- Reklame -

Uligheden i sundhedsvæsenet skal bekæmpes, og netop det sætter Social Sundhed stort fokus på. Det gør de ved at rekruttere frivillige sundhedsfaglige studerende til at ledsage borgere, der har udfordringer i sundhedssystemet. 

Når man har en aftale i sundhedsvæsenet, kan det være svært at overskue alle de ting, man skal huske at få spurgt om. Hvordan skal man forholde sig, hvem skal man kontakte, hvis man har yderligere spørgsmål, hvad skal man gøre, hvis det bliver værre? Spørgsmålene er mange, og det kan især være en udfordring for borgere, som i forvejen finder mødet med sundhedsvæsenet overvældende.  

Netop denne udfordring har organisationen Social Sundhed valgt at imødekomme. Social Sundhed er en organisation med flere forskellige afdelinger i Danmark og har også opbygget en lokalafdeling i Odense. Mikala Ernebjerg Jakobsen er forkvinde i Social Sundhed Odense, og for hende er det en rigtig vigtig organisation, som sætter fokus på, at uligheden i sundhedsvæsenet skal væk, og at vi skal have flere især sårbare borgere til at få gode oplevelser, så de forhåbentlig kan leve et langt og godt liv. ”Mange borgere er i dag fanget i sundhedssystemet, og det er bestemt ikke de ansattes skyld, men mere en snak om mangel på ressourcer.” Hun ønsker ikke, at de manglende ressourcer skal gå ud over behandlingen af de mennesker, der ikke selv kan råbe højt, og derfor er hun glad for at stå i front for en frivillig organisation, som netop kan hjælpe med at få talt. 

Ud og føle virkeligheden 

Der er allerede flere sundhedsfaglige studerende fra forskellige studier, som har meldt sig som frivillige brobyggere i Social Sundhed Odense. En af dem er Leila Sabanovic, der læser psykologi på 4. semester. ”Man får nogle oplevelser og kompetencer, som er vildt givende på både det personlige og faglige plan.” Hun nævner også, at det primære fokus ligger på at hjælpe borgerne med deres individuelle behov, men at det også giver hende noget i hendes fremtidige virke. ”Man får nogle perspektiver, som undervisningen ikke altid dækker over, men som ikke desto mindre er ekstremt vigtige og relevante at have kendskab til.” 

Kom til virtuel infoaften d. 16. marts kl. 19. Begivenheden finder du på Social Sundhed Odenses Facebookside. Foto: Social Sundhed Odense.

Mikala Ernebjerg Jakobsen fortæller, at der i organisationen lægges stort vægt på to forskellige spor. Det ene spor er borgernes, hvor de forsøger at hjælpe dem med at overholde og følge dem til aftaler i sundhedsvæsenet og dermed skabe en større tryghed i fremtiden. Det andet spor er for de sundhedsfaglige studerende. ”De studerende kan forhåbentlig komme ud på den anden side og være en bedre sundhedsprofessionel, fordi de har fået et indblik i borgerens situation, og hvad der netop kan være en udfordring for den enkelte. Samtidig vil de forhåbentlig få en bedre forståelse af de forskellige led i sundhedssystemet.” Hun fortæller, at hun håber, de studerende på sigt vil kunne have en bedre forståelse for de patienter, de kommer til at møde i fremtiden.  

God respons og flere frivillige, tak

Tilbagemeldingen fra borgerne har været rigtig god, og både borgerne selv, men også pårørende og kontaktpersoner, har værdsat de frivillige studerendes gode engagement og hjælp. Mikala Ernebjerg Jakobsen nævner især vigtigheden i, at det er en frivillig organisation. ”Det gode ved, at det er frivillige brobyggere, er, at borgeren ved, at det er en person, som rigtig gerne vil komme ud til dem og hjælpe dem. De er der kun for deres skyld.”

Har du lyst til at være med til at lave endnu flere gode historier og hjælpe udfordrede borgere på vej, så følg med på Social Sundhed Odenses medier. Lad os sammen bekæmpe uligheden! 

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.