- Reklame -

Nedlukninger og restriktioner stiller os over for en hverdag, hvor vi selv må tænke ud af boksen for at holde os selv i gang. Fitnesscentre og idrætsforeninger er lukkede, og den motion, der måske tidligere lå indprentet i ugen som en fast træning, skal vi nu selv ud at jagte. Det kan for mange virke uoverskueligt, og derfor bliver mange studerende fanget bag skærmen.

SDU Bevæger Sig 

Denne tendens håber Linnea Maria Sjöberg, bevægelseskonsulent på SDU, på at kunne gøre op med. Hun er en del af projektet ”SDU Bevæger Sig”, der skal inspirere ansatte og studerende til at komme op fra stolen og bruge kroppen noget mere. Hun fortæller følgende: ”Studerende sidder også rigtig meget ved computeren, og det håber vi, at projektet kan gøre dem opmærksomme på.”   

Endvidere mener Sjöberg, at det kan hjælpe på det faglige at få lidt afstand til skærmen i ny og næ. Hun husker selv, at hun som studerende ofte prøvede at finde svarene til de ting, der drillede ved at sidde med øjnene fastlåst på opgaven. ”Men måske var det lige netop dér, at vi alle havde brug for lige at tage et skridt væk fra computeren og få noget frisk luft til hovedet. Det kunne måske endda have ledt til flere kreative tanker,” kommenterer hun, og hun håber, at de nuværende studerende vil tage den idé til sig. 

10-i-12 

I efteråret afholdt projektet, SDU Bevæger Sig, en bevægelsesdag, der kom med konkrete bevægelsesforslag og gjorde opmærksom på vigtigheden af motion. Lige nu har projektet fokus på Dansk Firmaidræts 10-i-12, der er en aktiv pause hver dag kl. 11.50, som giver fornyet energi til opgaven.  

”Det er et fast tidspunkt, så det kan være et godt fikspunkt i en dag med en masse onlineundervisning. Så er vi sikre på, at vi kommer væk fra kontorstolen eller sofaen bare en lille smule,” fortæller hun om bevægelsestilbuddet.  

Tilbuddet lægger især op til, at alle skal kunne være med. Det kræver hverken tilmelding eller bestemte redskaber, og derfor er det relevant for alle de mange studerende, der hver dag er nødt til at sidde flere timer bag skærmen for at kunne følge med i deres studie.  

Walk’n talk-sti 

Gåture i det fri har samme tendens til at give fornyet energi og en smule afveksling i en ellers ensformig Zoom-hverdag. Men når man så endelig får slæbt sig afsted, kender mange af os nok det med, at man kommer til at gå den samme rute igen og igen. Er det tilfældet, kan man nær campus finde en hyggelig walk’n talk-sti på ca. 2 km, der guider en igennem et skønt område.  

Man kan enten gå alene, med en ven på corona-sikker afstand eller med høretelefoner i ørerne og bedstemor med over en telefonsamtale. Uanset giver det anledning til, at man får gået en ny rute – og desuden er stien her til nytår blevet opdateret med helt nye markeringspæle.  

Fællesskabsfølelse 

Lige nu kan det være svært at minde sig selv om, men motion og bevægelse er grobund for fællesskab. Der er garanteret andre på walk’n talk-stien, der også godt kunne trænge til en at følges med. Måske er der andre, der stopper op kl. 11.50 og holder en aktiv pause for at komme igennem denne tid. 

Brug bevægelsen til at komme lidt væk fra skærmen. Brug bevægelsen til at gå nye veje og prøve noget nyt. Og ikke mindst, når alting åbner lidt mere op, så brug bevægelsen til at møde nye mennesker og blive en del af et sundt fællesskab. 

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.