- Reklame -

Månedens studerende er Ali Moumneh, der læser medicin på sjette semester. Vi har talt med Ali om hans reaktion på nomineringen og spurgt ham hvordan han bevarer sit gode humør.

Sagt om Ali:

»Når man går rundt i de rustne gange på Campus og jonglerer mellem Klinikbygningen og WP for at komme til sine timer, kommer man nogle gange til at blive træt og nogle gange håbløs. Hvis man skal være så heldig at møde Ali på en af de her dage, så garanterer jeg dig, at du vil få det godt igen. Han er hurtig til at fange, hvis du er ked af det eller er lidt håbløs og spørger ind til, om du har det godt. Han får sine medstuderende og kollegaer til at føle sig bemærkede, og giver også en kompliment med på vejen til at få frisket folk op. Oven i købet er han rigtig dygtig og villig til at give en hjælpende hånd til enhver med det faglige. Ali er manifestationen af en god studiekammerat og kollega.«

Hvad er din umiddelbare reaktion på nomineringen?
»Jeg er naturligvis glad, men jeg må ærligt indrømme, at jeg er meget overrasket, for jeg synes ikke at jeg gør noget særligt. Det er en uselvisk gestus og jeg vil gerne sige tak til vedkommende, der har nomineret mig. «

Hvordan bevarer du dit gode humør?
»Der er mange ting i mit liv, der bidrager til det gode humør. Det væsentligste er dog, at jeg bliver glad for at gøre noget godt for andre. Derfor hjælper jeg med glæde der, hvor jeg kan. Når det gode humør bliver udfordret, prøver jeg altid på at finde den bedste løsning – kan jeg ikke det, så er det vigtigt for mig ikke at lade det mindre gode humør smitte og påvirke mine omgivelser. «

Hvad laver du, når du skal hente energi?
»Når jeg skal hente energi tilbringer jeg tid med venner og når lejligheden byder sig, hjemme ved familien i Thy.  Men jeg har også nogle fritidsaktiviteter, der i høj grad også bidrager til energien og humøret. I al sin enkelthed er det vel en afbalancering af energigivende og energikrævende aktiviteter.«

Har du et godt råd til dine medstuderende?
»Som sagt synes jeg ikke, jeg gør noget særligt, så det er lidt svært at svare på. Mit råd er, at vi skal hjælpe hinanden og være der for hinanden. Det lyder lidt kliché, men helt banale medmenneskelige kvaliteter går aldrig af mode, vel?«

Kender du en studerende, der har gjort en særlig indsats eller været en god studiekammerat, så skriv en begrundet nominering til Sund & Hed (sundoghed@sundoghed.dk). Din værdsættelse glæder andre.

Tak til Ali og tak til alle jer, der gør en forskel for andre!

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.