- Reklame -

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, og dette har aldrig været mere sandt end i tilfældet med udviklingsarbejde. I San Lucas, Bolivia, hvor IMCC Uland arbejder, har den amerikanske NGO ADRA opført et ernæringshus, der står og forfalder uden at blive brugt. I udviklingsbranchen er dette kendt som “en hvid elefant”. Huset tjener som en påmindelse til IMCC’s udsendte om, hvordan man ikke skal drive udviklingsarbejde.

Af Lærke og Anders
Udsendt med IMCC Uland

 

IMCC-banner-w500.jpg

En solskinsrig tirsdag i februar blev det nye ernæringshus på hospitalet i San Lucas indviet. Det indgik som en lille brik i den nationale strategi “Desnutrición Cero”, der skulle komme den udbredte fejl- og underernæring i Bolivia til livs. 
I huset er der plads til, at fejlernærede børn og deres familier kan komme og bo, mens de bliver behandlet af hospitalets læger.
Bygningen er doneret af den adventistiske forening ADRA og finansieret af den officielle kanal for amerikansk udviklingsbistand, USAID, der ved åbningen diskret markerede sig selv med et flere kvadratmeter stort banner placeret henover hovedindgangen til den nye bygning. 
Repræsentanter fra rådhuset, ledelsen på hospitalet og resten af byens spidser var alle mødt frem til indvielsen, der blev fejret med champagne og floromvundne taler. Siden den tirsdag har huset endnu ikke været benyttet. Huset er, med andre ord, et fejlslagent projekt; i udviklingsarbejde kendt som “en hvid elefant”.

Hvide elefanter
Begrebet “en hvid elefant” stammer oprindeligt fra de tidligere monarker i landene på den indokinesiske halvø. Blandt dem var det at eje en hvid elefant et tegn på, at kongen regerede retfærdigt, og at kongeriget var velsignet med fremgang. 
Men at modtage en hvid elefant som gave blev også opfattet som en forbandelse. 
Hvide elefanter blev betragtet som hellige og måtte derfor ikke udnyttes som arbejdskraft. Man havde således kun udgifter ved at holde dem.

Paris-deklarationen
I udviklingsarbejde bruges begrebet ofte i en lidt bredere fortolkning. Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner, og det skorter ikke på eksempler på projekter, der ikke er tænkt igennem: Opførelsen af sanitære faciliteter uden anlæggelse af vand, kulturelt misforståede undervisningskampagner med et budskab stik modsat det tænkte, og mange andre. Dette var en vigtig del af baggrunden, da nogle af de største donorer i verden mødtes i Paris i 2005 og udarbejdede Paris-deklarationen, om hvordan man øger effektiviteten i udviklingsbistand.
Vi kan konstatere, at Paris-deklarationen ikke er neået til San Lucas i Bolivia, men til gengæld føje endnu en hvid elefant til samlingen: t fint og færdigbygget ernæringshus, der står aflåst med gardinerne trukket for. 
Hvorfor bliver det så ikke brugt? For det første fordi ADRA ikke har lavet aftaler med det officielle system, om hvordan huset skal drives, og hvem der skal drive det. 
For det andet er der ikke blevet løftet en finger for, at befolkningen på landet, som er dér, hvor fejlernæringen er mest udbredt, er blevet oplyst om, at der nu er mulighed for at blive behandlet for dette.

Oplysning vigtig i udviklingsbistand
Nogle vil måske indvende, at det da er meget fint, at huset nu er blevet bygget – så kan man bruge det, når der kommer et behov. Men nej, det er ikke fint. For det første skal man ikke forvente, at folk på landet pludselig en dag vågner op, ser på deres børn og tænker: 
»Mine børn ser da lidt underernærede ud, lad mig vandre tolv timer ind til San Lucas for at se, om de har bygget et ernæringshus«. 
Det er bare heller ikke godt nok, grænsende til ansvarsløst, at donere en tilfældig serviceydelse, uden på nogen måde at følge op på denne.

Hvad kan man lære af dette? 

For os udsendte i Bolivia fungerer ernæringshuset som en glimrende påmindelse om, hvordan man ikke skaber udvikling. Dette tvinger os endnu en gang til at tænke emner som bæredygtighed og ejerskab hos lokalbefolkningen ind i vores projekt. 
Det tvinger os desuden til at reflektere over, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe de mennesker, der bor her, med de midler, vi har til rådighed.
På et mere generelt niveau tjener det tomme ernæringshus som et eksempel på, at udviklingsarbejde ikke er let. Man kan ikke bare forære en masse ting væk og regne med, at fejlernæringen forsvinder af sig selv. 
Kun ved det lange seje træk, ved faktisk tilstedeværelse og ved inddragelse af de mennesker, man prøver at hjælpe, kan man gøre en forskel.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.