- Reklame -

Om at lære sin plads i sundhedsvæsnets hierarki. Eller om at være med til at nedbryde hierakier og bare være ordentlig.

Klokken er 20, det er lørdag aften, og temaet fra krøniken blæser gennem gangen. Jeg er fanget på en kirurgisk sengeafdeling. Vi er her egentlig alle af egen fri vilje – jeg har vitterligt kæmpet for denne operation. Alle er afslappede, selv personalet – der er intet stress, vi skal nok nå det. Alligevel er jeg som en fisk på land. Jeg er den eneste under 30 – min roomie er pensioneret og passioneret motionist til daglig. Han må gå, lige så meget han kan, ovenpå sin operation – jeg må til gengæld ikke bevæge mig ud af sengen, med mindre jeg skal på toilettet.

Alt er timet og tilrettelagt – der kunne ikke være længere til næste eksamen, og hvis alt gør for ondt, kan jeg bare lægge mig til at sove – uden studiestress, den går sgu nok.

Men hvor gør det mig træt, at jeg skal tage stilling til, om jeg skal tisse nok til, at jeg gider ringe efter en hjælper, der så kan køre mig derud. Jeg er 100% afhængig af hjælp de næste par dage. Her kommer den vigtigste lektie, man nogensinde kan lære som indlagt, ind i billedet. Vigtigheden af ét enkelt ord. ’Tak’. Der er jo ingen tvivl – her er jeg nederst i fødekæden – hvis der var bare et gran darwinisme tilbage i verden, så havde jeg sultet – i virkeligheden får jeg ikke lov til at vansmægte, jeg har mere end 1 kilo bland-selv slik, alt for meget chokolade – det har ikke et eneste sekund været medicinens skyld, at jeg har kvalme nogle gange.

Det føles som et privilegium at få lov til at opleve hele systemet fra den anden vinkel. At kunne se, hvornår de kommende kollegers kommunikation virkelig kommer til kort.

Hvor man kan føle sig tabt og alene, og hvad der gør det rart, når man skal under kniven. Her er der ingen forskelsbehandling, bare fordi man er indenfor systemet, alle er lige. Nok kan jeg få lov til at google alle de medikamenter, man propper i mig, men det er for egen fornøjelses skyld.

Og hvor mange læger har jeg set på 72 timer? 2! Og den ene så jeg bare. Det er glæden ved weekenden på hospitalet. Man skal være syg for, at lægen gider se en. Ellers er man bare endnu en patient i rækken. Og heldigvis (for den travle weekendvagt) endnu en, der kan klare sig med plejepersonalets hjælp alene. Så nok kan jeg, om en håndfuld år blive en del af lægeskaren, med alt sin tilhørende pomp og pragt – men hvad nytter det, når der ikke er tid til alle de patienter, jeg skal se? Jeg bilder mig ind, at det er et koncept, der kan overføres til mange af de akademiske uddannelser. Man kan hurtigt komme til at bryste sig med sine titler og alle de ting, man kan – men hvem i alverden bekymrer sig om det, hvis det eneste man kan se udefra, er en fortravlet person, der hænger alt sin personlighed op på akademiske titler og CV.

Du kan bruge hele din opsparing på kommunikationskurser og pryde dit CV med alle mulige diplomer om, hvor fandens god du er til at tale med folk. Men fortæl mig én ting – hvordan gør det dig til et bedre menneske? Især indenfor sundhedssystemet er ’kunderne’ desperate nok til, at de nok skal tage imod din hjælp, selv hvis du er et fjols, men er det virkelig den måde, man kommer bedst frem!?

Hvis du skal øve dig på én ting, der kan få dig frem i livet, helt uden at du skal anstrenge dig – en enkelt ting, der gør, at folk husker dig og gør, at de smiler, når de kommer til dig, såvel som når de går fra dig, så gentag efter mig: ”Tak”

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.