- Reklame -

 

specialepennen-geriatri-w120.jpgDet mindste af de internt medicinske specialer er hårdt trængt: Lav prestige, en lukket pengekasse og manglende personale er alle onder, som geriatrien kæmper imod i disse dage. Speciallæge Jens-Ulrik Rosholm mener, det er ærgerligt – både for patienterne, men også for yngre læger, der overser specialets stærke sider.

De to specialer har nemlig mange lighedspunkter, f.eks. samme somatiske bredde, samme krav om at man som læge skal løse mange problemer på egen hånd, og at man tit gør stor brug af speciallæger fra andre specialer.   {mosimage}Jens Ulrik Rosholm går altid glad på arbejde.
Han ved ganske vist, at han hver dag skal kæmpe med administrative problemer som manglende senge, penge og bemanding, men alligevel har han aldrig fortrudt sin beslutning om at blive geriater: “Oprindeligt havde jeg overvejet almen praksis,” fortæller Rosholm, men han indrømmer dog, at han samtidig havde kig på intern medicin. “Under mit ph.d.-studium manglede jeg pludselig penge, og så fik jeg et vikariat i geriatrien. Og dér besluttede jeg mig” fortæller han og påpeger selv, at det nok ikke var helt tilfældigt, at netop geriatrien afløste ønsket om en almen praksis.

“Vi er ikke superspecialister på ét specifikt organområde, men man kan klare meget selv. Dét tiltrak mig og samtidigt mødte jeg en række inspirerende mennesker,” fortæller Rosholm.

Tålmodighed
De fleste af os kender til de irritationsmomenter, som ældre mennesker kan byde på. Man kan f.eks. være nødt til at skulle tale højt, eller de arbejder i faste rutiner, man ikke må bryde.

Hvordan kan man vælge et speciale, hvor ingen patient er under 60 år? Gab – eller hvad?

“Grundlæggende skal man kunne lide gamle mennesker, der måske ikke hører godt, eller ikke er så hurtige,” fortæller Rosholm.

Han mener, det er essentielt at huske, at hver patient er unik.

“Når man når den alder, er man blevet hærdet – vi møder originalerne,” fortæller han og fortsætter med begejstring i stemmen. “Det er da fantastisk, at man på én enkelt dag måske får mulighed for at gå stuegang på to kvinder på 104 år.”

Lægen som detektiv
Men én ting er det menneskelige aspekt – patientkontakten – en anden ting er den faglige side af specialet. Netop her står geriatrien stærkt. Patienterne har nemlig en mangfoldighed af diagnoser, der kræver, at man har bred faglig viden:

“Patienterne har tit meget vage symptomer, fx.eks. bliver de indlagt med “dårlig almen tilstand. Vi forsøger at samle patientens klager i kasser og opspore en diagnose. Det er fascinerende at starte med et broget billede, få system i symptomerne og forhåbentligt kunne stille en eller flere diagnoser og så hjælpe patienterne.”

En geriater skal således som en anden Sherlock Holmes bevare overblikket, have sans for systematik, og så skal hans differentialdiagnostiske næse helst være intakt: “Det er et detektivarbejde,” forklarer Rosholm.

“Det kan både være vidunderligt og frustrerende – og man finder ikke altid løsningen i en lærebog. Samtidig er man afhængig af den tværfaglige indsats fra terapeuter og plejepersonale – både hvad angår observationer og behandling.”

Geriatri kan således være aldeles kompliceret, og det kan være svært at holde fast i overblikket. Men mestrer man dette, er man ifølge Rosholm kommet langt: “Som jeg siger til de yngre læger: Hvis man kan skrive en journal her, kan man gøre det alle steder, på alle patienter. Man får ikke patienter, der frembyder et mere komplekst billede.”

