- Reklame -

Vi kender det alle sammen: Timelange og tørre terpeseancer med hovedet begravet i bøgerne. Men glemmer vi i forbifarten, hvorfor det nu var, vi læste medicin? Når vi trasker gennem vores vante gang på studiet, sunket knæhøjt i eksamensstress og karakterræs, kan det virke så trivielt og fjernt at erindre den idealistiske studenterspire, der forelskede sig i lægefaget – og det er netop, hvad denne artikel er: En kærlighedserklæring til studiet tiltænkt alle med motivationsamnesi.
I gymnasiet ville jeg være kemiker. Åh, at beskrive verden i et laboratorium og bidrage til vor fælles viden! En smuk tanke, der stadig finder hjemme i mit væsen. Jeg begyndte dog langsomt at åbne øjnene for lægevidenskaben: Her kunne man jo få alt det og mere til. Man kunne hjælpe sine medmennesker i den mest reelle og akutte facon, stå dem nær i deres nød og samtidig have mulighed for at påvirke utallige patienter gennem forskning. Det var det, der trak mig ind. Eller, hvis man skal tro min far, handlede det mest af alt om min forkærlighed for kitler.

“Aldrig skulle jeg se menneskekroppen med de samme øjne.”

Imidlertid var det ikke altruismen, der trykkede, da jeg begyndte studiet. Før jeg havde set mig om, blev jeg hurtigt grebet af fagets forbløffende kompleksitet – de utallige systemer og strukturer, der interagerede på kryds og tværs. Den første del af studiet demonstrerede en biokemisk balancegang, der på ét og samme var overraskende robust og pirrende skrøbeligt. Efterfølgende bragede anatomien frem med sine tidsløse (og til tider forvirrende) latinske betegnelser. Jeg kunne få kuldegysninger bare ved tanken om, at jeg nu lærte det samme, læger i århundreder havde lært. Langsomt, men støt, formede kroppens muskler, knogler og nerver en helhed i mit sind – en visceral symfoni, et samspil, der ville give selv den mest talentfulde komponist æresfrygt. Aldrig skulle jeg se menneskekroppen med de samme øjne.
Årene gik og jeg læser nu på kandidaten. Studiet ændrede karaktér: Jeg blev en detektiv, en kroppens Sherlock Holmes. Jeg skulle lære sygdommenes kendetegn, de spor og ledetråde de efterlod det kyndige øje. Jeg skulle kultivere lægens faglige blik, klinikerens sjette sans. Lag på lag blev der føjet til min grundviden. Da skete det til sidst, snigende og under radaren, men med en umiskendelig tilstedeværelse: Medicin var ikke længere et studie for mig, det var blevet min passion. For man kan ikke undgå at fortabe sig i kroppens fascinerende mosaik; et billede tegnet i tusind stilarter.

”For man kan ikke undgå at fortabe sig i kroppens fascinerende mosaik; et billede tegnet i tusind stilarter.”

Kandidaten har budt mig mange nye oplevelser med faget, ikke mindst på de kliniske ophold. Her kunne jeg mærke et spændende og fremmed fænomen: Faglig anerkendelse. Jeg blev stillet passende opgaver omkring patienter og løste dem efter bedste formåen. Bekræftelsen varmede mig som en glød i mit indre – tænk at jeg virkelig havde viden nok til at gøre en forskel! Denne følelse gjaldt ikke mindst i interaktionerne med andre faggrupper, hvor jeg blev anset som et ligebyrdigt medlem. Det kan så være slående, at vi først efter uddannelsen begynder vores faglige eventyr til fulde. Vi lærer nok til at kunne begå os i lægeverdenen, men vi befinder os egentlig stadig på toppen af isbjerget. At være læge indebærer jo som bekendt livslang læring, selvom vi allerede er eksperter den dag, vi dimitterer.
Der er med sikkerhed lige så mange årsager til at læse medicin, som der er studerende på uddannelsen. For mit vedkommende vil det dog altid være kærligheden til det boglige, der holder mig i gang. Lykken for mig er at finde i hjernens mysterier, hjertets mekanik og leverens fysiologi. Vi har alle grunde til, hvorfor vi læser; nogle gange er det bare godt at hive dem frem, pudse dem lidt af og minde sig selv om dem.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.