- Reklame -

Hver torsdag i januar og februar har man på DR1 kunne følge otte deltagere, der befinder sig alene i vildmarken i Nordnorge. En af dem er Astrid Hadberg, der til daglig læser idræt og sundhed på SDU.

’Alene i vildmarken’ fungerer som en pendant til det amerikanske koncept ’Alone’, hvor deltagere skal leve i total isolation og finde ud af at overleve på egen hånd i den øde natur. I årets sæson af programmet blev de otte deltagere placeret rundt om søen Altevatn i Nordnorge. ”Jeg vidste ikke, hvor de andre var, bare at de var et sted langs søen. Vi måtte ikke opsøge hinanden eller på nogen måde have menneskelig kontakt,” forklarer Astrid om tiden. Udover basale hjælpemidler som kniv, fiskenet, sovepose, presenning med videre fik de en satellittelefon, så produktionen kunne følge med i, hvor de befandt sig.

”Det var også på denne, at jeg kunne trykke på en knap, hvis jeg ikke ville mere,” beskriver hun uddybende, da programmet nemlig handler om at klare sig alene længst muligt.

Klare sig af naturen

Efter at have set den første sæson sidste år, fik Astrid selv lyst til at prøve sine grænser af og tilmelde sig til programmet, da hun var meget fascineret af udfordringen.

”Jeg har prøvet at være på solotur før, men det har bare været et enkelt døgn, så jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, hvordan jeg ville reagere, hvis det var over en længere periode,” forklarer Astrid om sin motivation, inden hun beskriver, hvordan det var interessant at prøve at være helt afhængig af, at skulle klare sig af naturen. Hun havde for eksempel ingen erfaring med at fiske, så for hende var det spændende at se, om hun kunne blive mæt og klare sig af det, der var at finde i naturen.

“Det var dog samtidig enormt lærerigt, da det tvang mig til at tænke kreativt med de midler, jeg nu havde til rådighed”

”Og så tror jeg, jeg synes, det var interessant, det her med at prøve at skabe et liv og en hverdag midt ude i ingenting, helt alene.” På spørgsmålet om, hvad der var det mest udfordrende under programmet, er svaret klart for Astrid: at tingene ofte ikke gik, som hun havde forestillet sig, hvorfor hun var nødt til at ændre kurs. Men selvom det var udfordrende, får Astrid det vendt til noget positivt: ”Det var dog samtidig enormt lærerigt, da det tvang mig til at tænke kreativt med de midler, jeg nu havde til rådighed.”

Det perfekte er en illusion

Selvom Astrid på forhånd vidste, at hun ville få visse udfordringer i programmet – såsom at hun ikke kunne fiske – så var hendes udgangspunkt, at det måtte hun lære, mens hun var der.

”Jeg har en del friluftserfaring, så mit udgangspunkt var, at det ligesom måtte være nok,” beskriver Astrid. Til gengæld brugte hun en del tid på at snakke med familie og venner om, hvad hun skulle få tiden til at gå med, og hvad hun skulle tænke på undervejs.

”Så jeg forsøgte at forberede mig teoretisk og mentalt, men ikke færdighedsmæssigt,” opsummerer Astrid.

Da hun bliver spurgt, hvad hun har fået ud af sin deltagelse, har hun en hel liste af ting: ”For det første forsøger jeg at være mere taknemmelig i min hverdag. Taknemmelig for alt, jeg har fået givet – både store og små ting,” forklarer Astrid og fortæller, at hun også forsøger at prioritere venner og familie højere: ”Jeg vidste jo også godt, inden jeg tog afsted, at de var vigtige for mig, men nu ved jeg bare, at de er det vigtigste i mit liv!” Som en sidste ting, fremhæver Astrid, at hun forsøger at være ”mindre perfekt”, da det er gået op for hende i vildmarken, at det perfekte er en illusion, og forventninger kan blive alt for meget.

”Det var enormt befriende, og det forsøger jeg virkelig at holde fast i,” fortæller hun afsluttende.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.