- Reklame -

Hvis man får børn under sin uddannelse er der en regulær jungle af praktiske ting, der er gode at vide. Det kræver nærmest en uddannelse i sig selv at finde rundt i alt fra SU-klip og børnepenge til institutionsfriplads og forsørgertillæg.

Derfor vil Sund & Hed her forsøge at kridte banen op og give et overordnet overblik.

Baby
Foto: Colourbox

Det er dyrt at få børn og som studerende lever man endda, ifølge flere eksperter, under fattigdomsgrænsen. Familieforøgelse og studieliv burde således ikke være en attraktiv kombination, men alligevel vælger en hel del at tage hul på familielivets glæder og udfordringer, allerede mens de studerer.

Hvis man tror, at barnet fødes med en guldske i hånden, må man desværre tro om. Man behøver dog ikke at frygte, at der med en baby under studietiden følger sikker økonomisk ruin.

Plantet under ens fødder står velfærdsdanmark nemlig klar med et solidt sikkerhedsnet af tilskud, bidrag og ydelser, så økonomien hænger sammen, og babyen kan få varm babymos på bordet hver aften.

Børnepenge og børnetilskud

Som forældrepar får man hvert kvartal i fællesskab cirka 4500 kroner sat ind på kontoen. Denne ydelse, »børne- og ungeydelse«, er den man i daglig tale kalder børnepenge eller børnechecken. Ydelsen er skattefri og gives af staten til børnefamilier, til dækning af de ekstra udgifter, der er forbundet med at have børn. Ydelsen er uafhængig af indkomst og formue. Disse penge er et godt, stabilt basistilskud som man som nybagt familie kan regne med hvert kvartal, og som dækker en god bid af de driftsomkostninger, der er når familiefabrikken skal holdes kørende.

Hvis man er studerende, og har fået barn med en, der ikke studerer, kan man derudover få et yderligere »børnetilskud« på cirka 1700 kroner hvert kvartal. Beløbet er skattefrit, men afhænger af hustandens indkomst. Hvis man har fået barnet med en, der også studerer og begge dermed er berettiget til det særlige SU forsørgertillæg (forklaret nedenfor), så kan man ikke få børnetilskuddet.

For mere info om ekstra SU-klip, forsørgertillæg og andre ting man skal være opmærksom på i forbindelse med SU når man bliver forældre, besøg: www.su.dk

Her finder du en mere detaljeret forklaring af hvordan de ekstra SU-klip man er berettiget til kan udbetales, og finde den løsning, der passer bedst ind.
Du kan også besøge SU-kontoret på SDU og snakke med dem personligt.

SU og forsørgertillæg

Er man på SU, er der en række muligheder man kan gøre brug af. Som far får man seks ekstra SU-klip, der kan udbetales på forskellige måder, for eksempel som dobbeltklip i seks måneder efter barnet er født. Mødre får, ikke seks, men hele 12 ekstra SU-klip.

Når man efter barnets fødsel har opbrugt sine ekstra SU-klip og skal tilbage på den vante, noget lavere, SU-sats, kan man, hvis man bor sammen med en anden SU-modtager, få det såkaldte »forsørgertillæg«. Her modtager hver person 2262 kroners ekstra SU om måneden (før skat). Er man enlig forsørger stiger dette til 5662 kroner oveni den normale SU hver måned. Hvis man som studerende bor sammen med en, der ikke er studerende, kan man ikke få forsørgertillæg. Her kan man i stedet få før omtalte børnetilskud og derudover supplerende SU-lån på ekstra 1450 kroner om måneden.

Odense KommuneMedarbejderne på Odense Kommune har et rigtig godt overblik, som de med glæde deler ud af. Snak med dem, Foto: Colourbox

For mere info om de sociale ydelser, boligstøtte og meget andet, der gør sig gældende når man bliver forældre, se: www.odense.dkFor at beregne hvordan ens boligstøtte potentielt ændrer sig, se: www.kortlink.dk/bp34

Øget fribeløb og ændret boligstøtte

Som studerende og SU-modtager er der et maksimalt beløb på cirka 100.000 kroner (før skat, efter AM-bidrag) man må tjene årligt ved siden af sin SU, for eksempel via sit studiejob. Dette fribeløb øges når man får et barn. Med en lille ny beboer er tid dog oftest en mangelvare, og de færreste har mulighed for til fulde at udnytte denne mulighed for at tjene ekstra. Men hvis man har tid og mulighed, må man tjene 26.019 kroner yderligere årligt (før skat, efter arbejdsmarkedsbidrag) per barn.

