Nyuddannet og sin egen chef

0
687

Det er snart ved at være nogle måneder siden, at mange kandidater afsluttede deres studier på SDU. Mens nogle stadig går arbejdsløse, har andre fundet arbejde, og så er der Mikkel Berg Bagger Jensen, som valgte at starte sin egen virksomhed op og springe direkte ud i at være selvstændig. Det har han snakket med Sund & Hed om.

I sommer færdiggjorde Mikkel sit psykologistudie sammen med alle sine medstuderende. Drømmen, da studiet blev færdiggjort, var at arbejde i psykiatrien eller i internetpsykiatrien. Da det dog ikke lykkedes i første omgang, valgte Mikkel at tage teten i egen hånd.

”Jeg søgte nogle stillinger, allerede før jeg var færdiguddannet, men jeg fik dem ikke. Og så ville jeg hellere øge mine chancer og valgte derfor at blive selvstændig,” fortæller Mikkel.

Det er dermed ikke gå-på-mod, han mangler. At starte som selvstændig er nemlig oftest noget, der sker langt senere i ens karriere.

Hvorfor blive selvstændig?

Mikkel havde leget med tanken om at blive selvstændig før, men tanken lå for ham længere ude i fremtiden, før han lige pludselig stod arbejdsløs. Han har tidligere under studiet arbejdet med samtaleterapi, så det at arbejde selvstændigt med patienter lå ikke så langt fra, hvad han tidligere har fået erfaringer fra.

Det første, jeg gjorde, var at undersøge mulighederne for et lokale. Da jeg havde fundet det, gik jeg i gang med alt det praktiske.

”Det første, jeg gjorde, var at undersøge mulighederne for et lokale. Da jeg havde fundet det, gik jeg i gang med alt det praktiske, som hvordan man opretter en virksomhed. Hvordan laver man regnskab? Hvordan skal jeg markedsføre mig? Og hvilke målgrupper skal jeg gå efter?” beskriver Mikkel. Alt det praktiske fyldte derfor meget og havde ikke fagligt noget at gøre med selve hans arbejde. Men det skal jo også på plads.

Markedsføring

Mange oplever måske, at det er fagligt svært at starte på et nyt arbejde. Hvordan gøres tingene lige her, hvordan er rutinen og så videre. Langsomt kommer man mere ind i tingene og hviler mere i, at ens arbejde er godt nok. For Mikkel var det sværeste at skulle promovere sig selv: ”Det sværeste var nok at markedsføre mig selv og finde ud af, hvordan skal jeg på et meget anderledes marked gøre dig det bekendt,” beskriver Mikkel og fortsætter: “Vise mig frem, uden at pege nogen i ansigtet og sige, du har angst, du skal være hos mig. Det handler meget mere om at tage udgangspunkt i dig selv og så vise folk, hvis du nu får angst eller en depression, så er jeg personen at gå til.”

Det handler om at tro på, man er god nok og så formidle det videre. Mikkel er egentligt sikker i, at han har erfaring og er god til sit arbejde, men at formidle det skriftligt på en hjemmeside og promovere den, det er ikke altid lige let. Der er rigtig mange måder at være psykolog på, derfor kan det være svært, hvilken vinkel man skal sælge sig selv ud fra.

Frihed og frirum

Selvom markedsføringen er svær, så er der også en række fordele ved at styre sin egen virksomhed. ”Friheden til at gøre, hvad jeg har lyst til og synes, er den bedste behandling. Selvfølgelig tager jeg udgangspunkt i forskning, men jeg får ikke at vide, at jeg kun må bruge 50 min. på en klient. Jeg kan bruge lige så lang tid, jeg vil og bruge lige den metode, jeg har lyst til,” fortæller Mikkel.

I sin hverdag er Mikkel også helt selv herre over, hvornår han vil arbejde og hvornår, han vil holde fri. Selvfølgelig med forbehold for faste møder med patienterne. Hvis du selv er interesseret i at læse mere om Mikkels praksis, så tjek hans hjemmeside ud på psykologsyd.dk.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.