Du er sexolog og psykoterapeut på Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital, og du elsker dit arbejde.
Det er mandag, fuglene synger i morgensolen, og du cykler fløjtende afsted til en ny dag. Du skal tale med en af dine klienter, Ryan, senere. Ryan kom forbi for første gang i torsdags, og han har spøgt i dit hoved lige siden; Ryans problematikker er et værre puslespil for dig, men du er vild med det og tænker smilende på den Sudoku-bog, du fik af din mand i julegave. Ryan er en sudoku, som du nu forbereder dig på at løse. Ryan er 53, gift med Hanne på 55, og de har sammen en søn på 24 år. Hanne havde svært ved at blive gravid, og de prøvede uden held i 5 år. Det lykkedes først efter 3 ufrivillige aborter og efter femte forsøg med reagensglas. Parret har et godt ægteskab, de har altid været glade for hinanden og har altid haft et relativt velfungerende sexliv. Ryan har dog aldrig haft den helt store lyst til sex, og det har altid gået dem begge en anelse på; men særligt nu hvor sønnen er blevet stor og flyttet hjemmefra, og parret skal til at finde hinanden igen, er det blevet svært. Ryan har ikke haft den mindste lyst til sex i snart 4 år, og parret har ikke været i seng sammen i 2 år. De er begge ulykkelige og kan ikke forstå det. Ryan har derfor henvendt sig til Sexologisk center med manglende lyst, og han selv og Hanne tror, at det måske kan bunde i hans dårlige selvbillede. Ryan siger, at han altid skammet sig over sin krop og aldrig har følt sig mandig nok. Han er høj, har smalle skuldre, er buttet, og er bred over hofterne. Hans hud er meget blød, hans krop har efter Ryans eget udsagn et lidt ”barnligt udtryk”. Han er særligt ked af, at han har gynecomasti og hypogonadisme, og han er desuden yderligere seksuelt usikker på sig selv, da han føler sig ”klodset” i sine bevægelser. Du ræser afsted på cyklen, og tænker på, at du skal bede Ryan om at få målt sine testosteron-, LH- og FSH-niveauer. Kunne det mon være at Ryan var…
Hvad kunne det mon være at Ryan var?
Og hvordan vil du hjælpe Ryan?
Send dine svar til sekretaer@sundoghed.dk med overskriften ”Case” senest d. 20/04-18. Mailen skal indeholde navn, studieretning og semester. Sund & Hed opfordrer alle studerende, uanset studieretning, til at svare. Alternativt brug svarformularen her på siden.