- Reklame -

Nogle siger, at tro kan flytte bjerge. Professor og forsker Niels Christian Hvidt siger, at bjerge kan flytte troen. Mød teologen, som i mange år har forsket i, hvordan tro, mening og helbred hænger sammen, og hvad vi skal bruge det til i sundhedsvæsnet.

Når jeg spørger Niels Christian Hvidt, hvem han er, får jeg svaret: et helt almindeligt menneske. Niels Christian bor i Odense sammen med sin hustru og to drenge, og når han ikke er på arbejde, tilbringer han meget af sin tid med dem. Desuden er han en rigtig outdoorman, som elsker vandsport; fridykning, UV-jagt, og windsurfing – kitesurfing har han også lige prøvet med en god kollega. Men Niels Christians nok største interesse er dog ikke at finde i bølgen den blå; den er derimod at finde i krydsfeltet mellem medicin, teologi og psykologi. Og for at få et bedre indblik i, hvad det egentligt betyder, inviteres du hermed ind i hans historie.

Et fælles dilemma


Niels Christian er vokset op med tysk mor og dansk far, nord for København ved Nivå/Rungsted. Hjemmet var protestantisk kristent, så Niels Christian havde troen med sig helt fra barnsben. Selvom Niels Christian var troende som ung, havde han alligevel nogle ungdomsår, hvor windsurfing og et DJ-roadshow ved navn Steps Ahead i Rungsted fyldte mere, siger han og ler. ”Men på et tidspunkt begyndte livet altså at mangle en dimension; det hele gik op i penge og sjov, og det var ligesom bare ikke nok”, siger Niels Christian og smiler varmt. Han vidste tidligt, at han ville arbejde med mennesker, og så ville han gerne lave noget meningsfuldt; dette førte sammen med en blandet interesse for både lægekunst og spiritualitet Niels Christian ind i et dilemma om, hvorvidt han skulle studere teologi eller medicin. Dobbeltinteressen var så stor, at Niels Christian undervejs fulgte begge fag; dog endte han med at vælge teologi. Af denne grund ser Niels Christian nogle skæbnemæssige ligheder mellem ham selv og 1600-tals anatomen J.B. Winsløw, der som ung havde stået i præcist det samme dilemma. Winsløw valgte dog modsat fra Niels Christian slutteligt medicinen, ligeledes efter at have fulgt begge fag en rum tid. Niels Christian påpeger for mig en anden lighed mellem de to; begge konverterede de fra protestantismen til katolicismen. Den store forskel, bestod dog i, fortæller Niels Christian taknemmeligt, at han ikke blev frosset ud af den danske verden for sin beslutning i modsætning til Winsløw.

Forholdet mellem helbred og det levede trosliv


Som teolog har Niels Christian altid interesseret sig for det levede trosliv. 
”Dette er,” forklarer han, ”hvordan troen kan være en ressource i menneskers liv som kilde til mening med tilværelsen”. Niels Christian forklarer, at det levede trosliv indeholder 3 aspekter: 1) Det kognitive, som er éns overbevisninger om og forståelse af verden, 2) Det praktiske: hvordan man praktisk dyrker sin overbevisning, fx ved meditation eller bøn, 3) Det følelsesmæssige eller betydningsfulde: Hvad overbevisningen betyder for éns liv. Det var denne interesse for det levede trosliv, som var grundstenen for Niels Christians karrierevej, idet den har været med i alle hans forskningsprojekter og forbundet dem tæt sammen.

”Krop og sjæl hænger jo sammen. Det er der så meget forskning, der bekræfter.”


Teologiens vej ledte altså ikke Niels Christian til det traditionelle karrierevalg som præst, hvilket han fra starten vidste, at han ikke skulle være. Han ville vide mere om betydningen af det levede trosliv for mennesker, først i et projekt om profeter i kristendommen, et, på det tidspunkt, helt uopdyrket forskningsfelt, og fortsatte derfor sin færd videre ind i forskningens verden.
I sin søgen efter viden om det levede trosliv, rejste Niels Christian tidligt i sin teologiuddannelse til nogle græsk-ortodokse klostre i Grækenland og studerede med dem i formodningen om, at munkene dér ville kunne lære ham mere om emnet. 
”Protestantisk teologi er meget intellektuelt,” forklarer Niels Christian, ”hvor den ortodokse kirke fokuserer mere på det praktiske og det betydningsfulde aspekt af troslivet”. Efter uddannelsen tog Niels Christian til Rom i syv år, hvor han tog en doktorgrad om det kristne profetibegreb (publiceret på Oxford University Press i 2007) omhandlende blandt andet menneskers tro på Gud som nærværende. En bog om menneskers oplevede mirakuløse helbredelser førte til et forskningsprojekt, finansieret i fire år af Lundbech, netop om forholdet mellem tro og helbred.

