- Reklame -

I 2021 skal vi sige farvel til Blackboard og hej til klassens nye dreng, Itslearning. SDU får nemlig et nyt e-læringssystem, som meget snart forventes at være i fuld drift. I denne artikel vil vi snakke lidt om alt det gode ved Itslearning og alt det, vi kommer til at savne ved Blackboard. 

Forud for udvælgelsen af det nye e-læringssystem har man selvfølgelig vurderet kvaliteten og funktionaliteten af systemet. Som en del af dette har man igangsat pilot-projekter, hvor udvalgte uddannelser på SDU har fået lov til at afprøve Itslearning. Jeg har snakket med Camilla, som går på 3. modul på Klinisk biomekanik. Hun er en af de studerende, der har fået lov til at afprøve det nye system. Derudover har hun fra sin tidligere uddannelse også stiftet bekendtskab med platformen. 

Det gode 

Jeg starter selvfølgelig med at spørge, hvilke fordele Itslearning har. Det som Camilla umiddelbart er mest begejstret for, er Itslearnings nemme tilgang til dag-til-dag materialer. Man kan nemlig nemt gå ind via ugeskemaet og finde de materialer, som skal bruges til dagens undervisning. Hun nævner også, at der på Blackboard er en del flere kliks, før man kommer ind på de enkelte forelæsninger. Der- udover fortæller hun, at det også er en del nemmere at lægge videoer op på Itsleaning. På den måde er der altså en masse gode ting at glæde sig til, når vi skifter til Itslearning. 

Det knap så gode 

Vi kommer selvfølgelig også til at sige farvel til en masse, når vi siger farvel til Blackboard. Camilla fortæller blandt andet, at hun kommer til at savne den overskuelighed, der er på Blackboard, og at Itslearning hurtigt kan blive uoverskueligt i takt med, at der lægges flere dokumenter op. Camilla påtaler også, at vigtige informationer hurtigt kan drukne på Itslearning, og at det faktisk var nemmere at finde på Blackboard. En sidste ting, som også har vist sig at være problematisk ved Itslearning, er at få skemaet synkroniseret med sin egen telefons kalender. Camilla fortæller, at der er en app til systemet, som dog ikke altid virker lige optimalt. Især det sidste er et element, som jeg tror er vigtigt at er velfungerende for mange studerende, da det skaber mere overskuelighed og overblik i hverdagen. 

Generelt er Camilla fortaler for at beholde Blackboard, da hun føler, at det er både nemmere, bedre og mere overskueligt. Hun fortæller mig dog, at alle de studerende i pilotprojektet har sendt ris og ros ind til projektets ledelse. Man kan altså håbe, at SDU sørger for at reagere på kritikken af Itslearning, så alle studerende får det bedst mulige e-læringsstystem. 

Efter jeg har snakket med Camilla, præsenterer jeg nogle af problematikkerne ved Itslearning for Anne Mølgaard Nielsen. Anne er tovholder for det fag, Camilla har deltaget i, og har derfor været med til at pilotteste platformen. Anne siger, at hun selvfølgelig er ærgerlig over, at Itslearning er blevet opfattet negativt, men hun understreger også, at de studerende med vilje ikke har fået en introduktion, inden de skulle bruge systemet – netop for at teste hvor intuitivt de oplevede platformen. Hun kommenterer også: ”Koblingen til de studerendes skema forventes at være optimeret, når e-learn kobles på skemasystemet”. Der er altså allerede blevet kigget på noget af den kritik, som de studerende har rettet mod Itslearning – og det er positivt!

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.