- Reklame -

Overordnet set har det været en god oplevelse at læse bogen. Den er velskrevet, nem at følge med i og fyldt med billeder, referencer, illustrationer og infobokse.
Bogen omfatter tre dele, hvor første del omfatter kapitlerne om de fire fysiologier: Ulrik Christian Crone, Poul Weber Kruhøffer, Kjeld Christian Kingo Winkler og Niels Alexander Lassen.
Anden del omfatter en analyse af alle fire forskere i et samlet billede – kapitel 7 er nok det mest spændende. Tredje del er blot referencer og kildehenvisninger. 

Jeg havde dog en oplevelse af, at bogen føltes relativt ”kort” af at være på 400 sider. Man skal have det i mente, at en del af siderne blot er lister over artikler, som de forskellige forskere har skrevet (her er Niels A. Lassen et godt eksempel). De er samlet til sidst i hvert kapitel for hver forsker. For ikke at nævne hele tredje del. Jeg oplevede det både positivt og negativt. Et groft skøn er, at disse sider måske fylder ¼ af det samlede sideantal, hvilket føles som mange sider, man som sådan ikke får noget ud af. Vil man dog finde og læse artiklerne, så har man den mulighed.
Til det vil jeg nævne, at bogen kommer med en e-nøgle. Denne har jeg dog ikke læst, men jeg kunne forstille mig, at nogle af artiklerne måske havde direkte links, så de ville være nemmere at finde. Hvis dette er muligt, er det et plus herfra.  

Så er bogen noget for dig? Jeg vil vove og sige, at bogen kan læses af alle, der har interesse for fysiologi og/eller forskning. Den giver ikke som sådan nogen dybdegående faglig viden, men den giver en lille medicinsk-historisk fortælling om disse kendte forskere. Den henvender sig dog nok mest til folk, der arbejder eller studerer et sundheds- eller naturvidenskabeligt fag.

Info

Fire fysiologer
Af Jens Henrik Henriksen
DKK 295
Forlag Munksgaard
1. udgave – 424 sider
Udgivelse: 2018
ISBN: 9788762818910

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.