Home Arkiv Kompendium i makroskopisk anatomi: Bevægeapparatet

Kompendium i makroskopisk anatomi: Bevægeapparatet

0
Kompendium i makroskopisk anatomi: Bevægeapparatet

Kroppens anatomi kan for mange virke helt uoverskuelig. Der går rygter på SUND om, at bevægeapparatet er et hårdt pensum at komme igennem. De fleste vil nok kunne erklære sig enige i, at det primært er de lange, svære, latinske ord og uendelige mængder udenadslæren, der gør faget særligt svært.

Kompendiet her er spækket med smarte huskeregler, overskuelige illustrationer og letlæselige sætninger, der nemt kunne gå hen og blive en afgørende ven inden eksamen. Det er helt essentielt for mange, at de kan visualisere den viden, de får. Samtidig er det ofte de fjollede huskeregler, der i starten ikke giver så meget mening, men i sidste ende trækker en igennem den svære anatomieksamen.

Kompendiet formår at tage fat i det bedste fra begge verdener, endda med brug af blikfangende farver for at gøre det endnu mere overskueligt.
Noget af det sværeste ved anatomien kan samtidig være det faktum, at man pludselig skal til at lære et helt nyt sprog at kende. Har man først fået grebet om, hvad de mest essentielle latinske ord betyder, bliver det pludseligt meget lettere at huske de lange svære ord. Her er bogen udstyret med latinske ordforklaringer, hvor dette er nødvendigt.

Kompendiet kan i høj grad anbefales til den nystartede medicin- eller kiropraktorstuderende, der snart står over for det svære modul 2. Det gør eksamenslæsningen en smule mere overskuelig og hjælper med at holde overblikket.

Info

Kompendium i makroskopisk anatomi: Bevægeapparatet 
Af David Kocemba, Charlotte Lott Dreiø Carlsen og Johanne Elmbæk Kassow 
DKK 395 
Forlag Munksgaard 
1. udgave – 298 sider 
Udgivelse: 2020 
ISBN: 9788762820630 

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.