Home Studieretninger Psykologi Kære kulturrelativist: Min moral er bedre end din

Kære kulturrelativist: Min moral er bedre end din

0
Kære kulturrelativist: Min moral er bedre end din

Er det forkert at gå ind for stening? Kan man sige, at et samfunds (eller menneskes) kulturelle og moralske værdier er bedre eller mere rigtige end nogen andres? Synes du det er et svært spørgsmål at svare på? Så er min moral bedre end din.

Tekst af Andreas Kirknæs Færk, Skribent

Jeg er en etnocentrisk moralabsolutist med små-imperialistiske tendenser, og det er vist ikke særligt gode ting at være. Slet ikke på en gang! I hvert fald ikke hvis man spørger den veninde, der beskylder mig for det. Så er det faktisk noget værre skidt. Selv tager jeg det dog ikke så tungt, for jeg har indset, at den slags mærkater er ret nemme at opnå disse dage, og at de ikke rigtigt betyder noget. I hvert fald er det ikke så slemt som det lyder. For det eneste man skal mene for at blive stemplet som en vestlig skabs-imperialist nu om dage, er at nogle samfunds (og menneskers) kulturelle og moralske værdier kan være bedre eller værre end andres.

Man skulle ikke tro at det var en særlig kontroversiel påstand, men det er det åbenbart. I hvert fald i min omgangskreds. For på en eller anden måde bliver det at tale for sine egne moralske principper forvekslet med en form for etnocentrisk og fremmedfjendsk verdenssyn. Et hvor man hæver sin egen kultur op på en piedestal og dømmer alle andre ud fra den.

Årsagen til denne forveksling har nok noget at gøre med, at vi i disse tider ser to mere og mere polariserede politiske fløje, hvad angår indvandring og flygtningekrisen. På den ene side har vi den ekstreme højrefløj, der hetzer muslimer, udøver hærværk på asylcentre og spytter efter flygtninge på motorvejen. På den anden finder vi den berøringsangste venstrefløj, der er så bange for at træde nogen over tæerne, at de, med racismeparagraffer og ord som Islamofobi, forsøger at ligestille enhver religionskritik med racisme og xenofobi. Selvom jeg aldrig har stemt til højre for SF, må jeg desværre se i øjnene, at det er venstrefløjen, der, trods de bedste intentioner, og grundet højrefløjens virkelige racisme og xenofobi, har formået at skabe et politisk klima, hvor man ikke længere må stå op for sine egne moralske principper. Et kultur- og moralrelativistisk klima, hvor alle normer, værdier og moralske principper helst skal anses som værende lige gode (eller dårlige).

Det mest finurlige er, at moralrelativister er nogle af de rareste mennesker, jeg kender. Deres benægtelse af ”godt” og ”ondt” udspringer nemlig fra de bedste intentioner: Ønsket om at respektere andre mennesker og deres kulturer. Problemet er bare, at det ikke er alle kulturelle og moralske værdier, der fortjener samme grad af respekt. Tag bare det seneste eksempel – TV2’s dokumentar om Grimhøjmoskeen – hvor skjulte kameraer kunne vise Imamer, der opfordrer folk til at slå sine egne børn som opdragelsesteknik, og hvor kvinder i studiegrupper bliver undervist i korrekte måde at stene de, der overtræder diverse religiøse regler. Det giver sig selv, at det langt fra er alle muslimer, der deler disse holdninger. Netop derfor er det også vigtigt bare at indrømme, at de der gør, er moralske amøber. Eller se blot mod USA, hvor 45.000 mennesker dør hvert år, fordi de ikke har nogen sygesikring. Er den europæiske model ikke mere human? Mere moralsk? Eller hvad med den danske kultur, hvor ældre efterlades i kedelige betonbyggerier, så de ensomt kan rådne op i deres egen urin? Er det ikke værre end i lande, hvor ældre behandles med respekt og værdighed? Der kommer et tidspunkt, hvor det ikke længere er forsvarligt ikke at anerkende, at der er bedre måder at indrette sig på – også helt objektivt set.

