
Hvis du nogensinde at få brug for en psykolog, og regner med at de er professionelle, fornuftige mennesker, skal du nok ikke kigge forbi Tabula Rasas fester.
Hvis man skal tro festudvalget, har medicinerne i Epstein Bar skarp konkurrence, når det kommer til drukrekorden.
Kejser i baren
Jeg møder de tre festglæde psykologaspiranter over en kop kaffe, før deres forårsfest ”Fanget i Fortiden”. Formanden Mikkel Berg Bagger Jensen, der læser psykologi på 6. semester, kigger lidt skeptisk ned i den hvide plastikkop med rød BKI: ”Er den der kommet ud af røven på et dyr? Ellers drikker jeg den ikke!” og Jeppe Hagelsø Schultz, der er næstformand, og læser på 8. semester, svarer prompte: ”Det sjovt du siger det, for den smager ikke dyr!”, og så er interviewet ligesom skudt i gang.
De fortæller alle tre lidt om, hvordan de kom med i festudvalget, og Magnus Omdahl, der læser sammen med Mikkel, blev headhuntet til sin stilling som baransvarlig, efter næsten helt frivilligt at have fejet gulvet, med en sådan finesse, at Tabula Rasa ikke kunne undvære ham.
”Jeg er kejser i baren! Når folk kommer op og siger, de skal have et shot, så spørger jeg: ”skal vi så ikke have et shot sammen?”, og så køber de også nogen de lige kan tage med ned”, fortæller han stolt om sine skarpe mersalgsevner.
Fuld og flot
”Folk fra psykologi er meget gode til at drikke”, griner Mikkel, og Jeppe stemmer i: ”Ja, både at gøre det meget, men også at gøre det på en hyggelig og god – jeg skulle til at sige ”og konstruktiv” – måde, men det er måske alligevel at overdrive det. Hvis vi som psykologifaglige personer sidder her og siger, man kan drikke konstruktivt, så er vi færdige. Ingen karriere herfra!”
Mikkel fortæller at der kommer alle slags mennesker til festerne: ”Det er rigtig smukt at se, når de faglige vejledere og instruktorer mødes med deres studerende til festerne. Nu havde vi en fastelavnsfest, hvor der var en instruktor, der mødte op i dametøj og mødtes med alle sine 1. årgangsstuderende. Det var et smukt syn.”
”Selv den bedste psykolog har brug for lige at være i dametøj og stærkt beruset en gang imellem” svarer Jeppe ham, og de nikker indforstået, og tager en tår kaffe mere.
Fanget i fortiden
Om den forestående fest fortæller de, at de opfordrer folk til at tage en form for fortidslevn med. Mikkel vender sig mod Jeppe og siger: ”Der har du jo gjort dig nogen tanker, Jeppe!”
”Ja, jeg kommer jeg faktisk ikke. Jeg har – apropos fortiden – en svigermor, der fylder 50. Men jeg har til gengæld købt en t-shirt, der symboliserer en fortid, vi savner” Han tager en t-shirt med et tryk af Obama frem og sukker: ”Så bliver man jo bare nødt til at sige, at nu er vi jo desværre fanget i nutiden.”
”Hvor 2016 gik lidt tilbage til fortiden med Pokémon Go, så var der måske også nogle politiske holdninger, der gik lidt tilbage til fortiden. Så vi forsøger ligesom at fejre fortiden, den er meget relevant lige nu” siger Mikkel. ”Mange verdenskrige havde måske også været lidt mere fredelige, hvis det bare var blevet taget over en god omgang Pokémon” fortsætter han eftertænksomt.
Pub Quiz
Efter en lille kunstpause udbryder Jeppe: ”Der er pub quiz til festen! Et af spørgsmålene er: Hvad var længst? Tyrannosaurus Rex’ arme eller pikkemand?” han kigger rundt på os. ”Det var penis!”
Mikkel smiler og siger: ”Det er lidt drømmen, kan man jo sige. Rent faktisk at have en, der var større end ens arme” Jeppe og Mikkel knytter begge hænderne og lægger armene på bordet. Jeppe kigger over på Mikkels arm og siger benovet: ”Det jo… holy shit. Det er lidt voldsomt.”
Jeppe trækker armen til sig og kigger lige på mig: ”Festen var i fortiden, men der kommer også en masse fede fester i fremtiden!”
Og med de ord håber vi, at de psykologistuderende havde en fed fest, og at I vil besøge Tabula Rasa fremover.