- Reklame -

Bliver visse grupper udsat for diskriminerende forskelsbehandling i mødet med det danske sundhedsvæsen? Har vi indrettet vores sundhedsvæsen på den mest hensigtsmæssige måde til gavn for patienterne?

Af Jesper Bossel Holst Christensen, stud. med.

KIA Nej tak til homoblod
Plakaten ”Rigtige mænd giver blod” hænger på væggen i blodbanken.

»Vi må jo heller ikke modtage blod fra prostituerede«. Sådan faldt ordene, da jeg for nyligt besøgte Blodbanken på Klinisk Immunologisk Afdeling (KIA) på Odense Universitetshospital (OUH) i forbindelse med, at jeg havde en tid til tapning af plasmaferese som så mange gange tidligere. Jeg har været bloddonor i 6 år og har i den tid været flittig giver af både blod og plasma, men ikke længere. Mit blod, min plasma og min knoglemarv kan ikke bruges i sundhedsvæsenet af patienter i nød. Min hjælp er ikke ønsket.

Ifølge de seneste (2013) tal fra World Health Organization (WHO) Global Health Observatory (GHO) er den totale HIV-prævalens for alle i alderen 15-49 år i Europa 0,4% [0,3-0,4] og for samme aldersgruppe i Danmark er den 0,2% [0,1-0,2] (1). Ifølge Statens Seruminstitut (SSI) var der i 2015 241 HIV-smittede i alt i Danmark (2). Ifølge UNAIDS Gap Report 2014 har homoseksuelle mænd og andre mænd, der har sex med mænd (MSM), 19 gange større sandsynlighed for at være smittet med HIV end baggrundsbefolkningen, og ifølge samme rapport er HIV-prævalensen i Danmark blandt homoseksuelle og MSM ~12% (3).

Forbuddet mod bloddonation i Danmark er begrundet med en højere risiko for at være HIV-smittet sammenlignet med baggrundsbefolkningen. Men det er klart adfærdsbetinget. Hvis en hetereoseksuel ofte har nye sexpartnere, er hans/hendes risiko også højere end baggrundsbefolkningens. Ja, foreningen Bloddonorerne i Danmark kalder det selv for ”risikobetonet adfærd” for to mænd at være sammen. Er det ikke også ”risikobetonet adfærd”, hvis heteroseksuelle ofte skifter partner? Men det spørger man ikke ind til.

Jens Lundgren, professor ved Københavns Universitet (KU), leder af Centre for Health and Infectious Disease Research (CHIP) og Rigshospitalets Klinik for Infektionsmedicin, udtalte i maj 2015 til Videnskab.dk følgende: »Ikke kun homoseksuelle mænd er i risiko for at blive smittet med HIV, det er heterosexuelle også, hvis de deler sprøjter eller er sexuelt sammen med en HIV positiv kvinde, som jo udgør ca. halvdelen af verdens totale antal smittede – men dem udelukker vi jo ikke fra at donere«. Han udtaler videre: »Hvorfor deler lovgivningen i den her sammenhæng befolkningen op i to? Hvorfor opdele i grupper, når man burde tage imod alt det blod, som folk er interesserede i at dele? Jeg forstår ikke substansen i debatten – den har mange politiske og sociale komponenter, men i min optik har den ikke nogle faglige«. (4)

Udtalelserne kom oven på en EU-dom, der stadfæstede Frankrigs berettigelse til at udelukke homoseksuelle bloddonorer. Men EU-dommen var baseret på tal fra 2003-2008, og det er ifølge Jan Pravsgaard Christensen, professor i infektionsimmunologi ved KU på Institut for Immunologi og Mikrobiologi, gamle tal. Han udtalte til Videnskab.dk: »Der er sket rigtig meget siden 2003. Folk i dag, der er i god behandling, har meget lave HIV tal, og dermed er risikoen for at de smitter mindre. Behandlingen er blevet bedre siden 2003, så beslutninger baseret på tal fra 2003 er gammeldags«. (4)

I en anden dom fra EU-Domstolen i april 2015 blev det afgjort, at de nationale myndigheder skal kunne (a) dokumentere en større smitterisiko for at udelukke en bestemt gruppe fra at donere blod, og (b) at de nationale myndigheder skal kunne godtgøre, at der ikke findes effektive screeningsmetoder. Hvis (a) og (b) ikke opfyldes, er udelukkelse en forskelsbehandling på grund af seksuel orientering (5). De fleste er enige om, at (a) er opfyldt givet den højere prævalens, men spørgsmålet er, om der findes effektive screeningsmetoder. Ifølge AIDS-Fondet findes der 2 typer tests. En antistof- og en kombi-test, som skal foretages hhv. 8 og 4 uger efter sex, og grundet risikoen for falsk negative testresultater følges en negativ test altid op med en konfirmatorisk test (6).

