- Reklame -

Man kan tydeligt mærke, at begge forfattere har en baggrund som sygeplejersker, og at bogen er henvendt alle sundhedsprofessionelle, med fokus på at håndtere og hjælpe patienter og familier berørt af svær sygdom.

Bogen er skrevet i et let og tilgængeligt sprog, hvor teori undervejs understøttes af eksempler fra fire cases inspireret af virkelige familier og udfordringer. Dette gør, at bogen og teorien henvender sig bredt på tværs af faglighed og niveau, og gør sig således relevant for både studerende og erfarne. Bogen er skrevet som en guide og fremstår praksisnær, idet man kan lade sig inspirere af de fire cases i egen kommunikation med patient og familie.

Indholdsmæssigt kommer bogen godt omkring emnet: Fra teorier, modeller og nøglebegreber til identificering af fremmede og hæmmende overbevisninger, anerkendelsens styrke samt nærvær og refleksion. Der gives desuden henvisninger og forslag til, hvor man ellers kan søge viden, hvis man er yderligere interesseret.

Som medicinstuderende synes jeg, at bogen er et interessant og relevant supplement til de mange bøger, der følger den biomedicinske model. Den illustrerer vigtigheden af, at få familiedialog og de tilhørende redskaber ind under huden, sådan at de bliver en naturlig del af den måde man som sundhedsprofessionel møder patient og familie på. Vigtigheden af disse kompetencer udtrykkes i citatet af Løgstrup i kapitel 3: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Jeg vil uden tvivl anbefale denne bog til andre studerende, idet jeg synes, at dens lette berøring af følsomme emner, som sorg, smerte og tab, går godt sammen med de tungere biologisk funderede fagbøger, vi ofte møder på medicin.

Info

Familiedialog og refleksion ved alvorlig sygdom
Af Barbara Voltelen og Jette Bjerre
DKK 249
Forlag Samfunds litteratur
1 udgave – 244 sider
Udgivelse: 2018
ISBN: 9788759330357

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.