Onsdag havde Medicin&Biomeks syvende revy premiere, hvor vi fra Sund & Hed var inviteret med. Det var et sammenspil af alt fra politiske intriger, hvidvaskningssager og fødeafdelinger ude af kontrol til Nyt OUH.
Der blev under hele forestillingen uddelt stikpiller til både den stakkels, hvide, heteroseksuelle mand, studievejledningen, politikere og bankverdenen – men altid med et glimt i øjet og med rigelige evner til at grine af sig selv. ”Jeg kan alt!”-mentaliteten, man kan komme til at møde verden med, blev sat i fokus under knæksymfonien, hvor en biomekanik-studerende i klinik og kiropraktor akkompagneret af operamusik i bedste stil knækkede patienten igennem.
Trods undertegnede læser psykologi var der ikke meget, der var så indforstået, at jeg ikke kunne med – måske lige en reference til en lækker instruktor; hvor salen her blev lagt ned af pift og latter ved tanken om ham (jeg kan desværre kun forestille mig, hvor flot han må være!). Til gengæld blev pigernes øjne i den grad fornøjet af ”Perkules”, der i syngende Herkules-stil, selvfølgelig ledsaget af muser, forklarede publikum, hvad perkussion er (åbenbart noget med at klappe på fingre på hud og så en trommelyd). Også her ville piftene ingen ende tage!
Der var selvfølgelig også plads til at italesætte rygtet om Chemnitz’ pension med en cheerleader-hyldest i bedste bring it on-stil; hvilket vist meget godt italesætter følelserne for den kære anatomiguru.
Medicin & Biomek REVYEN 2019 – Én for alle, alle for hud Medicin & Biomek REVYEN 2019 – Én for alle, alle for hud Medicin & Biomek REVYEN 2019 – Én for alle, alle for hud Medicin & Biomek REVYEN 2019 – Én for alle, alle for hud Medicin & Biomek REVYEN 2019 – Én for alle, alle for hud Medicin & Biomek REVYEN 2019 – Én for alle, alle for hud Medicin & Biomek REVYEN 2019 – Én for alle, alle for hud Medicin & Biomek REVYEN 2019 – Én for alle, alle for hud
Aftenens højdepunkt var for anmelderen uden tvivl sketchen ’Intelligent design’, hvor der med en særdeles velfungerende røgmaskine som himmelsk setting – lige her var jeg dog glad for, jeg ikke sad på første række – blev set nærmere på, hvor intelligent Gud har været i sit design af mennesket. For hvad er meningen da også med en ’blyppe-lyp’ på tarmen, en blind plet i øjet og de der forfærdelige visdomstænder, som synes de skal vokse sidelæns ind i resten af tænderne? De to revyster spillede både Gud og den overbærende engel til perfektion og lagde salen ned.
En sidste cadeau skal gå til det velspillende band, der selvfølgelig gjorde sig fortjente til deres blærenummer, samt koreografer og dansere, der i alt fra tango-takter i intronummeret til gravide yoga-udøvende med et twist af Beyonce elegant førte os gennem aftenen.
Vi takker for en herlig aften med fem ud af fem stjerner herfra!