Pandemien er over os – og det har den efterhånden været i snart et år. I løbet af 2020 er der startet en masse nye studerende rundt omkring på landets universiteter. Studerende som har set frem til en studiestart fyldt med store fælleskram, latter og øl.
I år har studiestarten været noget anderledes, end hvad vi kender. Med vekslende forsamlingsforbud, nedlukning af nattelivet og en generel opfordring om at holde sig væk fra mennesker, har det været svært at afholde studiestarten, som vi kender den. Jeg har derfor taget fat i to studerende fra psykologi og medicin til en snak om hvordan studiestarten har været for dem.
Sine Persson Kreinøe – Psykologi, B2
1. Hvad har du savnet ved en studiestart under pandemien?
Jeg har savnet en studiestart, hvor jeg følte, at jeg kunne komme mine medstuderende nær. Jeg er godt klar over, at det ikke er nødvendigt at være i fysisk kontakt for at lære nogen at kende, men det ikke at kunne give et klap på skulderen for godt arbejde, et glædeskram over en vunden aktivitet eller at sidde lidt tættere og snakke sammen, det er svært. Bare et håndtryk er et slags førstehåndsindtryk, som vi også har misset. Og det er bare så ærgerligt. Det var svært for mig at få følelsen af at være kommet nogen rigtig nær, fordi jeg hele tiden skulle huske at holde afstand – og minde andre om det. Det er svært at blive rigtig nær, når man hele tiden skal bede dem om at gå væk – de to ting er svære at forene i hjernen. Når alt det er sagt, så er jeg godt klar over vigtigheden af alle de sikkerhedsforanstaltninger, der blev taget. Men når jeg lige er flyttet hertil fra Nordsjælland og har forladt familie og nære venner i dagligdagen, så er det meget også at mangle den nærhed, jeg kunne få fra andre i et nyt bekendtskab. Og det ved jeg, at jeg ikke er ene om.
2. Forklar om nogle af de kreative tiltag der har været nødvendige i studiestartsperioden under pandemien?
I introugen kunne vi kun se skolen udefra eller enkelte steder lige inde ad hovedindgangen, hvor vi kunne hente vand. Så vores uni-løb foregik udenfor og alle aktiviteter var med konstant fokus på afspritning og afstand. Vores undervisning foregik i Winsløwparken på det første modul, så det er først nu her på andet modul, at vi får lov til at se SDU rigtigt indefra og lære at finde rundt. Det kan godt være lidt overvældende, fordi vi, hvis covid-19 ikke var en ting, ville have været sammen om det i introugen og haft en fornemmelse af hvor tingene er, når vi kom tilbage nu her. Det at holde afstand kan være svært, når vi er så vant til, at der som regel skal laves teambuildingøvelser, der ofte kræver tæt fysisk samarbejde. Det havde vores tutorer klaret ved at være kreative og finde nogle gode aktiviteter, der kunne laves på afstand. Det positive er, at det har sine fordele at være udenfor, vi fik jo masser af sund frisk luft sammen og sol, og det har været en god måde at lære hinanden at kende på. Det triste er, at vi ikke har haft den store mulighed for at tage hjem til hinanden, og ikke kan ses så meget uden for studiet. Normalt ville jeg i hvert fald have været en del hjemme hos mine nye venner for at lære dem at kende og se hvor de boede m.m. For at sætte det i perspektiv, har jeg ikke været hjemme hos nogen endnu, hvilket er en lidt sørgmodig tanke. Det har også gjort det svært for nogle at få venner, og nogle er måske mere isolerede, end de normalt ville have været. Det kræver også, at vi som studerende er ekstra opmærksomme på at sørge for, at vores medstuderende har det godt og trives. Vi tjekker lige ind hos hinanden en ekstra gang for at se, at alt er okay.
3. Hvordan har du fået venner på dit nye studie, nu hvor studiestarten var lidt amputeret?
Jeg fik nye venner ved at deltage så meget som muligt i alt, hvor der var mulighed for fremmøde i introugen og senere at deltage så meget som muligt i de få fysiske forelæsninger. Og ellers den ugentlige holdundervisning. Og så selvfølgelig vores facebookgruppe for at finde dem, jeg havde mødt, så vi kunne holde kontakten – om end på de sociale medier. Holdundervisningen har heldigvis reddet os noget så gevaldigt. Vi sidder godt nok med afstand og spritter alting af, men det er vores bedste mulighed for at ses. Jeg er selv et ret udadvendt menneske, så jeg gjorde det, at jeg snakkede med dem, der sad ved siden af mig til undervisningen. De er i dag en del af min studiegruppe. Så jeg har fundet nogle, jeg er ligesindet med både fagligt og udenfor studiet – der føler jeg mig meget privilegeret og sender en tanke til dem, der ikke har været så heldige som mig. Vi er som sagt stadig kommet i studiegrupper, og dem ses jeg i hvert fald selv med gerne en gang om ugen på SDU og en gang i mellem på Zoom (stadig med afstand og afsprit-ning mm.). Så jeg er nok meget knyttet til min studiegruppe, fordi det er de mennesker, vi får set mest til og dem, vi nåede at danne bånd til i løbet af de fire introdage, vi havde. De andre, jeg har mødt på introdagene, holder jeg kontakt med over sociale medier eller mødes med til en gåtur i ny og næ, hvor vi kan holde os på behørig afstand. Jeg håber også, at jeg kan møde nogle nye mennesker gennem den madklub, der er ved at blive etableret på vores årgang, hvor vi kan holde os inde for corona-restriktionerne.
Katrine Tranberg Jensen – Medicin, modul B2
1. Hvad har du savnet ved en studiestart under pandemien?
Det har været underligt at starte på universitet uden den velkendte rustur, der danner fundamentet i det nye kapitel som universitetsstuderende. Det havde været her, man havde skabt den første følelse af at høre til og være en del af en større flok, der sammen kæmper om at komme glade igennem alt fra anatomi til kredsløbene. Ydermere stoppede de sociale arrangementer desværre tidligere end planlagt. Den følelse af at blive draget ind i et fællesskab med de andre nye studerende forsvandt altså lidt fra den ene dag til den anden.De fleste kan genkende ansigter på de andre studerende fra deres årgang, men der står vi på ingen måder endnu. Vi kender få igennem de sociale og faglige grupper, så vi mangler den større fællesskabsfølelse. Jeg har også manglet en tilhørsfølelse på universitetets lange gange, hvor vi knap kan finde rundt, men også på uddannelsen generelt. Al det her Zoom-undervisning minder mig lidt om en form for hobby, hvor man selvstuderer noget på YouTube fremfor velstrukturerede og ’virkelige’ forelæsninger på uni.
2. Forklar om nogle af de kreative tiltag der har været nødvendige i studiestartsperioden under pandemien?
Vi har haft RIGTIG meget Zoom-undervisning! Jeg har været så heldig at finde en god gruppe at se onlineforelæsninger med gennem min sociale gruppe, som også har inviteret et par fra deres faglige grupper med. Zoom-undervisning er ti gange mere overkommeligt, når man sidder seks sammen og motiverer hinanden til at komme igennem embryologi en sen onsdag eftermiddag fremfor at sidde selv i sin seng med en kop kaffe og døse hen. Vi har også haft et par fysiske holdtimer på uni. Det gav en kæmpe ro at have prøvet at genkende elementer af præparaterne i mikroskoperne inden SPOT-eksamen, der jo ikke minder om noget fra gymnasiet. Jeg vil også sige et stort tak til både faglige og sociale tutorer, der har kæmpet for at hjælpe os godt i gang. De sociale gjorde virkelig deres med online fest, da retningslinjerne for alvor strammede til, mens de faglige har holdt prøveeksamen for os. De har motiveret os, og vist at det er muligt at leve unilivet – også selvom Zoom er det nye sort.
3. Hvordan har du fået venner på dit nye studie, nu hvor studiestarten var lidt amputeret?
Jeg er kommet rigtig godt ud af det med et par fra min sociale gruppe. Vi har så inviteret et par stykker med fra hver vores faglige gruppe, og derved samlet en mikset gruppe. Derudover bor jeg på kollegie med en ordentlig flok fra min årgang, som vi på kryds har været i gruppe med. Derfor er de fleste af mine studie-friends faktisk fra kollegiet, hvor vi også sidder og ser forelæsninger sammen. At kunne se forelæsninger sammen har bidraget til en fælles reference for os, som måske ellers ikke matcher i personligheder – Zoom er altså både min saviour, der har givet mig de bedste venskaber, og min værste fjende, der demotiverer mig og holder mig hjemme, alt imens studiets mølle stadig drejer med fuld hastighed. Både den sociale og faglige gruppe har bidraget til gode venskaber og læsebuddies, så jeg sætter stor pris på universitets forsøg på alligevel at gøre hele studiestartsforløbet nemmere. De fleste har nok at se til med at flytte hjemmefra for første gang, så det har gjort meget at føle, der blev lagt op til nye venskaber i både sociale og faglige grupper, fremfor bare at sidde med hovedet i bøgerne for sig selv fra dag 1.
