- Reklame -

Det skæve fag: Glem alt om manglende prestige, uhelbredelige patienter og ikke mindst ideen om, at man ikke er ”rigtig” læge. Special- og overlæge Annette Lolk piller de mange fordomme om psykiatri ned.

I løbet af et kvarters tid skal vi analysere psykiatriens status blandt medicinstuderende og ikke mindst få Annettes bud på, hvorfor de studerende skal vælge psykiatri som speciale.{mosimage}Da Sund & Heds udsendte fanger Annette, er det på gerontopsykiatrisk afdeling, P7. Her arbejder hun på deltid, mens resten af hendes uge bruges på Demensklinikken.

Kun psykiatri

Annette selv har aldrig været i tvivl om, at psykiatrien var det rigtige for hende:

“Allerede da jeg læste, vidste jeg, at jeg ville være psykiater. Det var psykopatologien, der interesserede mig – og jeg blev fascineret af, at sindet kunne lave krumspring, der gjorde, at man fik en opfattelse, der var helt anderledes. Det var bare mere spændende end noget af det andet.”

Men Annette skulle dog ligesom de fleste andre prøve sit drømmespeciale af:

“I studietiden vidste jeg jo ikke, om patienterne var ligeså spændende som teorien. Så i turnus (dengang var en del af turnus valgfrit, red.) valgte jeg psykiatri. Og det levede op til forventningerne.”

Hidtil havde hun dog lagt sin vej forbi lungemedicinsk og thoraxkirurgisk afdeling, men erkendte, at hendes tanker hele tiden hvilede på psykiatrien. Der var aldrig noget rigtigt alternativ:

“Jeg fandt hurtigt ud af, at man virkelig skal være læge i psykiatrien. De somatiske symptomer kan hos svært sindssyge patienter bare komme anderledes til udtryk end hos “normale”. Som psykiater skal man have øje for det hele.”

 

Du møder Annette Lolk på Psykiatriblokken K7 på 2. del.

Læs mere på:

Papirarbejde og begge hjernehalvdele

Annette har heller ikke problemer med at nævne fordele ved sit fag, og hun fortæller entusiastisk om de mange gode elementer, der gør, at man bliver udfordret “i begge hjernehalvdele”.

“Psykiatri er en kombination af på den ene side biologi og på den anden side sociale og psykologiske aspekter. Man arbejder med begge dele men kan selv bestemme, i hvor høj grad man vil vægte dem. Desuden gør det psykiatrien til et meget bredt forskningsfelt”, siger Annette og afkræfter herefter ideen om, at når man udskriver en patient fra psykiatrisk afdeling, er det bare et spørgsmål om tid, før man ser dem igen:

“I psykiatrien får man en fornemmelse af, at man faktisk hjælper mennesker – det er godt at følge dem i længere tid og se, at de faktisk får det bedre. Selvfølgelig er der kroniske patienter, men de findes også inden for andre specialer,” siger Annette.

Derfor har man også mange taknemmelige patienter og pårørende, mener Annette og nævner dette som den tredje væsentlige fordel.

Men der også ulemper – og dem er Annette ikke bleg for at erkende.

“Mangel på speciallæger kan resultere i, at de unge læger får en dårlige uddannelse,” siger hun og vurderer samtidigt, at også forskningen kommer til at lide under tids- og personalemanglen.

Men er psykiatrien da ikke fyldt med en bundløs stak af dokumenter og erklæringer, der skal udfyldes?

” Det er rigtigt, at vi har meget papirarbejde, og det skyldes jo, at psykiatri er det eneste speciale, hvor man må benytte tvang. Vi skal kunne dokumentere alt,” siger Annette, men tilføjer dog også, at kravet om dokumentation stiger inden for de fleste andre specialer.

Fremtiden

Overalt bliver der talt om manglen på speciallæger – men det er meget ofte psykiatrien, der bliver hængt ud, som et af de mest upopulære specialer overhovedet. På hjemmesiden for Psykiatrisk Selskab for Medicinstuderende kan man læse, at der på landsplan er 10-20 % ubesatte speciallægestillinger.

Men er manglen på speciallæger virkelig så stor, som alle siger?

“Der er ingen tvivl om, at der er mangel nogle steder – der er en geografisk skævhed. Men de steder, hvor der er mangel på psykiatere, er der som regel også mangel på andre specialer,” siger Annette.

Hun mener også, at et af problemerne er, at en stor del af de læger, der søger ind i psykiatrien, er ældre. De har derfor ikke så mange erhvervsaktive år tilbage. Følgelig er det helt essentielt, at man får tiltrukket nogle af de unge læger. En undersøgelse af medicinstuderendes foretrukne lægelige specialer fra Ugeskrift for Læger viste, at kun 7 ud af knap 1000 ville vælge specialet, hvis de skulle foretage valget på det givne tidspunkt. Psykiaterne er klar over problemet:

” Vi støtter i Dansk Selskab for Psykiatri  de to selskaber, der findes, for studerende med speciel interesse for psykiatri. Desuden inviterer vi altid medicinstuderende med på den årlige landskongres for psykiatere. Og vi forsøger også at gøre meget ud af studenterundervisningen.

Derfor mødes det også med utilfredshed, at det obligatoriske, psykiatriske klinikophold på SDU er skrumpet ind fra fire til to uger.

“Det er altid vigtigt, at de studerende har mulighed for at følge et længerevarende behandlingsforløb og kan opleve, at patienten faktisk får det bedre. Det kan man ikke nu. Men vi havde ikke noget valg, da man skulle forkorte uddannelsen. Det blev dikteret ovenfra.”

Popularitet og prestige

Men (måske) i kraft af de initiativer, som er blevet taget af Dansk Selskab for Psykiatri, samt den megen presseomtale er popularitetskurven ved at bevæge sig opad igen. Der er både flere medicinstuderende og yngre læger, som udviser interesse for faget. Og til de studerende siger Annette:

“Man skal vælge psykiatri, fordi man som psykiater føler, at man gør en forskel. Desuden er specialet udfordrende på alle punkter.”

Og så er psykiatri i øvrigt ikke et lavstatus fag i Annettes øjne:

” Det skal man lade være med at tale om. Jeg føler ikke, at mine kolleger ser ned på mig og tænker: Hun kunne nok ikke blive til noget andet. Sådan opfatter jeg det slet ikke.”

 

Af Anne Marie Jelsig, redaktør, Sund & Hed

 

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.