Fremdriftsreformen stresser måske mange studerende, vi skal hurtigt igennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet, men måske er det ikke den rette vej uden tid til fordybelse og et pusterum? Retskravet er blevet udvidet, det giver mulighed for en pause – en pause, der kan være tiltrængt.
Martin Nielsen læser medicin på SDU og er i dag kandidatstuderende efter et års pause, hvor tiden gik med alt andet end at læse bøger og være presset over eksamen. Da jeg spørger Martin, hvad hans holdning er til, at retskravet nu er udvidet, kommer det direkte: ”Det er intet mindre end fantastisk.” Dette opsummerer hele Martins mening om at holde et år fri.
Beslutningen om at tage springet
Da Martin besluttede at tage pause fra sit studie, var der flere grunde for ham til at give sig selv det år, som han havde brug for: ”Medicinstudiet er i mine øjne lidt som et maratonløb med et konstant pres i forhold til at bestå sine eksaminer, så man ikke skal læse hele sommerferien og få ødelagt den eneste reelle pause, der er i løbet af året fra bøgerne,” fortæller Martin.
Han ville hellere løbe to gange halvmaraton end det hele i ét stræk. Derudover gav det ham også muligheden lave en masse ting, som tiden simpelthen ikke tillod ved siden af studiet.
Husejer og førstehjælpsinstruktør
Mens mange måske ville vælge noget, der ikke lå op ad dagligdagen som medicinstuderende, så valgte Martin at gå en vej, hvor han dygtiggjorde sig inden for netop de dele af den medicinske verden, som gjorde ham glad.
”Jeg har uddannet mig til førstehjælpsinstruktør og startet min egen førstehjælpsvirksomhed. Jeg har desuden taget noget kursusbaseret undervisning i forhold til mit fritidsjob, hvor jeg kører ambulance,” beskriver Martin, inden han uddyber: “Jeg har også købt hus og brugt en masse tid på at få alle de forskellige ting til at gå op i en højere enhed.”
At det lige blev disse ting, som Martin valgte at bruge sin tid på, er ikke tilfældigt.
Prioritering af året
”Jeg havde følelsen undervejs i bacheloren, at jeg ikke altid huskede at prioritere, hvad der gjorde mig glad. Flere af de medstuderende, jeg følte, jeg kunne spejle mig selv i, gik ned med stress eller droppede ud. Derfor lavede jeg en mental liste over de ting i min hverdag, der gjorde mig glad og gav mig styrke til at rejse mig, når det hele var hårdt på studiet,” fortæller Martin om sin prioritering.
Og prioriteringen virkede. Martin fik kombineret sin medicinske interesse med muligheden for at købe hus med sin kæreste på Fyn, som bragte dem tættere på studiet i Odense. Det gjorde, at de ikke længere behøvede at bruge unødvendig tid på at pendle fra Roskilde. Og prioriteringen var også nødvendig, da de 12 måneder gik langt hurtigere end forventet, som Martin beskriver det.
Større overskud og frihed
Martins år gav ham en frihed, han havde savnet og et overskud, som han har bragt med sig tilbage på skolebænken. Selvom Martin klart vil anbefale andre at tage et år fri, så pointerer han også, at det skal være med overvejelse og en plan.
”På samme måde som med et sabbatår, får du mere ud af det, des bedre du er forberedt. Hvis du ikke tog et sabbatår, før du startede på studierne, så vil jeg inderligt håbe, at du griber chancen og prøver dig selv af ude i verdenen udenfor uddannelsesinstitutionerne. Det mener jeg gør en til et bedre menneske,” forklarer Martin afsluttende.