- Reklame -

Efter nedlukningen i efteråret blev der handlet hurtigt på både undervisnings- og eksamensfronten. Hele det sundhedsvidenskabelige fakultet var, og er stadig, ramt af ændringer, men er der nogle af ændringerne, vi kan tage med os videre til en tid efter Covid-19?

Der er ikke nogen tvivl om, at vi ikke havde set det her komme. Den hurtige udvikling af Covid-19 i foråret kom bag på os, og alle var nødt til at handle hurtigt. Undervisning og eksamen skulle omlægges hurtigst muligt til digitalt, men sådan at man samtidig kunne opretholde den høje kvalitet, man normalt finder ved fysisk fremmøde.

Vi lægger skinnerne, mens toget kører

Områdeleder for uddannelsesbetjening og klinikfordeling, Kirsten Zeuthen, fortæller, at man op til nedlukningen af landet godt kunne fornemme, at det hele var ved at stikke af. ”Vi havde en uge eller to, hvor vi godt kunne fornemme, at det var ved at stramme til. Vi har dog aldrig prøvet det før, så da det skete, skulle vi handle hurtigt, og der var ikke rigtig noget valg. Det var, som det var.” Der er ikke nogen tvivl om, at man godt kunne have ønsket, at man havde haft et sekund eller to mere til at tænke tingene igennem, men samlet set mener Kirsten Zeuthen, at vi kom fornuftigt igennem den første svære periode. ”Der var nogle rigtig gode folk, der hurtigt satte tingene i værks, så vi kunne komme i gang med alternativerne hurtigst mulig.”

Ikke kun dårlige ting

Selvom det hele godt kan virke en smule dystert i disse tider, så er det ikke alt, der nødvendigvis har været dårligt. Det sundhedsvidenskabelige fakultet har lært rigtig meget af den situation, vi blev kastet ud i. Den virtuelle undervisning var heller ikke helt fremmed, tilføjer Kirsten Zeuthen.” Vi har egentlig gået nærmest i flere år og sagt, at man da godt kunne lave noget mere onlineundervisning, og at man måske kunne få noget godt ud af at streame nogle ting. Det har været en vanskelig proces, men lige pludselig kom tidspunktet.”

Dorthe Majlund Sørensen, som er områdeleder for undervisning og eksamen, nævner også, at vi fremover kan forvente at bruge nogle af de mange muligheder, vi har fået. ”Vi har fundet ud af, at hvis det er nødvendigt og giver mening i det enkelte fag, så kan vi faktisk omlægge undervisning til at være online.” Man har blandet andet set, at onlineundervisningen har fungeret fortrinligt ved den obligatoriske team-baserede læring på medicin, hvor man hurtigt har kunnet få de studerende ud i breakout rooms.

Dog er det vigtigt for Dorthe Majlund Sørensen at pointere, at vi stadig skal være opmærksomme på, at bare fordi vi kan gå online, skal vi også finde ud af, om det giver mening i situationen. ”Det er stadig vigtigt, at man prioriterer dele af den fysiske undervisning, så man opretholder de sociale relationer til sine medstuderende og undervisere. Den uformelle snak får man ikke på samme måde, og den betyder også rigtig meget.”

Hvad så nu?

Der er endnu ikke nogen faste beslutninger for, hvordan undervisningen skal være i fremtiden. ”Der er ikke taget konkret stilling til, hvordan det skal være fremover, men vi har i den grad fået udvidet vores mulighedsrum,” fortæller Kirsten Zeuthen. ”Det er ikke sådan, at når Corona er ovre, så vil vi lave onlineundervisning til evig tid, men det kan sagtens være, at man vælger at benytte det i flere sammenhænge end før.” Mulighederne er i hvert fald mange nu.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.