- Reklame -

Som nyuddannet læge skal man forberede sig på et langt arbejdsliv, hvor man igennem sin lægegerning møder både medgang og modgang. Nicolai Bredholt er nyuddannet læge og klar til at gå ind i et arbejdsliv, hvor død fylder meget, men hvor glæder fylder mindst lige så meget.

Efter endt medicinstudie, skal Nicolai snart i KBU et halvt år i Esbjerg på deres intern medicinske afdeling og efterfølgende et halvt år i almen praksis. ”Jeg skal nok være beredt på, at der kommer lidt af hvert, når det er en faglig bred afdeling. Det passer mig dog fint, da jeg håber at kunne blive praktiserende læge en dag,” fortæller Nicolai.

Han glæder sig til at komme i gang med livet som læge både på godt og ondt. Det bliver en anden hverdag, hvor læsningen ikke kommer til at fylde helt så meget som tidligere.

Modgang som læge

Læger kommer på et eller andet tidspunkt til at stå i svære og livsvigtige situationer, hvor de kan begå fejl. Det er Nicolai forberedt på, da han pointerer: ”Læger er jo kun mennesker, og derfor er dét at begå fejl uundgåeligt.” Han er opmærksom på, at det vigtigste både for ham selv og patienterne er, at læger lærer af deres fejl.

Nicolai har igennem sit studie fået undervisning i kommunikation og mødet med den svære patient, hvilket har rustet ham til at klare hans kommende hverdag. ”Man bliver nok nødt til at tage det, som det kommer, ellers ender man blot med at praktisere defensiv medicin, og det er ikke derfor, jeg valgte at blive læge,” forklarer Nicolai.

Sparring med netværk

Sparring med andre er vigtigt, når man er læge, hvilket Nicolai også har benyttet sig af. Samtidig har han også snakket en del med sin kæreste og hendes familie om deres møde med sundhedssystemet.

”Jeg synes, det hjælper at se tingene fra patientens side. Min kæreste og hendes familie er ikke sundhedsfaglige, og det giver god træning i at få kommunikeret medicinske problemstillinger ud på et sprog, hvor alle kan være med,” beskriver Nicolai.

Lige præcis den sparring er svær at få læge og læge imellem, og det er derfor rigtig vigtigt, at lægen ved, hvordan man kommunikerer på et niveau, hvor patienten kan være med. Det må man sige, at Nicolai har taget til sig og er meget opmærksom på.

Medgang og forhåbninger

Selvom modgang og at stå i uvante situationer med 100 procents sikkerhed er en del af hverdagen som ny læge, så følger der også en masse gode oplevelser med. Forhåbentligt bliver man bekræftet i, at de sidste seks års medicinstudier var det helt rigtige for, hvad man skal lave resten af livet. Læger gør en enorm forskel for deres patienter, og det håber Nicolai også, at han kommer til at gøre. Ikke alt i lægeverdenen handler om at redde liv, og det glemmer man måske, når man tænker på lægegerningen som et fag, der har til formål alene at redde liv: ”Jeg håber, at der er situationer, hvor jeg føler, at jeg har gjort en forskel,” forklarer Nicolai, inden han beskriver: “Ikke forstået, at man nødvendigvis redder liv, men hvor man har gjort livet eller hverdagen bedre for patienten.”

Udover de forhåbninger, som Nicolai har til mødet med patienterne, så har hverdagens små glæder også sin betydning.

”Det, jeg tror kommer til at være afgørende, er sammenholdet på afdelingen, og om man kommer til at føle sig som en del af holdet. God kaffe i personalestuen er selvfølgelig et stort plus,” runder Nicolai smilende af.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.