En snak omkring hvordan åndelig og eksistential omsorg bedst kan praktiseres.
Kan du huske, hvordan hospitalspræsten Karsten talte om, at hospitalerne er indrettet til at helbrede folk, men at de ikke er rustet til at håndtere de 50 % af danskere, der dør på dem? Der er måske håb forude. Sund & Hed har snakket med Dorte, som er ph.d. og postdoc hos SDU, og hun forsker blandt andet i, hvordan eksistentiel og åndelig omsorg bedst kan praktiseres af sundhedsfagligt personale.
Et udvidet biopsykosocialt paradigme
Da jeg ser Dorte på en af gangene på forskningsenheden for almen praksis, mødes jeg af et stort smil. ”Hej Freja! Skal vi lige finde et ledigt lokale i nærheden?” siger hun glad. Jeg hopper afsted efter hendes raske trav, og hun byder mig indenfor på et af bygningens kontorer. Det er en grå og kold dag, men det ved den livlige stemning i kontoret ikke, og vi går i gang med en spændende snak. ”Lige nu forsker jeg i eksistentiel og åndelig omsorg og samtale på hospice. Jeg beskæftiger mig med, hvad man forstår ved eksistentiel og åndelig omsorg, med hvordan det bedst praktiseres, samt med, hvilke forventninger patienterne og personalet har til det. I sidste ende skal forskningen udmønte sig i noget efteruddannelse af personalet i, hvordan man på bedst mulig vis varetager patienternes åndelige og eksistentielle behov og ønsker,” siger Dorte, og ser på mig med sine klare, lyseblå øjne. Jeg spørger Dorte, hvad eksistentiel og åndelig omsorg egentligt går ud på. Hun reflekterer mit spørgsmål tilbage. ”Ja, er det en væren, eller det en gøren?” tænker hun højt, ”… Er det en sansning, der opstår mellem mennesker, eller er det en afdækning af patientens behov?” Vi diskuterer det en lille rum tid. Dorte lander på, at eksistentiel og åndelig omsorg nok er lidt det hele. ”Eksistentiel og åndelig omsorg handler om et helhedsorienteret menneskesyn og et sundhedsfagligt paradigme, hvor man forstår og møder mennesket holistisk, og ikke blot som en krop eller patient, der skal behandles. Det taler sig altså ud af det biomedicinske paradigme. Men det rækker også ud over det biopsykosociale paradigme… ” Dorte tænker sig om. ”Det er måske et biopsykosocialt-spirituelt paradigme, hvor man også forsøger at imødekomme patientens behov for mening,” siger hun med et smil. Jeg spørger Dorte, om det så er det, som hun med sin forskning vil forsøge at operationalisere og implementere i en instrumentaliseret institution som sundhedsvæsnet? Hun smiler. ”Ja. Der er dog nogle store udfordringer forbundet med det, for som vi jo selv kan mærke her, er det lidt diffust, ikke?”
Vigtigheden af at blive mødt holistisk
Jeg spørger Dorte, hvorfor hun gerne vil implementere eksistentiel og åndelig omsorg i sundhedsvæsnet. ”Der er så meget forskning, der viser, hvor vigtigt det er for patienterne, for deres velbefindende og for deres behandlingsforløb, at de bliver set i deres helhed som sociale, psykiske, åndelige og kropslige væsner. For patienterne, for deres pårørende og for personalet vil det kunne give et bedre forløb, om så det er et forløb mod helbredelse eller mod døden. Så derfor er det vigtigt,” forklarer Dorte. ”Og det er alle enige om. Alle synes, at eksistentiel og åndelig omsorg er vigtigt. Men en del synes dog, at det kan være vanskeligt at implementere det i praksis eller tale med patienter om det”. Hun fortæller, eksistentiel og åndelig omsorg ikke kun handler om, hvordan vi sanser og forstår hinanden, men også om hvordan vi taler komfortabelt med hinanden om det at have en meningsfuld eksistens, om døden, angsten og håbet. Jeg spørger Dorte, hvorfor det kan være svært for sundhedsprofessionelle at tale med patienter og pårørende om eksistentielle emner og samtidigt være komfortabel med det? Hun rynker brynene i tankefulhed. ”Fordi, at hvis man taler om f.eks. angst for døden med sin patient, så kan man måske blive konfronteret med ens egen dødsangst. Her kan man så stå og skulle rumme både patientens og egen dødsangst – og det kan være ubehageligt, især, hvis man ikke har gjort sig mange tanker om den slags før. Desuden kan man i en sådan samtale også let komme til at overskride både sine egne og patientens grænser. Det skaber en angst i kommunikationen,” forklarer Dorte. Hun fortæller, at et vigtigt element i den eksistentielle og åndelige omsorg derfor er, at sundhedspersonale finder en måde at signalere til patienten, at de er til rådighed og tilgængelighed, når det kommer til at tale om disse emner. Jeg spørger Dorte, hvad hendes største håb eller drøm er i forbindelse med hendes forskning i eksistentiel og åndelig omsorg. Hun smiler. ”Ja, jeg håber på, at vi i sundhedsvæsnet såvel som i resten af samfundet kan få et mere helhedsorienteret og mindre instrumentaliseret menneskesyn. Jeg tror, at det vil kunne begrænse den eksistentielle ensomhed, som mange mennesker oplever, hvis vi forstår hinanden som hele mennesker og kan tale åbent og komfortabelt sammen om eksistens og åndelighed,” slutter hun.
