- Reklame -

Uanset hvor makabert det end kan lyde, så vil jeg også se et dødt menneske. Jeg vil også lære om kroppens tredimensionelle opbygning ved at have den mellem hænderne, hvor den kan vendes og drejes og mærkes på. Jeg vil også dissekere!

B2 er for mange et frygtet modul. De fleste husker nok tilbage på det som en tid med fart over feltet og en konstant strøm af nye informationer, som bare skulle læres udenad. Men blandt det svære læsestof og endeløse timer med atlas åbent, husker mange nok også dissektionen. Man kan næsten ikke undgå, at den gør et indtryk, enten fordi det, at dissekere, er grænseoverskridende, spændende eller bekræfter en i valget om at læse enten medicin eller klinisk biomekanik. Men den oplevelse må jeg som vinterstarter fra årgang 2020 altså undvære.

Todimensionel anatomi

Som kompensation for den manglende fysiske dissektion fik alle os på årgangen adgang til et virtuelt dissektionsprogram. På den måde blev problemet skubbet væk og mange tænkte nok dengang, at det ene vel kunne være lige så godt som det andet.

Dog kan jeg næsten ikke tro, at todimensionel, virtuel dissektion er nok til at erstatte indtrykkene og læringen fra den fysiske. Jeg er nødt til at spørge SDU’s mest erfarne anatomi-guru, cand.med. og lektor John Chemnitz, om hans holdning. Chemnitz’ svar er meget entydigt, han fortæller mig følgende: ”Jeg har kendskab til virtuelle dissektionsprogrammer. Jeg mener ikke, de kan erstatte den fysiske dissektion. Det kan være et supplement.”

Beslutningen om at aflyse dissektionen for os vinterstartere blev altså taget med andre ting for øje end det faglige udbytte. ”Logistikken med hensyn til lokaler og den påkrævede afstand mellem studenter kunne ikke etableres,” forklarer John Chemnitz. Dette gør dissektionen til endnu et offer for den grådige corona-virus.

Hvad går jeg glip af?

Både fagligt og personligt er der noget, der går tabt, når man ikke kan møde op til en fysisk dissektion. Chemnitz mener, at man ser bedst både med hænder, øjne og ører. Han lægger ikke skjul på, at der er nogle taktile og manuelle sanser, man benytter under den fysiske dissektion, der er enormt væsentlige.

Desuden forklarer han med henblik på det faglige udbytte: ”Min personlige mening er, at lagvis dissektion på reelle kadavere er med til at give et mere reelt billede på, hvorledes strukturerne er placeret under huden, hvorledes de er pakket ind og den individuelle variation af bindevæv og dermed fasciestrukturer.”

Han lægger vægt på, at kliniske undersøgelser er med til at udvikle det helt essentielle ”indre øje” hos os studerende, som er vigtigt i fremtidigt virke som læge eller kiropraktor.

Der er stadig håb forude

John Chemnitz forklarer mig, at de i denne omgang har haft mere tid til at udtænke en plan for dissektionen, der skal forløbe nu her. På den måde kommer den nye årgang ikke til at gå glip af det samme, som jeg gjorde.

Dog er der også gode nyheder til os vinterstartere. ”Med hensyn til de studerende, som er lost in transition, vil jeg gerne tilbyde et kursus senere, inden de er færdige med bachelor og corona stilnet af. Det kunne for eksempel være et intensivt kursus på få dage som en fin repetition, inden de skal videre til kandidaten.”

Selvom der er lang tid endnu, er dette en trøst og en påmindelse om, at den manglende dissektion ikke kommer til at være afgørende i sidste ende.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.