- Reklame -

Vi oplever alle medgang og modgang. Det er en del af livet, og sådan er dét sådan set bare. Qua mit studievalg psykologi, hvor jeg desuden snart er færdiguddannet, er jeg klar over, at modgang kommer til at fylde meget i mit liv. For sandsynligvis kommer jeg til at køre et arbejdsliv, hvor jeg møder rigtig, rigtig mange mennesker, som på den ene eller anden måde er i en form for modgang. Ellers tager man ligesom ikke rigtig til psykolog. Det er nu ikke, fordi jeg har en eller anden pervers lyst til at dykke ned i folks ulykke, bringe det frem og svælge det. Helt kliché-agtigt er det nok mere et hjælper-gen og ønske om at være medvirkende til, at modgangen bliver vendt til medgang. Og selvfølgelig bliver det hårdt at høre om folks problemer dag ud og dag ind.

Omsorgstræthed

Kvalme, træthed, isolering fra venner og familie, frygt for at få nye klienter med nye problemer. Omsorgstræthed. Et begreb, der handler om, at de, der bruger deres professionelle liv på at være der for andre, støtte og rumme, bliver ramt af en tilstand af udbrændthed, udmattelse og håbløshed. Det kan sådan set ramme alle, der arbejder med mennesker. Og kan føre til sådan nogle fantastiske ting som stress og depression. Hvor psykologer således, qua sit erhverv, er i storrisiko. Lidt ironisk, når psykologer er sat i verden for at hjælpe folk med disse ting – og så selv ofte bliver ramt af det. Derfor hører vi også om, at det er vigtigt med egenomsorg. Faktisk er denne problemstilling med, hvordan man tackler andres modgang uden selv at blive ”smittet” så stor, at man i Dansk Psykologforening er begyndt at udbyde kurser om netop omsorgstræthed og egenomsorg. Jeg kan her ikke lade være med at fundere over, hvordan det kan ramme mig. Det kan virke skræmmende, at man kan ”opbruge” sin empati og evne til at være der for andre. Og så på jobbet. For hvad så, med alle dem omkring mig? For det, der egentlig fylder mest for mig, er egoistisk nok alligevel ikke andres, fremmedes, modgang. Det er mig egen. Og mine næres. Og jeg vil gerne kunne være der for dem også.

De, der bruger deres professionelle liv på at være der for andre, støtte og rumme, bliver ramt af en tilstand af udbrændthed, udmattelse og håbløshed

Hvad, hvis man ender med at give så meget af sig selv på arbejdet, at man ikke har ”nok” til at være der for sin kæreste, sin familie eller venner, når man kommer hjem, og de har brug for en? Selvfølgelig skal jeg da være der for dem, jeg holder af. I medgang og modgang. Men hvad, hvis klienters modgang ender med at tage så meget af overskuddet, at jeg bliver ”nej, skat, mor har haft en lang dag, jeg kan ikke også tage mig af dig nu”?

Booste overskuddet

Og fritiden altid skal gå med at finde interesser, der kan løfte humøret og give overskud? Mindfulness, gåture i skoven, en god bog – alle klichéerne. Det virker en smule trist, at for at kunne holde til mit kommende erhverv, er jeg nødt til konstant at booste mit mentale overskud. Fair nok, at man nyder at dyrke yoga – men det skal helst ikke være en nødvendighed for at kunne holde til arbejdslivet.

For lige så meget, som jeg ønsker at hjælpe folk, hjælpe dem ud af deres modgang, så føler jeg ærlig talt ikke super meget for, at andres lidelse skal skade mig. Og, hvis jeg selv går ned med flaget i forsøget på at rumme fremmede, så er det måske også lidt svært at være en god psykolog i det hele taget.

Så held og lykke til alle de, der står i samme situation som jeg selv, og snart skal ud i erhverv, hvor din empati for fremmedes modgang rent faktisk kan spænde ben for din egen trivsel.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.