- Reklame -

jeg ringe til en ven?

Anæstesilægerne er blevet dem, man ringer til, hvis man ikke lige ved, hvad man skal gøre. Søren Mikkelsen, overlæge på anæstesiologisk afdeling, minder med et glimt i øjet kommende læger om, at de skal huske at ringe til bagvagten først, og behæfter det lettere stigmatiserede speciale med adjektiver som “spændende” og “afvekslende”.

De ældste studerende husker ham nok som den gestikulerende mand fra præhospitalsundervisningen på 2. semester, og de unge studerende har ham i frisk erindring fra undervisningen i akut beredskab – Søren Mikkelsen.

Anæstesi (fra græsk an- (nægtelse) og aisthesis (αίσθησης), “fornemmelse”) er en række metoder til at gøre hele eller dele af kroppen ufølsom overfor smerte. Ufølsomheden overfor smerte kan opnås igennem anvendelse af flere forskellige slags lægemidler. Hvilken type lægemiddel, der anvendes, afhænger af hvilken type bedøvelse, man ønsker at opnå.

Han repræsenterer et speciale som er omgivet af respekt: De tager sig af akutte og svære tilfælde, og traumer med døden til følge er en del af hverdagen. Anæstesiologerne er et folk for sig.

 

Patienterne afgjorde udfaldet

 

“Jeg skal vel tale om mit speciale,” udbryder Søren Mikkelsen som noget af det første, da jeg forklarer ham, at et interview med SpecialePennen er en enestående mulighed for at få lov til at tale om sig selv.

 

Og han får selvfølgelig lov til at fortælle om anæstesiologien, men først skal han forklare, hvorfor han valgte netop denne fagretning

 

“Det er utroligt, men jeg vidste det helt fra starten,” fortæller Søren Mikkelsen, som i år kan fejre sit 20 års jubilæum som anæstesiolog. “Jeg kom på intensivafdeling på infektionsmedicinsk afdeling på 4. semester, og patienterne fangede mig: at regulere på respiratoren, septiske patienter – det skulle være her og nu, og man skulle agere på stedet.”

 

{mosimage}Et elitespeciale?

 

For mange både uden og inden for miljøet har man en fornemmelse af, at man skal være gjort af et specielt stof for at blive en god anæstesilæge: Man skal have overblik, faglig dygtighed og vilje. Men Søren Mikkelsen er ikke vild med at svare på, om specialet kun er for de dygtigste studenter:

 

“Jeg er jo bange for, at der nogle, der slår mig ihjel, hvis jeg siger noget forkert,” ler han, “men jeg vil da sige, at vi har nogle rigtigt dygtige, yngre læger for øjeblikket.”

Men at specialet er elitært, vil han ikke høre tale om. Og Mikkelsen understreger også, at der er stor forskel på de forskellige anæstesilæger, idet man kan subspecialisere sig i fire forskellige retninger: Intensivterapi er den første, mens præhospitalsbehandling er en anden, derudover finder man klassisk anæstesi (“betonnarkose”) og sidst smertebehandling – man kan altså alt afhængigt af temperament udspecialisere sig.

Børnene er ikke det værste

 

Søren Mikkelsen specialiserer sig inden for præhospitalsbehandling – ambulancekørsel, med andre ord. Og bare ved ordet “ambulance” udbryder han:

 

“Det er altså spændende!”

 

Men han erkender, at det er et hårdt job, og at man i starten gør sig alle mulige tanker om, hvorvidt man kan klare det. Derfor er det også vigtigt at kunne lægge det fra sig, når man kommer hjem – selvom de rigtigt grimme ulykker kan være svære at håndtere.

Det værste er da 30-40-årige mennesker, der mister livet og efterlader sig kone og to børn. Verden bliver jo helt forandret for de mennesker.”

 

Man skal holde det ved lige

 

Forskningen inden for anæstesiologien er også i fuldt flor, fortæller Søren Mikkelsen og lægger vægt på, at afdelingen har ph.d.-studerende, der både forsker og har klinisk arbejde halvtids. Det går nemlig heller ikke at pille tre år ud af kalenderen for at koncentrere sig udelukkende om forskningen:

 

“Jeg kan mærke, når jeg bare har været tre uger på ferie – der går lige et par dage, før nålene sidder som de skal.”

 

Vagtbyrden

 

Søren Mikkelsen har ikke problemer med at pege på den væsentligste ulempe ved specialet, nemlig vagterne!

Specielt i de første år kan det være hårdt med 5-6 vagter om måneden, men vagterne fortsætter til man er helt oppe i årene. Søren Mikkelsen vælger dog at se det som noget positivt:

 

“Der er ikke noget så uforudsigeligt som en vagt – man ved aldrig, hvad der kommer.”

 

Desuden stiller faget også krav til fleksibilitet:

 

“Man kan aldrig være sikker på, at man kan gå 15.07 eller 15.24 – nogle gange bliver man altså nødt til at blive der, til tingene er gjort færdige.”

 

Ingen vin til anæstesilægerne

 

Anæstesi er nok det speciale, der for mange medicinstuderende bedst svarer til forestillingen om at være læge: Akutte traumer og hurtige beslutninger, der kan betyde forskellen på liv og død for en patient.

Men anæstesilægerne er også dem, der dukker op, når de andre læger har problemer – og det er Søren Mikkelsen godt klar over:

 

“Det er os man ringer til, hvis man ikke kan lave en lumbalpunktur – det er os man ringer til, hvis man har problemer med en blodprøve. Af og til siger medicinerne til os: ‘I er gode til at holde patienterne i live, mens vi finder ud af, hvad patienterne fejler,'” fortæller Søren Mikkelsen.

 

“Unge læger skal vælge specialet, fordi det skægt, afvekslende og udfordrende,” afslutter Søren Mikkelsen sin brandtale og kommer med en sidste opfordring ledsaget af et smil:

 

“Husk lige at ringe til bagvagten først – jeg er træt at blive vækket om natten! Og så må du også gerne skrive, at det altid er kirurgerne, der får vinen!”

Af Anne Marie Jelsig,
Sund & Hed

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.