Humanister har det alt for nemt. Alt for nemt for mig, en sundhedsfaglig. Som en, der med garanti bliver rig, skal jeg nok vise de burgerflippere, at jeg kan klare deres eksamen uden problemer. Jeg scorer mig et 12-tal i dansk. Igen.

Jeg har fået udleveret en eksamensopgave fra danskstudiet. Det starter simpelt. “Foretag en konversationsanalyse af vedlagte transkription af et politiforhør”. Bum. Så er vi i gang. Og jeg synes da også, det er fair nok, man forbereder humanister til at forstå, hvad politiet siger – det er da en god idé, når de får job i den Døgnnetto, der altid bliver røvet. Man har bare i udleveringen af opgaven liiiige glemt bilaget. Der er sikkert ikke nogen af de hermeneutikfascister fra HUM, der kommer så langt i opgaven, at de opdager det. For de har med garanti startet med at analysere selve opgaven. Er alle kommaer nu korrekt sat? I min afmagt googler jeg mig frem til et gammelt Rejseholdet-manus.

Analysen

Det, der slår mig meget hurtigt, er, at politiet taler virkelig grimt. Det er åbenbart en nødvendighed at kunne være flabet, højrøvet og nogle gange regelret irriterende for at kunne være en del af ordensmagten. Jeg føler – det har jeg lært er en kernekompetence for humanister – at de taler grimt, fordi det distancerer dem fra den person, de afhører. Jeg tror måske, det er for at vise magt og bedrevidenhed. Politiet bruger sproget som et agressivt værktøj. Aggressionen står tydeligt i anklagerne. ‘Du slog ham jo ihjel’ kommer det barskt, jeg sidder på kanten af sædet, fuldt fokuseret og spændt – hvad sker der nu?! ‘Ja’ kommer det tilbage. Så nemt er det åbenbart. Man skal bare anklage folk – nogle gange har de ikke energi til at sige en imod.

Efter forhøret skiftes der scene til Lars Bom, der kører lastbil. Det virker som et stort skridt ned af karrierestigen, fra dengang han var med i Bamse og Kylling – hvad der i min optik er det virkelige, danske kulturkanon.

Afhøringerne er slut – men hvordan er dette litterære mesterværk i sammenligning med andre store ting?

Perspektivering

Man skal altid perspektivere det, man har analyseret. Jeg synes, Rejseholdet har mange fællestræk med eksempelvis Anna Pihl. Uniformerne er ens, tonen ligner hinanden, og det handler også om at være politibetjent. Hvis man skal rive fat i nogle ældre værker, kan Strisser på Samsø også nævnes. Både fordi der er strissere med. Men i særdeleshed også fordi Lars Bom er med. Der er ikke noget i dette, om end korte udklip, der er banebrydende.

Konklusion Politidrama er politidrama er politidrama. Der er ikke nogen dybere mening. Det tætteste, vi kommer på et samfundsrelevant lag i det, er, hvordan magtudøvelser til tider kan bruges til at dreje en samtale over på de emner, man vil have. For nok avler vold, måske, vold. Men på samme måde som med kemoterapi, så er en lille smule af noget dødeligt vel meget godt for noget. Husk bare Benjamin. Ovenpå denne karusseltur i dansk kultur anno 2000 føler jeg mig klar til at iklæde mig den humanistiske kittel, Q8 uniformen, og begive mig ud i verden.