Home Arkiv IMMCs dissektionstur til Brno i Tjekkiet

IMMCs dissektionstur til Brno i Tjekkiet

IMMCs dissektionstur til Brno i Tjekkiet
Katia Bomholt Byline
Katia Bomholt

IMCCs dissektionstur er en årligt tilbagevendende begivenhed for ca. 40 medicinstuderende med interesse i anatomi.

I en kombinationen af storbyferie og ny viden, får de studerende mulighed for selv at få fingrene i anatomien. Ud over de omkring 40 timers undervisning, som ligger i løbet af de 14 dage, er der også turistture i byen og området. Bag turen står arrangørerne og underviserne, der alle er tilknyttet universiteter i Danmark. Der er 3 studenterundervisere, der har gennemført medicinstudiets bevægeapparatsmodul, og derudover holder lokale professorer på universitetet forelæsninger. Sund & Hed har interviewet Astrid Næraa der læser medicin på SDU og var en af studenterunderviserne, om hvordan det var at undervise og rejse.

”Vi underviste i enten overekstremiteten, underekstremiteten eller truncus. Jeg havde underekstremiteten, så jeg gennemgik muskler, knogler, kar, nerver osv. Vi kunne sammensætte undervisningen præcis som vi ville, så længe folk fik noget ud af det” fortæller hun.
Alle underviserne lagde før turen læsehenvisninger ud på nettet, så man havde mulighed for at læse op inden. ”Jeg opfordrede mine studerende til kun at læse det, de fandt interessant, for meget af det giver først mening, når man står med det. Reaktionen var også tit, at de selv satte sig ned og fik styr på nogle komplicerede ting, fordi de blev nysgerrige, og det er jo den fedeste måde at lære det på”

For de studerende giver det en mulighed for at få føling med den menneskelige anatomi på en anden måde end bøgerne derhjemme. Mange af de studerende havde aldrig dissekeret et dødt menneske før: ”Så vidt jeg kunne mærke havde de ingen problemer med at forholde sig til, at det var rigtige mennesker, der havde lagt krop til” siger hun med et smil og tænker lidt; ”jeg tror måske kun det tog den første dag til at vænne sig til lugten og fornemmelsen, men efterhånden var alle afslappede med det”, siger hun med et lille bestemt nik.

Hvordan var det, at være på ferie og undervise samtidig?
”Som undervisere brugte vi et par timer om dagen på at forberede os, og egentlig syntes jeg at det var rart at have den pause. Der var stadig masser af tid til at være sociale, så det var hyggeligt også at have et par timer til bare at sidde med de andre undervisere”
Så hvad lavede I, når I ikke underviste?
”Arrangørerne havde sørget for flere ture i området og et par aftner med fællesspisning i madgrupper, hvor folk blev rystet sammen. Det meste af tiden mødtes man dog i grupper og tog ud at træne, bade, spise eller shoppe. Man kunne bare koble sig på en gruppe og tage til alt fra parkbesøg til danseaftner, så der var masser at lave i fritiden”, siger hun, og fortsætter lidt efter: ”som det vist hører dissektionsturen til, var der jævnt meget druk. Folk var dog virkelig gode til at invitere alle med, uanset om man drak eller ej, så der var en rar, afslappet stemning på holdet”
Hun sidder stille lidt, og siger så med et grin: ”Den ene aften var vi alle til tangoundervisning i nærheden af hotellet. Meget få havde danset før, og et par af herrerne var ved at være ret tipsy og lidt klodsede. Det var nok en af de aftener, hvor det gik op for mig, at man vitterligt bare kunne være sig selv her. På en måde var turen ligesom et lillebitte højskoleophold, så jeg vil helt sikker anbefale det, også selvom man bare trænger til at få pudset sin anatomividen lidt”

Hvis du selv får lyst til at deltage i næste sommers dissektionstur, kan du finde mere information på http://imcc.dk/aktiviteter/dissektionsturen/

 

0 0 votes
Article Rating

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments