- Reklame -

Vi kan nok alle blive enige om, at vi for alt i verden helst gerne vil undgå at fange en sexsygdom i farten. Det er svært ikke at forbinde det med noget ubehageligt, grimt eller måske endda noget pinligt. Og de associationer bliver for mange af os ført direkte over til ordet. Derfor kan jeg ikke lade være at undre mig over, hvad der kunne være blevet af de ord i en parallel verden.  

Den smukke sexsygdom 

Ifølge komiker Niels Hausgaard burde Klamydia have heddet raps og omvendt.

Mange tænker nok på den dårlige besked på Messenger, når de tænker på ordet klamydia. Den slags lyder så grimt, synes man. Men helt isoleret set er ordet klamydia da egentlig ret flot. Jeg ser den for mig som en lilla blomst med store blade, der står flottest i forårsmånederne. Havde klamydia været en smuk blomst, havde verden set helt anderledes ud. Pludselig ville alle blomsterbørnene ikke hedde Lily og Rose længere, men i stedet ville de hedde Klamydia (Chlamydia i København-området). Klamydia ville være et smukt og blomstrende pigenavn.

På samme måde kan jeg ikke lade være at tænke, at syfilis kunne have været et bær. Et blodrødt, sødt sommerbær, som ville gro på en busk uden tjørne. Så kunne man lave syfilis-marmelade til sin ostemad og nyde et glas syfilis-saftevand i sommerens solstråler. Og om vinteren kunne man gå ture i herpes-skovene, hvor træsorten herpes ville dominere og fylde med sine endnu grønne blade.  

Det grimme naturvidunder 

Lad os være ærlige. Der findes ting i naturen, hvis skønhed fanger vores øjne og gør os glade, men hvis navn klinger helt skidt i vores ører. Noget af det smukkeste er da den gule dyne, der ligger over de danske marker langs landevejene i maj. Raps. Ordet raps retfærdiggør bare ikke det smukke i sådan en mark. Man kunne da lige så godt have siddet inde hos lægen og netop fået at vide, at man altså havde fået raps.  

Det er bare for ikke at tale om mos. Det er dekorativt i juletiderne og klæder skovbunden som et grønt, blødt lag resten af året. Alligevel lyder det som om, at man har været for vild i byen og i et halvdårligt one-night-stand har fået slæbt en ækel sygdom med hjem. Mos, den uhelbredelige kønssygdom, som man resten af livet nu må gå og døje med.  

Enten eller 

Så er der ordet svamp. Svampe kommer i forskellige former og størrelser og giver anledning til både kløe og hyggelige ture i skoven. Selvom der er tale om en stor gruppe af organismer, så er det da lidt underligt, at man spiser noget af samme navn som en infektion, man kan få i kønsdelene. Det er enten eller, for ellers ved man da snart ikke, hvad man skal tænke om navnet.  

Det er måske der, det gik galt med de tidligere nævnte ord og navne. Nogen har skulle beslutte, om navnet skulle bruges til noget smukt eller noget grimt og tilsyneladende valgt helt forkert. Men måske fungerer det lidt som med den der person fra folkeskolen, man slet ikke kunne udstå: Pludseligt syntes man også, at deres navn var helt forfærdeligt grimt.  

Derfor skal vi nok bare lade klamydia, syfilis og herpes være noget grimt. Og lade mos og raps være noget smukt. Så hænger verden allerbedst sammen.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.