- Reklame -

To medicinstuderende havde henholdsvis forsket på en kræftafdeling og oplevet et kræftforløb på egen krop. De erfaringer blev forenet til deres hjertebarn, organisationen ExcaliCare. Nu bruger de deres fritid på at arrangere camps for kræftramte børn og deres familier i sommerferien.

Af Astrid Marie Høeg Næraa, Skribent

Cancerbørns boble af ro og rekreation1
Heidi Kristine Støve og Rasmus Thøger Christensen arrangerer camps for kræftramte børn og deres familier i sommerferien.

Da Rasmus Thøger Christensen for 12 år siden stod med diagnosen Hodgkins lymfom tog han til Irland på en international lejr for alvorligt syge børn og unge. Den oplevelse blev kimen til alt, hvad han laver nu.

”Jeg endte med at blive frivillig på den camp i de næste 10 år. Den camp gav mig et frirum og viste mig alt det, man kan gøre udenom selve den medicinske behandling,” forklarer Rasmus, og fortsætter ivrigt:

”Efter nogle år ville jeg starte noget lignende op i Danmark, og deltog i et iværksætteriforløb på Studentervæksthus Aarhus, der er en del af Aarhus universitet. Projektet virkede dog stadig alt for stort, så jeg lagde det lidt til side – indtil Heidi kom ind i billedet.”

De to udveksler et smil før Heidi Kristine Støve fortsætter:

”Vi havde kendt hinanden siden før vi startede på studiet, så da jeg havde haft et forskningsår på Børneonkologisk afdeling, virkede det som det rigtige tidspunkt at starte noget op. Vi talte med min forskningsvejleder om idéen, og da vi fik grønt lys, gav det os en blåstempling og en uvurderlig kontakt til afdelingerne, vi ikke kunne klare os uden.”

At tage sig tiden til det

De lejre, ExcaliCare afholder, kaldes Cool Camp og er et gratis tilbud for kræftramte børn og unge og deres søskende. Hospitalsafdelingerne vælger selv hvilke børn, der skal deltage på campen, og Rasmus og Heidi er stadig tilknyttet Studentervækst Aarhus. Selve organiseringen står de to dog selv for.

”Sidste år var vi nødt til at tage orlov for at få tid til det hele, men det har helt sikkert været det værd,” siger Heidi med smilende øjne.

”Alle efterfølgende evalueringer viser, at børnene virkelig får noget ud af det, og de frivillige på campen er lige så begejstrede for opholdet. En af de frivillige var en IT-studerende, der nu arbejder i en café for kræftramte, så det åbner helt sikkert op for nye sider af en selv,” forklarer Rasmus begejstret.

Håb om flere fagnørdede iværksættere

I deres arbejde er både Heidi og Rasmus dog blevet forundrede over, hvor få medicinstuderende, der går op i iværksætteri:

”Vi var kun os og én anden på det innovationsforløb, vi deltog i, og man mister rigtig meget, hvis det kun er IT-folk, der går op i innovation,” mener Rasmus.

”Man har en fantastisk indsigt i det fag, man er uddannet i, og man ved derfor mere om, hvad der kan forbedres. Der mangler flere sundhedsfaglige, der tør tænke ud af boksen og gøre noget ved det, de er utilfredse med i systemet, så det er bare med at komme i gang!”

Spørger man til deres egne visioner griner de begge højt over hvor højtragende, det ofte bliver:

”Vores største ønske er helt klart, at det kan blive et tilbud året rundt sideløbende med den medicinske behandling,” fortæller Heidi med et bekræftende nik fra Rasmus. Heidi selv håber på at blive børnelæge og at kunne bruge sine erfaringer til at tage bedre hånd om børnene. Rasmus forsker for øjeblikket i hvordan kræftramte børns søskende klarer sig i et kræftforløb.

”Vores håb er, at hvis man griber ind og hjælper børnene tidligt, undgår man en masse komplikationer senere hen – depression, stress osv. Hvis vi kan være med til, at de kommer godt igennem livet, har vi jo i virkeligheden gjort alle en kæmpe tjeneste,” siger Rasmus med et blidt smil.

Vil du vide mere og måske være frivillig på næste års camp? Læs mere på www.excalicare.dk

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.