Nogle gange er det bare med at springe ud i forskningen, hvilket Nadia, der har været prægraduat på et projekt om virtuel terapi til børn med autisme, må siges at have gjort.
”Rokoko er et dansk firma, der står bag konceptet Animotion, som er en teknologi, der kan registrere kroppens bevægelser og overføre disse til en karakter i et virtuelt univers. Konceptet blev oprindeligt udviklet til at lave live teaterforestillinger til børn,” starter Nadia Rønn Nørgaard ud med at forklare. Her fandt man ud af, at nogle tilstedeværende børn med autisme blev enormt draget af universet.
Konceptet blev oprindeligt udviklet til at lave live teaterforestillinger til børn
Rokoko startede et samarbejde med Nadias vejledere, Cathriona Cantio og Niels Bilenberg, for at lave en intervention der kan træne adfærd hos børn med autisme. ”Og så er det meningen, at jeg som psykolog står på mit kontor, mens barnet sidder hjemme hos sig selv, og så kan jeg lave intervention med det her barn som en tegneseriefigur,” forklarer Nadia videre, så man på den måde kan træne færdigheder hos børnene på en sjov og legende måde.
Prægraduat forskningsår
Fra psykologistudiet har Nadia været vant til gruppearbejde og forelæsninger, mens forskning tidligere var en uudforsket verden. Da hun sidste år så et opslag om et prægraduat projekt, blev hendes nysgerrighed alligevel vakt, selvom hun ikke umiddelbart havde tænkt, hun skulle forske: ”Så kom der det her opslag, hvor der var tale om klinisk forskning. Så jeg tænkte, at hvis det skulle være på noget tidspunkt, at jeg skulle forske, så skulle det være i det her projekt,” forklarer Nadia om sin beslutning om prægraduatet.
Så kom der det her opslag, hvor der var tale om klinisk forskning. Så jeg tænkte, at hvis det skulle være på noget tidspunkt, at jeg skulle forske, så skulle det være i det her projekt
Det er bestemt heller ikke noget, hun sidenhen har fortrudt, selvom det også har været forbundet med udfordringer at skulle forske og stå med mere ansvar: ”Det har givet mig rigtig meget selvstændighed og jeg har lært, at ting tager tid. Og selvom der kan være lidt bump på vejen, så er det bare med at komme videre igen.”
Speciale før praktik
Nadias vej var dog en smule atypisk, da hun endte med at lave prægraduat og skrive speciale før tid, altså før hun skulle i praktik. Projektet var bare så spændende, at hun startede på det, selvom det gav lidt omrokering i hendes uddannelsesplan: ”Jeg sprang ud i det før tid og har søgt dispensation og sådan noget,” forklarer Nadia.
Nu skal hun lige have styr på det sidste med specialet, der skal afleveres i januar, inden hun fra februar af skal i praktik: ”Jeg synes egentlig det har været meget fedt. Jeg har fået meget erfaring det her år, som jeg kan tage med mig ind i min praktik,” forklarer hun, hvorfor det måske har været mere end okay, at hun har gjort det omvendt end normalen.
At stå på egne ben
Det, at forskningsverden var så ny og ukendt, har bestemt været en udfordring for Nadia, men har også givet en langt større selvstændighed. Dette skyldes især, at hun var inde over stort set alle aspekter af projektet: Rekruttering af børn, forældresamtaler, kontakten med Rokoko, udførslen af selve interventionen samt spørgeskemaer og scoring af disse. ”Jeg har fået rigtig meget ansvar og frihed til selv at forme mit speciale og projektet,” forklarer Nadia, inden hun fortsætter: ”Og så er der blevet lyttet rigtig meget til mine input og ideer, men jeg har altid kunne gå til min vejledere, som har støttet og hjulpet mig.”
Jeg har fået øjnene op for, hvor mange spændende ting, man kan forske i
Samtidig fremhæver Nadia, at det har givet et rigtig fint indblik i, hvad forskning er. Det har også givet hende nogle fremtidsplaner indenfor feltet: ”Jeg har fået blod på tanden af at lave det her prægraduat, og jeg har fået øjnene op for, hvor mange spændende ting, man kan forske i. Så det er helt sikkert, at jeg skal tilbage til at forske,” fastslår Nadia, mens hun dog tilføjer: ”Men jeg kan også mærke, at jeg ikke har været i praktik endnu – så jeg skal også ud og se, hvordan tingene ser ud ude i klinikken.”