Og hvordan kan man så påstå, at noget skulle være mere ”objektivt korrekt” end noget andet? Ifølge den Amerikanske hjerneforsker og forfatter bag bogen ”The Moral Landscape”, Sam Harris, er det faktisk ret ligetil. Harris mener endda, at det er muligt at basere sin moral i videnskaben. Kort fortalt er argumentet, at den klassiske adskillelse mellem ”objektive fakta” og ”menneskelige værdier”, er en illusion. Værdier er blot en anden form for fakta – nogen der har med ”bevidste væsners velvære” at gøre. Tænk bare på, hvorfor vi mennesker kan føle empati for dyr, og ikke for sten. Hvorfor får vi f.eks. dårlig samvittighed ved at træde på en hunds hale, men har det fint med at vandre rundt i garageindkørslen? Det gør vi, fordi vi har en formodning om, at hunde kan føle mere smerte end sten. Læg mærke til at denne påstand kan være korrekt eller forkert – vi kan have taget fejl af både hunden og stenens følelsesliv. Vores moralske værdi, der siger, at det er forkert (eller ondt) at træde på hundehaler, bunder altså i noget, der enten er rigtigt eller forkert (et faktum). Værdier og fakta er altså uadskillelige, og derved dannes der basis for håbet om en videnskabelig moral.

Så snart man anerkender at moral har noget at gøre med bevidste væsners velvære, har man også indrømmet, at nogle handlinger er mere forkerte end andre. Ifølge denne logik er det altså, objektivt set, mere forkert at stene en person til døde end ikke at gøre det, da det ene vil føre til mindre velvære end det andet. Harris’ argument er en form for utilitarisme (filosofisk retning, der hævder at handlinger, som øger summen af menneskelig velfærd, er gode). Denne ”videnskabsmoral” adskiller sig dog lidt fra utilitarismen idet konceptet ”velvære” ikke ses som værende en konstant, men i stedet som et mere flydende koncept, der altid udvikles og genfortolkes – meget i stil med sundhedskonceptet. Selvom det er svært at definere præcis, hvad sundhed er, kan vi stadig basere en videnskab omkring det. Sundhedskonceptet er desuden også altid under udvikling. Tænk bare på den drastiske stigning i menneskets levealder i de sidste hundrede år.

Alligevel finder mange mennesker det stadig forkert at hævde, at nogle menneskers moral er bedre end andres. Harris påpeger desuden, at disse mennesker (typisk de mere venstreorienterede, som jeg selv), har svært ved at begrunde deres egne moralske principper. Principper som retten til liv, sikkerhed og personlig frihed – altså basale menneskerettigheder. For hvis blot man stiller et hypotetisk spørgsmål såsom: ”Ville et samfund, der stak øjnene ud på hvert andet barn, fordi der i deres religiøse tekster stod, at Gud har befalet det, være mere amoralsk end samfund, der ikke praktiserede dette? ”, har nogle mennesker pludselig svært ved bare at svare ja. I stedet kaster de sig ud i argumenter i stil med: ”Man kan rigtig ikke sige, at andres kulturelle eller moralske værdier er værre, da man ville gøre det ud fra sine egne kulturelle værdier” Moral og etik er, ifølge denne logik, relativ og at hævde andet er etnocentrisk.

Men ifølge min, nu helt objektive og videnskabelige moral, er moralrelativismen altså noget værre lort. Ikke kun fordi den er forkert, men fordi den er amoralsk. Den fratager mennesker muligheden for nogen sinde at fordømme andres handlinger – ligegyldigt hvor modbydelige disse er. Den fjerner enhver form for tro på ens egne moralske principper og overbeviser folk om, at selv deres (til tider) gode moralske principper dybest set bare er et resultat af den kultur, de er vokset op i. Hverken mere rigtig eller forkert end nogen andres. Forstå mig ret, jeg hævder ikke at have ret i alle moralske henseende, og selvfølgelig er der gråzoner, hvor skelnen mellem rigtigt og forkert kan være svær at gennemskue. Men hvis man ikke engang kan få sig selv til at indrømme, at det at stene mennesker til døde skulle være mere forkert end ikke at gøre det, i hvilken forstand har man så en moral?

Så kære relativist, indrøm det nu bare: Din moral er bedre end min!

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.