Mange glemmer også, at en ny beboer i lejligheden betyder at ens boligmæssige forhold ændrer sig og dermed ændres ens boligstøtte – positivt. Når babyen flytter ind stiger ens boligstøttetakst nemlig mærkbart, og dette beløb er endda skattefrit. Det er værd at huske at få dette meddelt kommunen i god tid.

Institutionsplads og -tilskud

Institutionspladser i Odense hænger ikke på træerne, det kan de fleste med børn skrive under på. Hvis man vil være sikker på at få en plads i en vuggestue eller dagpleje i nærheden af hvor man bor, så er det om at være vaks ved havelågen.

For mere info om institutionspladser, priser og beregning af fripladstillæg, besøg Pladsanvisningens side på: www.kortlink.dk/bp35

Det kan nærmest ikke gå hurtigt nok med at få sat den lille på venteliste. Så snart man har CPR-nummeret, kan det faktisk anbefales at gå ind på Pladsanvisningen og søge online. Jo hurtigere man er, desto større er chancen for at man undgår et uheldigt halvt år med daglig børnependling til Bellinge eller sågar Sanderum.

Det er generelt ikke billigt at få sit barn passet, men hvis man er studerende eller et par med lav basisindkomst, får man så store tilskud, at det ikke behøver ramme familieøkonomien så hårdt. Tilskuddet beregnes efter den samlede hustandsindkomst, og er man to studerende om barnet, kan man regne med at få et godt stykke over 50 procent i rabat på både pladsen og en eventuel madordning. Hvis man vil beregne præcis hvor meget rabat man får, kan dette gøres på Pladsanvisningens hjemmeside.

Sygesikring Danmark

Når man får et barn, er det en kæmpe fordel at tilmelde barnet Sygeforsikring Danmark lige så snart det er sat i verden. Hvis man selv er medlem inden barnet bliver født, kan man gratis få sit barn tilmeldt i samme gruppe som en selv. Her er der endda intet krav om, at barnet skal opfylde de helbredskrav, der ellers normalt skal overholdes, for at man kan blive medlem.

Penge
Det er ikke en god forretning at få børn, men man bliver hjulpet godt på vej med forskellige tilskud og ydelser fra staten, Foto: Colourbox

Et medlemskab af Sygeforsikring Danmark er den første og bedste gave man kan give sit nyfødte barn. Det kan følge barnet igennem hele livet. Hvis man glemmer det og barnet får konstateret en sygdom eller anden tilstand, kan det være besværligt, hvis ikke umuligt, at blive medlem. Da det endda er gratis, er der ingen undskyldning for ikke at få det gjort.

Ulykkesforsikr barnet

I disse sparetider har de fleste af landets kommuner valgt at stoppe deres aftaler med forsikringsselskaberne om ulykkesforsikring af børn, når de befinder sig i kommunal institution eller dagpleje. Dette betyder, at barnet, når det klatrer rundt på de regnvåde grene i træerne eller skøjter nedad støbejerns-rutchebanerne, ikke længere er forsikret hvis uheldet er ude. Derfor kan det anbefales, at undersøge markedet og få tegnet en ulykkesforsikring til barnet, der kan dække ved sygdom og skade. Det er ikke noget, der vælter budgettet for alvor (maksimalt 1000 kroner årligt), og det er en rar sikkerhed at have.

Søg vejledning

Det er altid en god idé at snakke med de faglige vejledere på ens studie. De har erfaring og fingeren på pulsen omkring hvor man skal være opmærksom. Mange studier har endda pjecer og vejledningsmateriale specifikt omhandlende det at få barn under studiet.

Tag en snak med din faglige vejleder på din uddannelse. De kan hjælpe med at strikke det helt rette studieforløb sammen, hvis kabalen, efter familieforøgelse, ikke længere går op.

Et nyt medlem af familien tager både tid og kræfter, og det er slet ikke sikkert at ens studieforløb bliver ligeså snorlige som man havde håbet. Mange er nødt til at gøre nogle krumspring; aflyse eksamener eller tage ekstra på et andet tidspunkt eller måske flytte rundt på praktikophold, specialeskrivning eller undervisning. Det kan ende med et puslespil, som man farer vild i og ikke selv kan løse uden hjælp. Her er de faglige vejledere uvurderlige til at hjælpe med at planlægge ens alternative studieforløb, søge studienævnet om dispensationer og i det hele taget hjælpe de studerende, der har behov for det, med et gyldent overblik.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.