- Reklame -

I kølvandet på DR-udsendelsen ”Døde pigers dagbog”, blev der rejst en debat om, hvad netværk på de sociale medier kan og modsat ikke kan for unge udsatte mennesker. Det har Sund & Hed taget en samtale med to repræsentanter fra landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) om.

Den svære artikel udspringer som regel af et svært emne, hvilket er pointen her. En artikel om, hvordan vi bedst hjælper og støtter psykisk syge unge mennesker, uden at pege fingre ad dem. Jeg har snakket med Henrik Kristian Christensen, Kommunikationschef hos LMS, og Louise Linde, Formand for LMS. Selvom de hemmelige netværk på de sociale netværk er kendte af både Louise og Henrik, så er det sjældent noget, som de får viden om igennem deres rådgivning.
”Vi ved, at der findes forskellige netværk på Instagram – for eksempel private netværk for selvskade og specifikke hashtags for spiseforstyrrelser. Herudover findes der formentlig en hel gruppe af hemmelige grupper på Facebook og netværks på Instagram, som vi ikke kender til.”
Louise er uddannet læge fra SDU i 2018 og er i dag rask fra en tidligere spiseforstyrrelse. Hendes egen erfaring og historie bruger hun dag i sin rådgivning og arbejde igennem LMS.

Social forståelse og støtte

De sociale netværk kan være en støtte og hjælp til unge, der ikke føler, at deres omgivelser nødvendigvis forstår, hvordan de har det, og hvad de går igennem.
”Det disse netværk først og fremmest kan for personer, der er ramt af spiseforstyrrelser/selvskade, er, at det er netværk, hvor de føler sig forstået, ser at de ikke er de eneste i verden, der kæmper med det, de kæmper med. Så først og fremmest er det en følelse af ikke at være forkert, men at høre til et sted med ligesindede,” fortælle Louise.

Så først og fremmest er det en følelse af ikke at være forkert, men at høre til et sted med ligesindede.

Følelsen af at høre hjemme et sted, er nok en følelse, som vi alle kan nikke genkendende til, er vigtig for os. Det er menneskeligt at ønske at blive accepteret, og lige netop dette er de sociale netværk gode til at hjælpe unge mennesker med. Ulempen opstår, når personer bliver fastholdt i deres sygdom.

Ulemper ved disse sociale netværk

Hvis du så ”Døde pigers dagbog”, så sad du måske tilbage med følelsen af, at det måtte da kunne lukkes ned, så vi hjælper unge mennesker ud af deres sygdom, fremfor at fastholde dem i det. Den problematik beskriver Louise, som den vigtigste ved netværkene:

”Ulempen ved disse netværk er, at det i høj grad er spiseforstyrrelsen eller selvskaden, der driver, hvad du lægger op. Så der bliver delt meget inspiration om, hvordan skader jeg mig selv på nye måder, hvordan forbrænder jeg flest mulige kalorier etc. I de fleste af disse grupper er der desuden en intern aftale om tavshedspligt, så selvom den enkelte måske kan have lyst til at fortælle om netværket, gør man det ikke i loyalitet overfor de andre.”

Ulempen ved disse netværk er, at det i høj grad er spiseforstyrrelsen eller selvskaden, der driver, hvad du lægger op.

Derfor arbejder både Louise og Henrik for at gøre hverdagen nemmere for psykisk syge unge, så vi kan få brudt den onde cirkel, hvor unge fastholdes i et forkert billede af sig selv.

Bruddet med den onde cirkel

Det perfekte liv på Instagram er aldrig, som det ser ud. Det er Louises pointe. Ingen er perfekte, og billederne på de sociale medier er ikke en refleksion af virkeligheden, som mange desværre tror og forsøger at blive sådan. Derfor kan det være meget svært at komme ud af denne forestilling igen.
”Hvis man er med i et netværk eller en gruppe med inspiration til spiseforstyrrelser og selvskade, så skal man hurtigst muligt få hjælp til at komme ud af det, for det er kun spiseforstyrrelsen/selvskaden, der drager nytte af medlemskabet i de diverse grupper og gør i de fleste tilfælde, at man bliver mere syg,” beskriver Louise.

Livet på den anden side

Louise ved, hvor svært det kan være. Men i dag er hun rask, mor, hustru og læge. Titler hun ikke troede, hun nogensinde skulle få, da hun stadig var syg.
”Jeg har mange gange, siden jeg blev rask, haft lyst til at tage fat i alle de med spiseforstyrrelser og selvskade, jeg har mødt og fortælle dem, at de skal se at tage kampen op og få hjælp, for selvom man ikke tror på det, så er det bedre på den anden side.”
Med det som den sidste opfordring fra Louise, så husk at hjælpe, hvor du kan, og lytte hvor det er nødvendigt. Alting er ikke som det ser ud på overfladen – hverken på patienten eller de pårørende.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.