De fleste kan få øget puls og sved på panden ved tanken om at skulle i praktik. Især, hvis man også lige smider en sprogbarriere på banen og skal tage praktik i et land, hvor man egentlig ikke taler sproget. Sådan er det for psykologistuderende Nina Walaker Jakobsen, der lige er startet i praktik – og desuden er nordmand.
På kandidaten i psykologi strømmede det i sommer ind med norske studerende, der har taget en bachelor i Norge, men er taget turen til Odense for at tage deres kandidat. Da de studerende skulle til at vælge praktik, er det alligevel langt de fleste, der har valgt at tage tilbage til Norge for at tage praktikken dér. Dette skyldes dels sprogbarrieren, dels at skulle sætte sig ind i et nyt sundhedssystem – og at kunne få et muligt netværk i det land, man gerne vil tilbage til efter uddannelsen. Her stikker Nina dog lidt ud fra mængden, da hun er kommet i praktik i Odense på telepsykiatrisk center.
Valget om Norge kontra Danmark
For Nina var der faktisk ikke så meget et valg om, at hun skulle tage sin praktik i Danmark. Hun havde end ikke overvejet, at hun kunne tage praktikken i Norge, før hun sad til informationsmøde om praktikken tilbage i efteråret. ”Det faldt mig egentlig ikke helt ind, at jeg kunne tage praktikken i Norge, før jeg kom hertil, hvor mange af de andre nordmænd snakkede om det,” forklarer hun, ”jeg har altid tænkt, at kandidaten i Danmark betyder to fulde år i Danmark.” Efter mødet kom hun dog i tvivl, om hun alligevel skulle tage praktikken i Norge, men endte med, at der alligevel var for meget, der talte for at forsøge sig i Danmark. ”Min mand er også her i Odense, og jeg havde ikke lyst til at forlade ham under praktikken,” forklarer Nina.
Sprogbarrieren
Selvom valget om praktik i Danmark derfor egentlig var ret selvfølgeligt for Nina, så var der alligevel en del udfordringer forbundet. Først og fremmest er der selvfølgelig sprogbarrieren – for ville den være en hindring for, at praktikstedet ville have hende som kommende praktikant? ”Jeg var ret bange for det, da jeg havde hørt andre skrækscenarier, hvor nordmænd, der har forsøgt at tage praktikken i Danmark, ikke blev godkendt, så hele deres uddannelse blev forsinket,” forklarer Nina, selvom det dog ikke var noget, som praktikstedet ville frasortere hende på.
”Jeg har selvfølgelig tænkt på, at jeg er nødt til at arbejde med mit sprog, så jeg bliver nemmere at forstå…”
”Det har heldigvis aldrig været et problem med mit sprog, tværtimod var de meget indstillede på, at det med sprogbarrieren måtte vi løse sammen,” beskriver Nina lettet. Praktikstedet så det ligefrem mere som en kompetence, i og med de nogle gange får norsktalende i behandling, hvor Nina her – såfremt de andre faktorer også passer – måske ville være et godt behandlermatch.
Grund til frasortering?
Jeg kan alligevel ikke lade være med at spørge Nina lidt ind til, hvilke overvejelser hun har gjort sig i forhold til klienter og den mulige sprogbarriere: ”Jeg har selvfølgelig tænkt på, at jeg er nødt til at arbejde med mit sprog, så jeg bliver nemmere at forstå, og det ikke bliver et stort problem, nu når jeg gerne vil det terapeutiske.” Hun håber derfor, at hun hurtigt får ”fordansket” sit norske til en grad, så det ikke bliver en grund til, at hun vil blive fravalgt som behandler af klienter. Her må jeg smilende fortælle, at jeg trods alt ikke havde noget problem med at forstå hende i denne snak, så jeg håber, at hendes kommende klienter vil have det på samme måde.
