er den helt spændende del af opgaven at holde benene på jorden.
  • Det er en udfordring at få folk til at leve fornuftigt med smerter gennem længere perioder, så de ikke generes mere end højst nødvendigt.
  • Det er spændende at udforske i hvor høj grad de forbedringer, som folk oplever, skyldes vores behandlinger, henholdsvis naturlige udsving.

Tre bagdele:

  • Hvis man har været så uheldig at have sat sig ordentligt ind i litteraturen, opdager man desværre, at effekterne af de gængse behandlinger er beskeden. Der er patientundergrupper, der har stor effekt, men i det store og hele er effekterne mindre, end mange tror.
  • Der er et bragende misforhold mellem hvor få, der går ind i rygforskning, i forhold til de mange, der vælger mere traditionelle medicinske emner. Dette på trods af, at bevægeapparatets degenerative tilstande en af samfundets allerdyreste sygdomsgrupper.
  • Kan ikke komme på en tredje.

Ville du vælge et andet speciale i dag, hvis du havde muligheden?

Jeg fortæller tit kolleger, at jeg vil operere grå stær, kunstige hofter, eller dilatere folks coronarkar i mit næste liv.  Disse behandlinger er fantastisk meget bedre end det spontane forløb.  Man skal nok være lidt småmasochistisk for at beskæftige sig med sygdomme, man ikke kender patologien bag forfærdeligt godt, og som man ikke har de vildt effektive behandlinger til.

Meeen… udfordringen ved denne svære situation tiltaler mig sandelig meget.

Rekruttering, udvikling og forskningsmuligheder i fremtiden?

Rygsygdom som et specialiseret område har længe været noget tyndt blandt ikke-kirurgiske læger.  De reumatologer, der går ind i forskning, vælger oftest den “varme” reumatologi, nok mest fordi de laboratoriebaserede ting optager mange læger.  Til gengæld er det fint, at mange kiropraktorer og fysioterapeuter er forskningsinteresserede.

Hvorfor skal unge læger vælge dit speciale?

Det skal de, fordi der er brug for mange synsvinkler på rygsmerter. Kiropraktorer, fysioterapeuter og praktiserende læger gør rigtig meget godt for rygpatienterne.  Men som arbejdsforholdene er skruet sammen i dag, er der nok en tendens til, at de prioriterer det fysikalske mest.  Det adfærdsmæssige/kognitive, som er mindst lige så vigtigt, kræver mere tid, end det er realistisk i dagens rammer for disse faggrupper. Og der kræves i disse år forskning i sådanne komponenter, jf. den vej, dagens opfattelse af rygsmerter går. Tilsvarende for andre af dagens hotte ryg-emner:  det inflammatoriske: Modic forandringer.  Måske stamceller?  Dette er lægernes uddannelse lidt mere rettet imod.

Som medicinsk student er det nok mest det mere “romantiske”, der trækker: At styre traumebehandling.  Nye hofter.  Hjertekirurgi. Osv.  Men udfordringen ved at ændre kurs inden for rygbehandling – at “rydde op efter den sygeliggørelse vi (mig selv inkl.) fik udbredt i 70′- og 80’erne” – er både spændende og også en samfundsopgave med gevinster langt op i milliardklassen.

Reumatologi

Hvor mange?

Intern Medicin: Reumatologi er et af de største medicinske specialer. Andelen af speciallæger i egen praksis i forhold til speciallæger ansat i sygehusvæsenet er den største af de medicinske specialer, bl.a. fordi en stor del af patienterne kan varetages i speciallægepraksis.

Hvor?

Speciallæge dækningen i reumatologi varierer meget fra amt til amt. Organiseringen af de reumatologiske afdelinger er desuden meget forskellig fra amt til amt. Nogle steder er de reumatologiske afdelinger ledelsesmæssigt og organisatorisk placeret i medicinske centre eller afdelinger og deltager i akut medicinsk vagt og behandling af intern medicinske patienter. Andre steder er afdelingerne selvstændige enheder med egne senge, egen afdelingsledelse og overvejende elektive funktioner. Nogle amter har desuden valgt at oprette specielle organisatoriske enheder for visse af det reumatologiske speciales patienter. Enkelte behandlingsenheder er helt eller delvist drevet af Gigtforeningen.

Hvordan?

Kvalifikationskravet til hoveduddannelsen i reumatologi er gennemført og godkendt uddannelse i turnusstilling i 1,5 år og introduktionsstilling i intern medicin i 1 år.

Uddannelsen består af  introduktionsuddannelse og hoveduddannelse. Introduktionsuddannelsen gennemføres som hovedregel på en medicinsk funktionsbærende enhed (FBE), men kan placeres på en højt specialiseret enhed (HSE), forudsat at denne varetager basisfunktioner inden for intern medicin og er i stand til at tilbyde den uddannelse, der er beskrevet i målbeskrivelserne for turnus og introduktionsuddannelse i intern medicin.

Hoveduddannelsen er opbygget som ét samlet ansættelsesforløb, indeholdende common trunk og specialeuddannelsen i reumatologi. Specialedelen skal som minimum omfatte ansættelse ved to afdelinger.

Som hovedregel anbefales, at hovedparten af den specialespecifikke uddannelse foregår på en reumatologisk FBE, og minimum 1 år skal foregå på en HSE. Et halvt års ansættelse i speciallægepraksis kan med fordel indgå i uddannelsen. Sammensætningen af uddannelseselementerne skal sikre, at alle områder af specialet indgår i forløbet.

Fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer for speciallægeuddannelsen:

http://www.sst.dk/upload/uddannelse/laeger/maalbeskrivelser/intern_med_reumatologi_220206.doc

 

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.