Om at være professor


Professoratet med titlen ”eksistentiel og åndelig omsorg” blev nyligt tildelt Niels Christian, idet en del klinikere har erkendt relevansen af eksistentiel og åndelig omsorg for patienter. 
”Udfordringen er,” siger Niels Christian, ”at vi ikke ved, hvad der er eksistentielt og åndeligt vigtigt for danskere. Vi kan ikke sammenligne med fx USA, da deres spiritualitet og religiøsitet er meget anderledes end vores. Danskere er meget private omkring deres tro, og det er meget diffust og tabubelagt – ifølge en nylig undersøgelse, det største tabu for danskere, næst efter psykisk sygdom. Og derfor er det så vigtigt at finde ud af, hvad danskerne har brug for. De sidste 10 år har vi derfor lavet grundforskning om danske patienters eksistentielle og åndelige behov, og nu, da meget grundviden er på plads, kan vi begynde at komme med anbefalinger”. Niels Christian forsker derfor i øjeblikket i, hvordan den grundviden kan blive frugtbar i sundhedssystemet, og er nu gået fra grundforskning til egentlig interventionsforskning. Udover den slags planlægning, indebærer professoratet også at arbejde med ph.d.- og post-doc-projekter som led i den overordnede forskning, at få de forskellige projekter til at spille sammen, skaffe fondsmidler, at udføre egen forskning, skrive artikler med kolleger, samt undervisning og andet ”universitetsnørderi”. 
”Og så en masse administration, selvfølgelig”, siger Niels Christian med et skævt smil og sukker. Niels Christian føler dog ikke, at det er så meget anderledes, end hvad han før lavede. 
”Men professoratet manifesterer, at vi står på en god basisviden, som vi ønsker, skal kunne hjælpe både sundhedsprofessionelle i deres arbejde og patienter i deres lidelse, og det er det, som professoratet, for mig, ligesom synliggør og stadfæster”.

Drømmen om bedre patientforløb


Niels Christian håber, at den viden som hans og kollegernes forskning kommer med, kan give nogle bedre forløb for patienterne. Han håber, at man i sundhedsvæsnet vil have en større parathed overfor at tilgodese deres eksistentielle behov og for betydningen af mening i tilværelsen. 
”Mening kan hjælpe i krisesituationer, men også hjælpe med at beskytte mod udbrændthed, depression, og skabe trivsel”, oplyser Niels Christian. Lige nu forsker Niels Christian og kolleger fx i placebo, ikke som snydemedicin, men som et aktiv; Niels Christian tror ikke, at tro og mening i sig selv kan kurere sygdomme og lignende, men oplevet meningsfuldhed kan måske afhjælpe symptomer og smerter eller oplevelsen af dem, forklarer han.

”Jeg vil gerne, at vi bliver bedre til at sætte fokus på menneskers kilder til mening, for derved at opnå større trivsel og bedre håndtering af sygdom og krise. Det er simpelthen så vigtigt”

”Krop og sjæl hænger jo sammen. Det er der så meget forskning, der bekræfter”, siger Niels Christian og tager endnu en tår kaffe. 
”Det, vi arbejder med, handler jo nok mere om mening end klassisk religion. Formålet er ikke at skabe evidens for, om en gud findes; vi har ikke nogle intentioner om at sprede bestemte trosretninger. Det handler mere om, at der i tro og personlige overbevisninger kan være stærke kilder til mening. Og jeg vil gerne, at vi bliver bedre til at sætte fokus på menneskers kilder til mening, for derved at opnå større trivsel og bedre håndtering af sygdom og krise. Det er simpelthen så vigtigt”, slutter han.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.