Hvad er geriatri?
Geriatri er læren om alderdommens sygdomme.Den geriatriske patientgruppe kan ikke afgrænses på baggrund af enkelte diagnoser eller enkelte symptomer.
Ved akut opstået sygdom eller ved akut forværring af eksisterende sygdom er patienten oftest svækket med tab af fysiske, psykiske eller sociale færdigheder. Geriatriske patienter vil typisk have et eller flere af nedenstående symptomer/problemer

  • Problemer med at få dagligdagen til at fungere
  • Nedsat bevægelighed
  • Svimmelhed/dårlig balance, forvirring
  • Fejlernæring og vægttab
  • Depression
  • Hukommelsestab
  • Behandling med meget medicin, oftest mere end fem slags
  • Langvarigt sengeleje
  • Sociale problemer

Læs mere på: http://www.danskselskabforgeriatri.dk/

Prestige-problemer
Geriatri som specialevalg står ikke højest på de studerendes og de yngre lægers ønskeliste – og det er geriaterne så udmærket klar over. I Dansk Selskab for geriatri har man da også nedsat et rekrutteringsudvalg, men til trods for initiativerne er der stadigvæk problemer med at besætte ledige stillinger. Dette faktum står i skarp kontrast til det indtryk studerende og turnuslæger efterlader sig, når de ligger vejen forbi en geriatrisk afdeling:  “De plejer at være glade for at være her, og vi går højt op i at undervise de studerende. Mange vil gerne i turnus hos os,” fortæller Rosholm.

Men hvorfor fortsætter de glade studerende og turnuskandidater ikke i faget? Rosholm mener, der er mange forklaringer: “Rent prestigemæssigt ligger vi desværre lavt – og så er der måske nogen, der ikke bryder sig om det omtalte detektivarbejde.  Desuden er der stadigvæk fordomme omkring de ældre – der er mange, der ikke synes, ældre er så interessante”

Et andet problem i geriatrien er manglen på videnskabeligt arbejde i form af forskning. Hvor man i andre specialer har en lang forskningstradition, er det småt med nye projekter og evidensbaseret behandling i geriatrien: “Vi må erkende at forskningsaktiviteten er lille og heraf følger, at meget af vores behandling mangler videnskabelig underbygning. F.eks. er medicin altid afprøvet på yngre, men bliver brugt af de ældre, selvom vi ikke ved, om det virker på denne gruppe. Det er paradoksalt.”

Rosholm forklarer, at grunden til den lave forskningsaktivitet nok har mange forklaringer; bl.a. den massive arbejdsbyrde som geriatere oplever for tiden.

Omstændighederne presser sig på
Vi ved det alle sammen: Der bliver flere og flere ældre. Behovet for personale vokser – både i form af plejepersonale og læger.

Men ifølge Rosholm er det ikke kun rekrutteringsproblemerne, der på sigt vil give geriatrien hårde vilkår: “Der er mangel på sengepladser, og vores patienter bliver nedprioriteret i forhold til andre grupper.”

Rosholm erkender, at han er bekymret, men kan dog – ikke uden en vis bitterhed — se det positive i, at hans risiko for at blive arbejdsløs er næsten lig nul.

“Det er frustrerende, at det er omstændighederne, der skal betyde så meget,” siger Rosholm og peger på, at der ikke som hos andre patientgrupper findes stærke patientforeninger, der kender deres besøgstid hos politikerne.

Den gode kerne
Men på bundlinjen slår glæden ved at møde de gamle de problematiske ydre omstændigheder.

“Det er en ny udfordring hver gang,” siger Rosholm og er ikke tvivl om, hvornår man som yngre læge skal vælge specialet: “Hvis man kan lide ældre mennesker, komplekse problemstillinger, hvis man ikke vil have standardpatienter og -løsninger, hvis man kan lide det tværfaglige og kan se patienten som helhed – så skal man vælge geriatrien.”

Og i sidste ende handler det jo om at gøre noget godt for sine patienter: “Glæden ved at hjælpe de gamle, der jo har en begrænset tidshorisont, til at få en god stund igen – det er det hele værd”

Anne Marie Jelsig (tekst og foto),
Sund & Hed

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.