- Reklame -

Årets iGEM projekt er så småt ved at starte op, men du kan stadig nå at være med.

Gitte Karina Henriksen
Journaliststuderende

En tur til iGEM-finalen i Boston trækker i 2. års BMB-studerende Andreas Kjær, der for andet år i træk har valgt at være en del af teamet bag SDUs iGEM hold. Den erfaring han har med projektets struktur fra sidste år gør, at han har en rigtig god idé om, hvad der skal til for at kunne nå målet om en finaleplads og den medfølgende tur til USA.

Vil du være en del af SDUs iGEM team 2013?
Hvis du har lyst til at være med, så skriv en mail til Andreas Kjær på: hr.andreaskjaer@gmail.com og få tilsendt et ansøgningsskema – Indsend derefter dette til samme adresse senest den 22. marts.

»Der skal lægges meget arbejde i det, men det giver også et rigtig godt indblik i laboratoriearbejdet. Man udvikler hurtigt et ansvar for det, man laver og får en stor erfaring, man kan bruge i andre projekter. Vi bliver ti mennesker, der kommer til at tilbringe meget tid sammen hen over sommeren, og det kræver noget af hele holdet. Man skal, hvis man vil være med, derfor ikke regne med at skulle alt for meget andet i sommerferien. Man skal heller ikke regne med at have noget fritid, når semesteret starter igen,« siger Andreas Kjær.

Til gengæld kan man med sikkerhed se frem til en tur til Amsterdam, hvor den europæiske del af konkurrencen foregår og til mødet med en masse andre studerende, der brænder for forskning.

Bredt hold
SDUs iGEM hold 2013 består af tre BMB-studerende, en biomedicinstuderende og en medicinstuderende. Andreas Kjær forklarer, at det er vigtigt med et alsidigt fagligt fundament på holdet:
»En bred skare af forskellige studieretninger tilføjer det overblik, som der er brug for i et projekt som det her. Alle studieretninger er derfor meget velkomne.«

iGEM

Hvad er iGEM?
Kirstine Jacobsen, der i 2009 selv deltog i iGEM og i år er med som vejleder for holdet, fortæller om projektet:
»iGEM handler om at designe en molekylær maskine, som kan udføre et bestemt stykke arbejde. Der er masser at laboratoriearbejde med kloning, PCR og andet molekylærbiologi involveret. Derudover skal holdet også designe en wiki, som beskriver projektet. I skal selv definere jeres projekt, men I har vejledere til at hjælpe med det praktiske og teoretiske.«

Tjek hjemmesiden www.igem.org/about for mere information.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.