I 2010 blev det tilladt for homoseksuelle mænd at donere blod i Sverige, og i 2011 blev det også tilladt i Storbritannien, hvis man ikke havde haft sex de seneste 12 måneder (7). Samme lovgivning adopterede Frankrig i november 2015 med følgende udtalelse fra den franske sundhedsminister, Marisol Touraine: »Giving blood is an act of generosity, of civic responsibility, and the donor’s sexual orientation cannot be a condition« (8), og det samme gjorde USA en måned senere (9). En række lande, som man i Danmark normalt sammenligner sig med, har altså så sent som i slutningen af 2015 moderniseret deres lovgivning. Er det samme ikke på tide i Danmark?

Oven på beslutningen om lovændringen i Storbritannien udtalte Anne Mette Dons, overlæge og tilsynschef i Sundhedsstyrelsen, til Ingeniøren i 2011, at proceduren omkring bloddonation ville blive mere besværlig, hvis man gjorde som i Sverige og Storbritannien, og at man af denne grund ikke anbefalede samme lovgivning: »Storbritannien og Sverige har lavet nogle regler, som gør, at administrationen bliver mindre enkel. I stedet for at lave en generel regel går de ind og laver en individuel vurdering. Det gør proceduren mere besværlig for at tilgodese nogen, som gerne vil give blod. Det er ikke for at tilgodese patientsikkerheden« (10).

Med andre ord menes det at være for besværligt at lave en individuel vurdering, selvom screeningstests findes. Som om at det så er anbefalelsesværdigt ikke at implementere en non-diskriminativ lovgivning! Den argumentation er jo vendt helt på hovedet.

Det næste spørgsmål er, om ny lovgivning bør have som formål at sikre patienterne, og selvfølgelig bør den det. Det giver ingen mening at implementere ny lovgivning eller nye kliniske retningslinjer for at undgå diskrimination, hvis det betyder, at patienternes fare for smitte bliver større. Men hvis det var formålet at gøre gavn for patienterne, bør man netop lave en individuel vurdering, ikke blot af homoseksuelle, men af alle bloddonorer, og basere bloddonorspørgsmålet på seksuel adfærd (fx antal partnere, prævention etc.) frem for seksuel orientering. Derved kan man sikre maksimalt blodudbytte, øge patientsikkerheden og stoppe unødvendig diskrimination i sundhedsvæsenet. Man kan bare kopiere de løsninger, der allerede er fundet i Frankrig, Storbritannien, Sverige og USA.

Ifølge Sundhedsstyrelsens Redegørelse for blodproduktområdet 2014 er forbruget af erythrocytter og plasma faldende, mens forbruget af thrombocytter er stigende (11).

»Men det er jo et politikerspørsgmål«, som det blev konkluderet af Blodbanken.

 

Kilder:

(1) http://apps.who.int/gho/data/view.main.22500WHOREG?lang=en

(2) http://www.ssi.dk/Smitteberedskab/Sygdomsovervaagning/Sygdomsdata.aspx?sygdomskode=HIV&xaxis=Aar&show=&datatype=Individual&extendedfilters=False#HeaderText

(3) http://www.unaids.org/sites/default/files/media_asset/07_Gaymenandothermenwhohavesexwithmen.pdf

(4) http://videnskab.dk/krop-sundhed/forskere-ufagligt-naegte-homoseksuelle-maend-donere-blod

(5) http://www.altinget.dk/artikel/139867-

(6) https://aidsfondet.dk/er-hiv-test

(7) http://ing.dk/artikel/sundhedsstyrelsen-donorblod-fra-homoseksuelle-er-besvaerligt-122242

(8) http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/france/11974746/France-to-lift-blood-donation-ban-on-gay-men.html

(9) http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/northamerica/usa/12064291/Gay-men-can-donate-blood-in-the-US-for-the-first-time-in-32-years.html

(10) http://ing.dk/artikel/sundhedsstyrelsen-donorblod-fra-homoseksuelle-er-besvaerligt-122242

(11) http://stps.dk/da/udgivelser/2015/~/media/42A88D00EBBF4CB997EB37FF78AEC28F.ashx

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.