- Reklame -

Naturen har i flere studier vist sig at have en terapeutisk effekt på både flossede og uskadte sjæle. Og det har dens beboere også; særligt delfiner har fået meget opmærksomhed i denne henseende. Sund & Hed har derfor talt med cand.psych.-studerende Tobias, som for nyligt har været i Bahamas og fridykket med vilde delfiner, om naturen som et terapeutisk redskab – med og uden de små hvaler.

I skovens dybe, stille ro

Vi har lige lavet te. Den hedder ”Lykkelige stunder”, er lækker, og damper op af Ikea-glassene på sofabordet i min stue. Tobias og jeg sidder i min lille sofa, mens han fortæller mig om den varme, blå verden, han netop har besøgt, som ligger så langt fra den kolde, våde virkelighed, der findes bagved ruden herhjemme i stuen i Danmark. Jeg begynder samtalen ved at spørge Tobias, hvad han forstår ved naturen som terapeutisk redskab. Han ser kort på mig, og svarer med det samme: ”Naturen har en stilhed, en ro og en uforanderlighed, som resten af dagligdagslivet og byen ikke har,” siger han, og holder en kort pause. ”… Den er bare.” Tobias føler ikke, at han skal være noget for naturen eller forholde sig til den, sådan som han skal med alle menneskerne i dagligdagen. Men i naturen, som bare er, kan han også selv bare være, pointerer Tobias og ser roligt på mig.

”Naturen er et terapeutisk og rekreativt rum, fordi, at det er det, vi bruger den til. Vi bruger den ikke til andet”

En tanke melder sig hos mig; er det så i virkeligheden mest det med at være alene, eller kan naturen noget særligt som f.eks. et hjem ikke kan? Jeg spørger ham. Han smiler, og tænker sig om. Så fortæller han om alle de indtryk, som en skov giver, og om hvordan de lægger op til mindfulness og nærvær. Fordi for Tobias er naturen, i modsætning til hjemmet, ikke en reminder om alle hverdagens aktiviteter, pligter og bekymringer, men derimod et helle, fordi at han selv har givet den denne rolle og betydning i sit liv: ”Naturen er et terapeutisk og rekreativt rum, fordi, at det er det, vi bruger den til. Vi bruger den ikke til andet,” konstaterer han, og belyser derved sagen ud fra et mere socialkontruktivistisk perspektiv. Desuden er han udelukkende i naturen, fordi at han har lyst til det; mange af aktiviteterne i hans liv er styret af en mere målrettet motivation, f.eks. læsning og arbejde.

Delfiner er ikke terapeuter

Jeg har så travlt med at lytte, at jeg helt glemmer, at vi også skal nå at snakke om havet, fridykning, og ikke mindst delfinerne. ”Har havet også denne terapeutiske virkning på dig, som skoven har?” spørger jeg. Der bliver tænkt. Og drukket en tår Lykkelige Stunder. Til sidst ser han på mig med et fast blik. ”Ja.”

”At svømme med delfinerne er sjovt og spændene. Men jeg synes egentligt, at det er mere terapeutisk at bevæge sig ud i noget natur, hvor man ikke er der for at finde delfiner. Når jeg er ude i skoven, er jeg der heller ikke for at løbe med egern, vel.”

Fridykning i havet det blå lægger for Tobias ligeledes op til ro og nærvær på samme måde som væren i skoven gør, og han er der kun af sit hjertes lyst. Men når det kommer til delfinsvømning er svaret nej. Jeg er overrasket. ”At svømme med delfinerne er sjovt og spændene. Men jeg synes egentligt, at det er mere terapeutisk at bevæge sig ud i noget natur, hvor man ikke er der for at finde delfiner. Når jeg er ude i skoven, er jeg der heller ikke for at løbe med egern eller et eller andet, vel.” siger han, og smiler skævt. Tobias understreger igen, at det terapeutiske for ham altså virkeligt består i den målløse eksisteren, som blot initieres af ren lyst. ”Der er noget særligt ved skoven. Den giver en ro, og den har en god effekt på mig som en person, der nogle gange tænker lidt for meget og har lidt for meget fart på,” slutter han med varme i stemmen og glimt i øjnene. 
Jeg er lettet. Så kan det være, at jeg ikke behøver at tage hele vejen til Bahamas og svømme med delfiner for at få ro i sjælen. Nogle gange er sjælens græs måske grønnest, der hvor man står?

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.