En stigning i antallet af Østeuropæere, der søger til Danmark for at tage en SU-sponsoreret uddannelse, har fået regeringen til at »trække i nødbremsen« med deres seneste forslag: Sænk SU’en for alle med 800 kroner om måneden. Men er det virkelig sandt, at det strømmer til med udenlandske studerende? Og hvorfor skulle det overhovedet være et problem?
Tekst af Andreas Kirknæs Færk, Skribent
For godt og vel otte år siden mødte jeg min Estiske kæreste i et af de der typisk-danske betonkollegier, der får Vollsmose til at ligne et arkitektonisk mesterværk. Dengang var der ikke noget, der hed SU eller studielån til EU-borgere. Hvis man var kommet til Danmark for at læse, skulle man klare sig selv – og det gjorde min kæreste. I seks år finansierede hun sig gennem tre uddannelser med to-tre deltidsjob ad gangen. Hun gjorde bl.a. rent, havde en avisrute, sorterede planter på en fabrik, osv. Altså, den slags job de færreste danske studerende ville gide, og ikke ligefrem noget, der kan siges at tælle som relevant for hendes uddannelse.
I 2013 ændrede tingene sig dog gevaldigt i takt med, at den nu så famøse SU-dom trådte i kraft. Dommen gjorde det muligt for alle EU-borgere at søge SU i Danmark, såfremt de kunne påvise at have arbejdet over 10 timer om ugen. For min kæreste betød det SU på det sidste år af hendes kandidat. For dig og mig betyder det, at vi nu risikerer at miste 800 kroner (20%) af vores SU – hvis altså regeringen får sin vilje.
Fordi Østeuropa
Begrundelsen for at sænke SU’en lyder på, at dommen fra 2013 risikerer at gøre Danmark til, hvad forsknings- og uddannelsesminister, Ulla Tørnæs, betegner som »en magnet« for udenlandske studerende. I et nyligt DR-interview udtrykte hun desuden en særlig bekymring over det stigende antal af Østeuropæiske studerende: »Det har jo aldrig været meningen, at vi, med vores skattekroner, skulle finansiere, hvad jeg ville betragte som en rumænsk uddannelsesforpligtelse.« Hun understregede dog også, at de udenlandske studerende ikke ville være et problem, hvis bare de blev i landet efter uddannelsen. Derefter gik der desværre, som sædvanlig, hak i Tørnæs-pladen, som for hvert et modargument blot gentog, at Danmark stadig vil have »verdens mest generøse SU-system.«
Nu kunne man spørge sig selv, om det virkelig gør nogen forskel for østeuropæiske studerende, at de i fremtidens Danmark vil få 4300 kroner og ikke de nuværende 5100 kroner. Særligt når alternativet er at få ingenting i hjemlandet. Derudover skal der desuden tillægges løn for minimum ti timers arbejde.
Ud over den lille indskydelse, er logikken dog ret ligetil: Danmark har ikke råd til at finansiere både dig, mig og Rumænien. Derfor skal vi alle sammen af med 800 kroner om måneden. For at vi bedre kan sluge det, smider regeringen et beskæftigelsesfradrag og et højere fribeløb på hele 600 kroner (efter skat) oven i hatten. Og så gør de det muligt at få mere i SU-lån. Det vil med andre ord sige mindre SU og mere gæld under uddannelsen. Vælger du at låne det fulde beløb, og arbejde alt hvad du må, vil du have mulighed for at få et større rådighedsbeløb, end du kan i dag. Vælger du ikke at tage et lån, vil dit rådighedsbeløb være mindre (en lille detalje flere danske medier glemte at rapportere).
Mange og mange?
Der har efterhånden været en hel del kritik af regeringens udspil. Mit problem med det er dog ikke bare, at studerende nu vil få mindre til sig selv, eller at nedskæringerne sandsynligvis vil ramme de mest socialt udsatte grupper hårdest. Nej, mit problem er, at regeringen tror, de bare kan tørre det hele af på østeuropa, og regner med at vi andre hopper på den.
For kigger vi på antallet af optagne studerende fra lande i EU/EØS for perioden fra 2012 til 2015, er der rigtigt nok flere, som søger mod Danmark (1326 i alt). Fra 2015 til 2016 er det tal dog fladet ud. Faktisk var der i år færre personer fra EU/EØS, som søgte udannelse i Danmark. Det skal desuden nævnes, at 25% af dem var studerende fra Norden. Samlet set udgjorde andelen af EU/EØS-borgere, der i 2015 modtog SU i en måned eller mere blot 5% af alle SU-modtagere i Danmark. Det er denne gruppe, der, ifølge regeringen, pludselig er blevet så farlig for hele vores danske SU-model, at den nu må omlægges. Dette på trods af, at antallet af EU-borgere, der kan få dansk SU stadig ligger under det loft, partierne vedtog i 2013. Og på trods af, at regeringen lovede ikke at pille ved SU’en før valget!
Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt de udenlandske studerende rejser hjem efter deres sidste eksamen. Ifølge Ulla Tørnæs er der jo ikke noget problem, så længe de studerende blot bliver og arbejder i Danmark – så er de ligefrem en gevinst. Det spørgsmål fik hende da også allerede i maj til at iværksætte en analyse af, hvor mange der reelt er tale om. Desværre lader den analyse endnu ikke til at være udkommet. Alt i alt virker regeringens »træk i håndbremsen« altså, mildt sagt, noget umodent.
Same ol’, same ol’
Jeg har nu været sammen med min kæreste i mere end otte år og har efterhånden set hende tage skylden for lidt af hvert. Under finanskrisen var det hendes skyld, at der ikke var noget arbejde til ufaglærte danskere. Mens hun knoklede sig gennem tre skodjobs og sine uddannelser, brokkede resten af Danmark sig over, hvordan hun og resten af østeuropa stjal deres velfærdsydelser og snød den danske statskasse. Og nu er det altså, ifølge regeringen, også hendes skyld, at SU’en skal skæres.
Sandheden er dog, at hun, ud over sit ene år på SU, aldrig fik nogen velfærdfærdydelser. De skod deltidsjobs hun ”stjal”, var der desuden ikke nogen danskere, der ville have alligevel. Hvornår har du sidst set en dansk studerende gå og gøre toiletter rent klokken et om natten på en hverdag? Nej, sandheden er, at min kæreste altid har arbejdet, betalt skat, og dermed været med til at sponsorere din og min SU gennem de sidste otte år. Men lige så snart hun selv fik mulighed for at få et stykke af kagen, stod den danske regering klar til at pege fingre.
Heldigvis for du og jeg blev min kæreste dog i Danmark, gjorde sin uddannelse færdig, og fik et godt job. Nu hvor hun tilhører den efterhånden prestigefyldte kategori for højtuddannet udenlandsk arbejdskraft, har retorikken pludselig ændret sig. På seks år gik hun fra at være den danske samfundsmodels værste fjende til dens redning, og partierne står nu i kø for at understrege, hvor fantastisk vigtig hun er for dansk vækst og produktivitet. Ja, de vil ligefrem indrette arbejdsmarkedet således, at det bliver mere attraktivt for folk som hende at komme hertil. Men sådan har det altså ikke altid været. Engang var hun bare en østeuropæer på dansk SU.
Så ja, min kæreste stjal dit job, din uddannelse og din SU – og det skal du kun være glad for.
Kronikken er udtryk for skribentens egne holdninger.
